Plader

ISIS: Wavering Radiant

ISIS træder et skridt tilbage på deres nye plade for at forfølge deres progressive sider i en ny retning, hvor der igen er plads til råbevokal og sludgy riff.

På Roskilde Festival 2009 var der en klar forskel mellem mentor og protegé. Protegéen ISIS fyldte Odeon med deres progressive postrock med lige dele råbevokal og ren vokal dybt forankret i tunge riff, men musikkens indadvendte karakter kom aldrig for alvor ud over scenekanten. Mentoren Neurosis, der især er en tydelig inspiration på ISIS’ tidlige plader, stillede sig roligt op på Arena, og med en langt mere simpel og tør formidling af den samme brutale ensomhed,formåede de at fange teltet – til trods for en endnu mere ordknap kontakt til publikum.

Mens Neurosis med årene mere og mere er begyndt at udforske rum og stilhed i deres musik, tager ISIS deres oprindelige lyd og bevæger den mere væk fra deres Neurosis-inspiration og mere over mod Tools progressive og detaljerige opbygning af numre. Et band, de har touret med, og hvis guitarist, Adam Jones, deltager på det nye albums første nummer, “Hall of the Dead”. Inspirationen var især tydelig på det forrige album In the Absence of Truth, hvor Aaron Turner sang mere rent, end han brugte sit brutale kryds af en brølevokal og decideret growl. Men han er ikke nogen Maynard, om end det dog ikke var det, der ødelagde den plade. Til trods for de progressive numre, manglede der en del dynamik på pladen, og den endte med at falde med et ben i den kedelige postrock-fælde. Den, hvor ønsket om at lave noget komplekst, står i vejen for at lave noget godt.

Det problem har de løst på fornemmeste vis på deres femte fuldlængde-album Wavering Radiant, der er deres bedste siden den banebrydende Oceanic. Løsningen har været at træde et skridt tilbage og nytænke, hvordan de kan forene dynamikken fra de første plader med deres nyere, progressive sider. Det har resulteret i en genkomst til de fængende, tunge sludge-riff og mere brutal vokal fra Aaron, som forenes med en afvisning af crescendo-opbygninger til fordel for sange, der slanger sig i forskellige retninger med episke højdepunkter og rolige tableauer i en smuk vekselvirkning.

Flere steder bliver albummet decideret atmosfærisk med reverbet, boblende blød bas og syrlige guitartoner, der strækker sig dovent mod ingenting, og læner sig på den måde op mod håndspillet ambient, som den Pink Floyd dyrkede på Meddle, hvilket især er tydeligt i slutningen af både “Hall of the Dead” og “Treshold of Transformation”. Eller når der leveres en hylende guitarsolo, der minder om en savs sørgmodige klang, som på “Stone to Wake a Serpent”.

Og det er netop disse indslag, der er en smuk modvægt til den hårdnakkede omgang riffing galore. Måske mest fuldendt eksekveret i “Hand of the Host”, hvor bandet hele tiden bygger op, toner ned og trækker i nye retninger. Det samme tema bliver udforsket igen og igen med nye indfaldsvinkler, der giver et væld af detaljer, og det er især her, ISIS’ nye mentor – Tool – bliver mere evident.

Wavering Radiant er en plade, hvor ISIS formår at bygge bro mellem sine to mentorer, den gamle og den nye, og ad den vej faktisk konsoliderer deres egen stil. Sangene er mere fængende og stærkere end på de sidste par album og formår stadig at inkorporere et væld af lytteværdige detaljer. Forhåbentlig kan de styrke den udvikling yderligere på deres næste album.

★★★★½☆

2 kommentarer

  • Flot og fuldendt anmeldelse, som på fornemmeste vis forbinder de synlige led mellem oldmentor Neurosis og Newmentor Tool. Det er en stående diskusion hvordan og hvor meget tilknytning/afsmitning Isis har i forhold til det fornemme selskab de plæderer lidt for og det er første gang jeg har læst en så klar og spot-on anmeldelse af det forhold – tak for det!!.
    Malurten i bægeret herfra må være, at jeg er lige så begejstret for Oceanic som du, men mener bestemt at Panopticon var en opfølger i samme klasse, inden svipseren ITAOT

    ….og så er jeg enig med dig i din karakteristik af Rozz 09 forholdene når det kommer til de to sammenlignelige koncerter – Neurosis økonomiserede og er så groundede i egen formåen og formidling, at forskellen på lærling/troldmand, nærmest skreg til himlen i tydelighed. Skal dog siges at Isis åbenbart ikke kan med Rozz eller bare er sindssygt nervøse for de store publikum, for det var også skidt forrige gang de indtog dyrskuescenen, hvorimod Loppens koncerter med bandet har været noget nær guddommelige.

  • Ja, jeg kan godt se, at det lyder som om jeg ikke kan lide Panopticon, og det kan jeg bestemt. Den er i virkeligheden nok lige så god som den her, men jeg husker dog passager som lidt anonyme. Nuancer, nuancer. Jeg mener, jeg har set en Loppen-koncert også, og det faktum at jeg svagt husker den, tegner ikke godt for min opfattelse af den. Men koncert-oplevelser påvirkes jo også af andet end musikken i både den ene og anden retning, bl.a. stemning, kemisk påvirkning og/eller træthed.

    Tak for skulderklappet i hvert fald. Det er altid rart at få en velargumenteret, positiv kritik (band som anmelder).

Deltag i debat