Plader

Taken by Trees: East of Eden

Skrevet af Camilla Grausen

Svensk sangerinde møder pakistanske sufimusikere, og sød musik opstår. Det skete i hvert fald til sidst for Victoria Bergsman efter en hård rejse i Pakistan. Resultatet er eventyrligt – og så er der et Animal Collective-cover oven i hatten.

At komme langt væk og få ny inspiration var, hvad svenske Victoria Bergsman ønskede sig. Kvinden bag kunstnernavnet Taken by Trees tog afsæt i sin forkærlighed for indisk og pakistansk musik og valgte Pakistan som rejsens mål. Ud af mødet med de lokale musikere kom albummet East of Eden, hvor de orientalske instrumenter blander sig med Bergsmans sangskrivning og afdæmpede, skandinaviske vokal og sågar et par sange på klingende svensk.

Stockholmske Bergsman var forsanger og sangskriver i indiepopbandet The Concretes indtil 2006. Herefter udgav hun sit debutalbum, Open Field, under navnet Taken by Trees – en afdæmpet affære med vokalen i front. Det er et stort spring, hun har taget frem til denne toer, og i forhold til hendes tidligere album med den meget sparsomme instrumentering og melankolske vokal er lyden meget anderledes.

Bergsman og hendes musikalske partner Andreas Söderströms rejse til Lahore i Pakistan fylder meget på albummet. Da først Bergsman havde fundet ud af, at det var her, hun ville hen for at samle idéer og toner til sit nye album, begyndte en lang, besværlig periode med at forsøge at få visum til at komme ind i Pakistan, hvilket den svenske regering også frarådede dem på grund af den manglende sikkerhed og uroen i landet. Alligevel rejste de og fik mange både smukke og hårdtslående oplevelser med på vejen. Bl.a. havde Bergsman store problemer med at rejse alene som ugift kvinde, og Söderström måtte træde ind i rollen som ægtemand for at befri den svenske sangerinde fra det pakistanske politi.

Men de nåede deres mål og fik kontakt med en gruppe talentfulde sufimusikere, der praktiserer qawwali – religiøs musik, hvor musikerne kommer i en stærk spirituel tilstand nær trance i forsøget på at komme tæt på Gud. Da først den større gruppe af musikere havde affundet sig med, at det var en kvinde, der skulle agere maestro, flød musikken i dagligstuen i Lahore, og det lykkedes Bergsman og Söderström at indspille dele af albummet på deres computer trods strømsvigt og kommunikationsproblemer.

De pakistanske instrumenter, rytmer og stemninger er smukt indkorporeret på East of Eden. Et enkelt sprudlende nummer, “Wapas Karna”, lader til at være helt igennem sufimusikernes værk, hvor Bergsman også har trukket sig som vokalist til fordel for en lokal sanger. Herudover er alle numrene fine krydsninger mellem Bergsmans folk- og indiepop-baggrund, hendes spinkle, let sørgmodige vokal og den pakistanske musiktradition. “To Lose Someone” og “Watch the Waves” er blandt albummets højdepunkter, som numre der fint kunne leve, hvis man barberede det orientalske rytmemønstre og instrumenter væk, da de ligger i baggrunden uden at overdøve sangens struktur. Men hvorfor skulle man dog ønske at gøre det? Det samlede lydbillede er stærkt billedskabende og fortryllende. Det er musik, man kan drømme sig ind i.

Godt inde i albummet støder man overraskende nok på en velkendt melodi. Det er Animal Collectives “My Girls”, sandsynligvis det bedste nummer fra deres Merriweather Post Pavilion, der blev udgivet i begyndelsen af året. Hos Taken by Trees er kønnet byttet om, og nu er sangen blevet til “My Boys”. Det er bestemt et fint lille covernummer, der bevarer originalens varme og melodiøse skævhed, men i en mere intim version, med vokalen mere i fokus i forhold til hvad vi kender fra “My Girls”. At Animal Collective er idol og inspirationskilde for Bergsman er ingen hemmelighed. Slet ikke, når bandets Noah Lennox alias Panda Bear låner sin stemme til hende på “Anna” – og tak for det, for de lagdelte vokaler snor sig stemningsfuldt ind mellem hinanden på det fine nummer.

Som om indiepop, qawwali-elementer, engelsk sørgmodig vokal og et Animal Collective-cover ikke var nok at slås med på en halv time, finder man på albummets sidste del også to sange på svensk, “Tidens Gång” og “Bekännelse”. Men det ekstra sprog formår Bergsman fint at optage i sin musikalske, multikulturelle smeltedigel, hvor hun i det hele taget kan blande alle sine elementer på en sådan måde, at det føromtalte spring heller ikke er for stort og stadig har Victoria Bergmans fingeraftyk i form af en afdæmpet, skandinavisk undertone. East of Eden fremstår velklingende og eventyrligt og udgør et smukt lille hybridværk.

★★★★★☆

Deltag i debat