Stadion-folk har på kort tid taget mainstreamen med storm. Med Edward Sharpe and the Magnetic Zeroes, The Lumineers og Of Monsters and Men som bannerførere, er et overraskende stort hul i mainstream-musikkulturen fundet og fyldt. Der er dog ét band, der har opnået en popularitet af en størrelse, som kun få havde forudset. Britiske Mumford & Sons er på kort tid gået fra at være gadetroubadourer rundt omkring Londons små spillesteder, til at blive verdensstjerner, der langer millioner af plader over disken, samtidig med at de fylder arenaer verden over. Specielt på den anden side af Atlanten har Mumford og hans falske sønner ramt en guldåre, som blev slået fast med deres andet album, Babel, der trak en amerikansk Grammy med hjem, og endte med at blive den fjerde mest solgte plade i landet i 2012. Nok har bandet fokuseret meget på USA, men hjemme i Europa behøver de på ingen måde at bekymre sig om at gå i glemmebogen, hvilket en for længst udsolgt Falconer Sal også vidnede om.
Aftenens koncert blev åbnet med titelnummeret fra Babel, der egentlig på en perfekt måde opsummerede, hvad Mumford & Sons musikalsk set er for et band: et kort akkord-riff ledte ind i et højrøstet, folket udbrud, komplet med blitzende banjoer, akustiske guitarer og kontrabas, med største selvfølge bakket op af dundrende fodtrommer, der er en så integreret del af bandets lyd, at forsanger Marcus Mumfords fødder i livesammenhæng er udstyret med egen lille stortromme. Oveni hele dette lydbillede figurerer Mumfords vokal også, leveret med en på en gang overbevisende og sympatisk dramatik.
Alt dette kunne have været bombastisk på en perfekt stadion-folket måde, hvis altså bare Falconer Salens akustik og lydmanden havde været på bandets side. Hurtigt træt af en tynd og svært differentierbar lydsuppe af skærende banjo og mumlet vokal, ledsager Babel-hittet ”I Will Wait” min tur gennem Falconer Salens gulv, i søgen efter et sted, hvor lyden kunne komme til bandets ret. I sidste ende fandt jeg mig nødsaget til at placere mig på salens højest placerede balkon, hvor lydens klarhed gik fra ‘ulideligt’ til nogenlunde acceptabel’, selvom den til tider stadig mest af alt mindede om at høre en plade på en god forforstærker – iført hovedtelefoner i flykvalitet.
Det er ikke uforståeligt, hvorfor Mumford & Sons har så stor succes med det, de foretager sig. Der tages godt fat om 70’ernes folkemusiktraditioner, som får sig en ordentlig tur gennem popmaskinen med en gigantisk produktion, blæser- og strygersvøbte omkvæd af svulmende størrelser, samt letfordærvelige tekster om alle slags kærlighed, der er vage og gammelromantiske nok til at passere som intellektuelle. Resultatet er et band, der lyder både friskt og innovativt for de ører, der er ved at blive trætte af at blive fodret af med radioens syntetiske pop-metervarer, men som stadig er fængende nok til at fange dem overhovedet.
I mine øjne er det egentlig en fin udvikling, da det viser, at tilhørere af mere strømlinet musik sagtens kan værdsætte noget, der for dem virker nyt, unikt og interessant, så længe det altså serveres for dem. Dette er dog ikke en tankegang, alle er enige i, da inkarnerede folkfans siden begyndelsen har pryglet Mumford & Sons for ikke ligefrem at repræsentere folkemusikkens traditionelle arbejderklasseånd i hverken tekst eller lyd. Før i tiden gjaldt det nemlig om at præsentere en meget ligefrem form for følsomhed, som man kunne relatere til, gennem en sparsom, oprigtig og rå produktion. Hvad Mumford & Sons har gjort, er, at de har taget denne lyd, som de uden tvivl er vokset op med, poleret den, og fjernet alt, der kunne antages for at være farligt eller råt.
Alligevel har bandet sin charme. Jeg ser ingen pinligheder i at finde nydelse i dele af bandets materiale fra begge udgivelser. De spiller med en – i mainstream-sammenhænge ofte uset – passioneret katarsis, og virker som om, at de er oprigtige i deres hensigt med musikken. Samtidig kan deres tendenser til at toppe sangene af med et syng-med-omkvæd, der på Babel søgte mod nye stadionhøjder, være ganske medrivende. Live havde bandet da også perfektioneret en engageret performance. På scenen byttede musikerne ofte instrumenter, der veksledes hele tiden mellem kontra- og elektrisk bas og streng- og horntrioer kom og gik, alt imens pianisten Ben Lovett stormede omkring på scenen ved enhver given lejlighed.
Ved koncertens afslutning begyndte det mest frustrerende element ved bandet dog at slå ind: monotonien. Næsten enhver Mumford & Sons-sang kommer i tre variationer: der er det langsomme og nedbarberede, hvor de smukke, firdelte harmonier virkelig kommer til sin ret, og er så det ultra-dramatiske, og til tider støjende, hvor banjoen løber og skælver, mens Marcus Mumford synger lungerne ud. Og så selvfølgelig den variation, hvor de to førnævnte blandes ligeligt. Denne aften skulle det støjende og det hurtige vise sig at fungere bedst, da det var et danseklart publikum, der glædeligt hoppede og sang med på ethvert storslået omkvæd. Ved de stille numre tilføjede de derimod blot en ekstra dimension til bandets lysshow i form af polkaprikkede optageknapper og dårlig telefonkamerablitz. En tendens, der i mine øjne er blevet et stigende problem til koncerter i de seneste år; folk er blevet så optagede af at dokumentere et øjeblik, at de ender med slet ikke at nyde, eller for dens skyld bare opleve det mens det sker, hvilket virkelig fjerner det intime element ved en koncert.
På lidt under to timer fik Mumford & Sons tæsket igennem 16 sange, der var nogenlunde ligeligt fordelt mellem Sigh No More og Babel. Dette blev toppet af med et ganske velvalgt cover af The Bands udødelige ”The Weight”, hvor Mumford & Sons fik hjælp af opvarmningsbandene Half Moon Run og Mystery Jets, hvilket blev til en hyggelig hyldest til det band, som alle moderne stadion-folkbands nok ønsker at imitere. Alt i alt må bandets optræden siges at have været mere end godkendt, og med en bedre lyd og mere variation i bandets materiale, skal det nok for alvor kunne fungere. Men med det sagt, skal man altså være mere end almindelig stram i betrækket, for ikke at nyde synet af flere tusinde mennesker, der gyngede, hoppede og skrålede lungerne ud til hittet ”The Cave” som én samlet, euforisk masse.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk