Plader

Fever Ray: s.t.

Har du tabt dit hjerte i en blank, sort sø? Så skal Karin Dreijer, den ene halvdel af The Knife, nok hjælpe dig med at komme over det med sin gotiske, iskolde synthpop. Sterile synthflader glider under klare beats på hendes selvbetitlede solodebut.

Halfesterne fra min teenagetid rummede både de værste og de bedste øjeblikke. Rummet blev oplyst af feromoner fra de ustyrlige teenagere, vi var, der for første gang ikke følte sig som børn, men heldigvis heller ikke som voksne. Vi levede livet på egen hånd. Det var i det rum, hvor man for første gang mærkede varmen (og ubalancen) i kroppen af alkoholen, der ofte kom fra billige øl, der da slet ikke dengang smagte særlig godt. Men det var bare sjovt, og man følte sig mere modig, mere selvsikker, og fællesskabet drengene imellem blev stærkere og skreget ud med armene over skuldrene til Metallicas “Nothing Else Matters”. Det var vores musik. Det var vores identitet.

Så var der de andres musik. Dansemusikken. Billige synthtoner, billige omkvæd, billige piger (dem kunne vi dog godt lide). Men det var tarvelig musik i vores ører. Eurotechnoen. De spillede jo ikke på rigtige instrumenter, og enhver kunne da for fanden lave det lort. Da jeg for nogle år siden fik Deep Cuts med The Knife ind ad brevsprækken, blev jeg chokeret over igen at høre de lyde, som jeg dengang forbandt med ondskabens musik (jeg har et noget mere afklaret forhold til Snap og 2 Unlimited i dag). Især de syntetiske olietrommer på “Pass This On” havde nær fået mig til at smide lortet langt væk.

Nu var det så heldigt, at jeg skulle anmelde pladen og derfor var tvunget til i det mindste at prøve at forstå, hvad det gik ud på. Og efter noget tid begyndte jeg at forstå The Knifes tilegnelse af de ellers miljøskadede elektroniske lyde i deres eget univers for at give dem ny mening og bruge dem i nogle i øvrigt fremragende popsange.

Som Fever Ray fortsætter Karin Dreijer fra The Knife sin blåstempling af lyde, der ellers er uglesete eller i bedste fald kitschede i feinschmecker-kredse (dem bevæger jeg mig i, skriv for et tip til at finde dem). Panfløjten er i hvert fald blevet sendt i skammekrogen for usmagelighed af Gheorghe Zamfir og indianerne på Rådhuspladsen for længe siden, men Dreijer får den smukt vævet ind i det langsomme beat og repeterende, bløde synthflader på “Keep the Streets Empty for Me”.

Teksturen i både synthflader og beats er stadig skinnende steril og sundhedsfarlig syntetisk som på The Knifes seneste plade. Men tempoet er sat betydeligt ned, så der opstår en rolig skønhed omkring Dreijers forskruede, skingre lillepigestemme. Nogle af synthfladerne er så mørke og dronende, at der nærmest er tale om gotik. Det er Eurythmics’ kølige, kalkulerede synthpop afspillet i Den Sorte Diamants rungende tomme lokaler ved midnat.

Når sådan en halfest for alvor begyndte at skrante sidst på aftenen, og man endnu en gang var blevet træt og utålelig af gullig kulsyrevæske, og man endnu en gang ikke var kommet tættere på at danse med månedens forelskelse, og man sad der alene tilbage ved det bagerste bord i helmørket og kiggede ud mod dansegulvet, helt afskåret fra festen, så lød ens følelser fuldstændig som Fever Ray.

★★★★½☆

Deltag i debat