Mit første møde med Stockholms afro-grunge-pionerer, Boko Yout, var, da de varmede op for Viagra Boys i Vega i 2023. Frontmand, Paul Adamahs, karisma ætsede sig ind i min bevidsthed, jeg gik ind og skamlyttede til gruppens debut-EP As Seen On TV (2023). Sensommeren stod på et gensyn med Adamahs opdigtede TV-verden på 2023-udgaven af Frigjort Festival — denne gang på en noget mindre scene, hvor en intens og interagerende frontmand som Adamah brillerer.
Derfor var aftenens store spørgsmål nok også: Kan Adamah stadig komme ud over scenekanten i et kæmpe telt, fyldt af feststemte mennesker, der er kommet for at drikke øl — og så måske se lidt musik? Spoiler alert, svaret er et rungende: JA!
Adamah kravler ud af et spejdertelt, lister hen til mikrofonen og giver de forreste rækker første omgang af hans intense blik. Resten af Boko Yout træder ind på scenen iført bandets signatur-spejdertøj. Det er dog ikke nogen lilleput-telttur, vi skal ud på: De første forvrængede guitartoner flænger luften i en spændingsfyldt optakt, inden vi glider direkte over i “Mornings”.
Live er Boko Yout absolut ikke et band, der spiller 1:1 med deres studielyd. R’n’B, afrobeat, rap og effekt-tunge grungeriff bliver udskiftet med pop badet i en forvrænget garagelyd — af og til kan man være sød og måske kalde det punk. Det kan man ikke helt sige, da Boko Yout smidder “News” som andet nummer — gruppens hit, der har den mest simple, dopaminbombe af et guitarriff, der simpelthen er balsam for ørerne. Søndagens udgave var dog igen i en pænt dekonstrueret og skramlet version uden helt samme form for pop-rock-sensibilitet. I mine ører svarede det lidt til at eje en kæmpe bazooka, og så vælge at skyde sig selv i foden.
Der blev til gengæld spillet med de musikalske muskler, da bandet glider over en rolig, klistret og funky sag lige ovenpå at få stemningen hevet op. Adamah får hele Gaia til at svaje frem og tilbage på kommando. »When I say 1,2,3,4 — you say 1, 2, 3, 4,!” — selv de ældste tricks i entertainerbogen virker naturlige og medrivende under Adamahs kommando, og snart er hele Gaia i svenskens hule hænder.
“Teleprompter” bliver en kærkommen påmindelse om, hvorfor jeg egentlig godt kan lide rockmusik, og i modsætning til “News” klæder det nummeret med lidt mere kant. Adamah får lukket lidt galningssnak ud, om at vi lever i et TV-show, men medie-dystopien er ikke lige så gennemført som vanligt: Adamah sender primært kærlighed ud over scenen og får den direkte tilbage i ansigtet.
Den orange følelse ender helt op i neon-territoriet, selvom Boko Yout næsten udelukkende holder sig til uudgivne numre sidste del af settet. “Imagine”s fede baslinje og hårde guitarer føles elektriske — en perfekt blanding af dansevenlig pop og al grungens grumme energi. Røven får yderligere en rystetur på et mere afrobeat-agtigt nummer, hvor Adamah bevæger sig som en dansende kat mellem scenen og pitten, henter FM-radioer og stjæler folks solbriller. Ingen kunne have været bedre underholdning for et feststemt Roskildepublikum.
Med en lille vejrtrækningsøvelse som opvarmning, når vi aftenens sidste nummer “Postman”. En endnu ikke udgivet poprock-basker af et nummer, som jeg øjeblikkeligt kunne huske fra Boko Yout andre koncerter med stor gensynsglæde. Jeg var noget nær rørt, da hele teltet råbte med på »It’s the postman baby, it’s the postman baby!« Ikke et øje var tørt, da Boko Yout gik af scenen, mens publikum messede »Nakubene, Nakurasa« — “Jeg elsker dig, jeg elsker dig også” på swahili.
Placeret i en krydsild af musikalske trends og med en forsanger, der hverken mangler karismaen eller udseendet, er Boko Yout næsten den perfekte storm, for at få den guitarglade del af generation Z til at genforelske sig i rockmusik. Det slog de fast søndag på Gaia.
Alle fotos: Daniel Nielsen
