Plader

Animal Collective: Merriweather Post Pavilion

Så skete det – Animal Collective har bekendt kulør og udgivet et regulært popalbum, komplet med håndklap, catchiness og drøntunge beats. Er det et sell-out? Overhovedet ikke. Merriweather Post Pavilion fremstår som en naturlig forlængelse, en sublimering, højdepunktet af bandets udvikling det sidste årti.

Som en stor fan af Animal Collective var jeg meget nervøs for at lytte til Merriweather Post Pavilion første gang. Jeg kunne meget nemt blive skuffet, for jeg har immervæk set frem til det her album i halvandet år. Jeg vil gerne starte med den nok største ros, det her album kan få: Jeg blev ikke skuffet, tværtimod.

Er Animal Collectives niende udspil Merriweather Post Pavilion et perfekt album? Nej, det er det vel ikke. På samme måde som Joanna Newsoms Ys ikke er et perfekt album, på samme måde som My Bloody Valentines Loveless ikke er et perfekt album. For hvad er det perfekte overhovedet, når man taler om kunst? Kan man lave noget, som rammer alt, som rammer alt i alle på en gang? Selvfølgelig kan man ikke det.

Alligevel vil jeg hævde, at Ys og Loveless er perfekte album, for inden for deres egen ramme er de perfekte. Et forhåbentlig forklarende eksempel: Forestil dig en cirkel med et centrum. Forestil dig, at du står i dette centrum, og at du skyder en pil mod diameteren. Du vil ikke kunne ramme hele diameteren på en gang, men du kan ramme et enkelt sted på diameteren helt præcist. Helt perfekt plet.

Joanna Newsom skyder en pil af sted mod folk-punktet på diameteren, My Bloody Valentine skyder en pil mod shoegaze-punktet, og de rammer begge helt perfekt. Animal Collective rammer med Merriweather Post Pavilion lige så perfekt som My Bloody Valentine, Velvet Underground, Beach Boys, The Beatles og Bob Dylan. Kunstnere, der har skabt musikalske kunstværker, som vi i dag kalder klassikere.

Hvilken retning skyder Animal Collective i? Godt spørgsmål. Gennem deres karriere er deres musik blevet kaldt mangt og meget: Freak-folk, psychedelica, neo-tribalisme, jazzmusik, underlig musik. Her i 2009 er der dog ikke længere nogen tvivl om, hvilken genre de forsøger at mestre: Popmusikken.

Det er helt enkelt: Merriweather Post Pavilion er et popalbum – og hvilket popalbum! Hvor bandet tidligere har brugt poppen som element i deres eksperimenterende musik, har de nu taget skridtet fuldt ud og brugt det eksperimenterende som elementer i popmusikken. Hvor de iørefaldende melodier før lå gemt bag dobbeltguitarer, skrig, skæve trommer og skøre lyde, er melodierne nu sat helt i forgrunden. Der er hooks, gimmicks, catchy fraser og håndklap, men det mest bemærkelsesværdige er deres nye brug af bas.

Jeg må indrømme, at jeg under første gennemlytning røg op af sengen for først at kigge forundret på mit anlæg og derefter bryde ud i et højlydt grin, da beatet satte i gang på “My Girls”. Et tungt, tungt beat, dybere bas end nogensinde, men samtidig legende, et dynamisk beat som på ethvert hiphop/pop-nummer. Er det en konkurrence med Gang Gang Dance om at lave den bedste dance-musik? Er det et sell-out? Nej, overhovedet ikke. Merriweather Post Pavilion fremstår som en naturlig forlængelse, en sublimering, højdepunktet af bandets udvikling det sidste årti.

Specielt trekløveret “My Girls”, “Summertime Clothes” og “Brother Sport” er tre rigtig gode bud på fremtidige radiobaskere. Drop et vers i “Summertime Clothes”, og du har snart din gennemsnitlige, pudderbrune teenagepige syngende: »I want to walk around with you, just you« foran spejlet med den obligatoriske lyserøde hårbørste som mikrofon. Glem Britney, it’s AC, bitch!

Merriweather Post Pavilion er en dynamisk plade. Hvor Strawberry Jam fra 2007 var klodset og i kvalitet varierende, fungerer Merriweather Post Pavilion meget mere naturligt. Avey Tare og Panda Bear ligger vokalmæssigt tæt op ad hinanden, som på Sung Tongs, og Beach Boys-referencerne har aldrig været mere passende. Det er stadig tydeligt, hvem af de to, der har skrevet hvilke numre, men numrene er denne gang blevet udviklet i fællesskab over en lang periode på tour. Panda Bear leverer de kontante numre (“My Girls”, “Daily Routine”, “Guys Eyes”), mens Avey Tares numre (“In the Flowers”, “Summertime Clothes”, “œBluish”) er hendrømmende og legesyge. Hvor ville jeg forresten gerne erstatte hele denne anmeldelse med teksten til “Bluish”, der med sine vokalharmonier og Beach-stemning (som i “strand” og Beach Boys) fremstår som det bedste kærlighedsnummer siden “Wouldn’t It Be Nice”: »I’m getting lost in your curls / I’m drawing circles on your skin, so soft it twirls«.

Jeg fik slet ikke nævnt, hvor fedt et nummer “Brother Sport” er (tjek bassen!), hvor fedt det er, at det andet taktslag i “Taste” er punkteret (og forresten den åbenlyse kvalitet i selvsamme nummers mantra »Am I really all the things that are outside of me?«), hvor god en åbner “In the Flowers” er, alle de gode tekster generelt, overgangene i numrene, det subtile klaverspil, tekstbidden »If I could just leave my body for the night« fra åbningsnummeret. Der er så meget, og det er så godt alt sammen.

Det eneste minus er måske, at pladen ikke blev udgivet lige før sommeren, for det er alle tiders sommerfest-album. Men sådan set er det lige meget, for pladen skal nok blive hevet frem til din næste fest alligevel. Og næste fest igen, og igen og igen”¦

★★★★★★

Deltag i debat