Koncerter

Marissa Nadler, 26.05.09, Loppen, København

Skrevet af Christian Klauber

Nøj. Sikke en opslugende, besnærende og livsbekræftende oplevelse. Marissa Nadler synger, så fuglene kvidrer, og samtidig med en tyngde i sin stemme, der trænger igennem alt panser og sætter sig uudslettelige spor.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Da jeg satte mig på gulvet, fire meters penge fra Marissa Nadler, stod hun allerede på scenen og var næsten klar til at begynde. Kun enkelte justeringer af lyden manglede. Og i samme sekund, jeg satte mig, var jeg nærmest tryllebundet. I projektørernes blårøde lys, klædt helt i hvidt, lignede hun nærmest en prinsesse eller en elverpige. Og som om det ikke var nok, faldt himlen ned om ørerne på mig og publikum omkring mig, da hun begyndte at synge.

Der er ingen tvivl om, at Nadler har en af de mest besnærende og smukke stemmer, der findes lige nu. Men den er ikke bare smuk og fin, den er faktisk også kraftfuld, og lige præcis den dimension bevirker en særegen udtryksfuldhed og variation i stemmeføringen, der i flere omgange fuldstændig overrumplede mig, og jeg så mig selv sidde fuldstændig opslugt, stirrende, som når et barn for første gang møder et endnu ikke oplevet fænomen.

Nadler optrådte alene på scenen med de første fire numre, der blandt andet inkluderede “Diamond Heart” og “Thinking of You” fra den forrygende Songs III: Bird on the Water. Herefter kom der band på, hvilket tilføjede en ekstra dimension til en allerede bjergtagende lyd. Bandet gjorde selvsagt lyden mere fyldig, storladen og potent, indimellem tænkte jeg, at det mindede om shoegazer, og som afveksling til Nadlers skønsang fungerede det rigtig godt.

Koncerten var noget nær en hitparade og inkluderede flere af hendes bedste sange. Frit fra hukommelsen nævner jeg i flæng: “Mexican Summer” og “Dying Breed” fra Songs III: Bird on the Water, “Box of Cedar” og “Fifty Five Falls” og de fremragende “Heart Paper Lover”, “The Hole Is Wide” og “Ghost & Lovers” fra det seneste udspil, Little Hells. Ydermere spillede hun tre ekstranumre og blandt dem må jeg især nævne det allersidste, hvor hun – igen solo – spillede en coverversion af det fremragende Leonard Cohen-nummer “Chelsea Hotel”, der i hendes hænder og mund efterlod mig nærmest mundlam.

Denne koncert var musik for hjertet og sjælen. Indadvendt, når den term bruges i sin allermest positive betydning. Når jeg enkelte gange havde held til at løsrive mig og kiggede rundt på folk i løbet af koncerten, var der mange, der stirrede drømmende, eftertænksomt frem for sig, mens atter andre stod med lukkede øjne og lod musikken sive ind i kroppen. Nænsomt og stille. Nadlers sceneoptræden er måske ikke den mest ’ud over scenekanten-væltende’ og grænser indimellem til det selvudslettende, men hvad gør det, når hun alligevel trænger ind, hvor det gør allermest godt, og efterlader et uudsletteligt indtryk.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat