Plader

The Raveonettes: In and Out of Control

Skrevet af Camilla Grausen

Den velkendte Raveonettes-lyd eksisterer endnu, men har fået et nyt tvist på duoens femte album, hvor Sune og Sharin i samarbejde med Thomas Troelsen har skruet ned for støjen og op for melodierne.

Efter fire album plus det løse har Raveonettes fundet sig en signaturlyd, hvis kendetegn er retroguitarer, rene riff, støj a la The Jesus and Mary Chain og melodier a la pigebands fra 50’erne og 60’erne. Selvom lyden har udviklet sig, og balancen mellem støj og melodi er ændret, forbindes Raveonettes stadig med en bestemt lyd. Fordi de har fyldt så meget på den danske musikscene de seneste år og ikke altid har lavet de mest varierede albums, kan man godt blive træt af denne Raveonettes-signaturlyd og frygte, at de på det nye album byder på samme vare igen.

Siden sidst, med Lust Lust Lust i 2007, har Raveonettes udsendt tre ep’er, og Sune Wagner har prøvet kræfter med en solokarriere på dansk med et udmærket selvbetitlet album. Wagner har også genoplivet Psyched Up Janis for en kortere bemærkning, og Sharin Foo er blevet mor. Det er jo en hel del, og alt stritter i forskellige retninger, men nu er Sune og Sharin tilbage som Raveonettes. USA-eventyret hos Columbia Records er for længst et overstået kapitel, og da bandets femte album, In and Out of Control, skulle skabes, vendte de tilbage til Danmark.

Hjemme i kongeriet rykkede Raveonettes ind hos Thomas Troelsen i hans Delta Lab-studie på Nørrebro. Troelsen har fungeret som medsangskriver og som producer. Det er efterhånden almindelig kendt, at den tidligere Superheroes-frontmand, nuværende producer og medlem af Private har et meget begavet popøre. Det har han brugt sammen med Raveonettes, og resultatet er mere kraft på beatet og gode popmelodier, og at den beskidte støj, Raveonettes også er kendt for, er skruet gevaldigt ned.

At Sune Wagner selv mestrer kunsten at skrive en velklingende popsang, fik han understreget godt og grundigt med Pretty in Black (2005), der stadig står som Raveonettes’ mest melodiøse album, men som Undertoners anmelder dengang også var inde på, var det næsten som et helt mixtape med yndlings 50’er-pigebandsange. Sådan lidt groft sagt. De melodiøse sange på det nye album lyder stadig som Raveonettes med lidt retropop, lidt Phil Spector-lyd og lidt støj, men har også bevæget sig i retning af mere almindelig kvalitets-poprock.

Førstesinglen “Last Dance” er allerede et hit. Begyndelsen lyder som det bedste nummer fra Lust Lust Lust, “Dead Sound”, men fortsætter i et iørefaldende omkvæd, hvor det er lige før, man bliver hensat til de glade Superheroes-dage. Næste single kunne meget vel blive “Bang!”, der også har de hitegenskaber, der vidner om Troelsens fingeraftryk. Det handler om »Fun, fun, all summer long,« men der er grænser for, hvor mange gange man kan tåle at høre det »bang!« (udråbstegnet er tydeligt i Sharins vokal), og i længden er det et ligegyldigt nummer.

Albummets højdepunkter ligger i den måske mindre hitprægede, men allermest melodiøse ende. Trods titlerne er både “Suicide” og “Boys Who Rape (Should All Be Destroyed)” små perler, hvor Sharin Foos hviskende stemme er flettet ind i en anelse støj og medrivende, næsten drømmende melodistumper. Omkvædet i “Boys Who Rape (Should All Be Destroyed)” er meget tydeligt og synges igen og igen. Man kan måske have lidt problemer med, at albummets lækreste melodi er beklædt med ord om voldtægter. Selvfølgelig kan man argumentere for, at det netop er idéen med kontrasten mellem et klart statement om et alvorligt emne og en liflig melodi, og det er jo ikke uset for popbands at tage fat på sådanne tunge emner for at få lidt mere ‘dybsindighed’ i deres tekster. Alligevel giver det en dårlig smag i munden at gå og synge tralala om voldtægt – også selvom det er svært at være uenig i pointen. Men uanset hvad, kommer man ikke uden om, at det er en helt igennem smittende melodi, der kan høres igen og igen.

Et andet favoritnummer er “Breaking into Cars”, der som resten af albummet bærer den typiske Raveonettes-signatur, og man kan på ét sekund høre, at det er dem. Men alligevel lyder nummeret som et nyt skridt for bandet. Der er en ny lyd i de lyse guitartoner, der dominerer lydbilledet, mens Sharin Foo synger: »You drive me round and round«. Selvom der er al mulig grund til at elske Raveonettes’ vanlige inspiration fra 50’er-poppen, lægger de sig her op ad en tradition, der er mere rocket end poppet, og det virker forfriskende.

Uden at have været med i studiet er det unægteligt svært at gøre sig klog på, præcis hvad Thomas Troelsen har stået for på In and Out of Control. Men det lyder, som om det er ham, der (mest) på godt og (lidt) på ondt har trukket Raveonettes i en mere poppet retning. De fire numre, som er skrevet af Sune Wagner alene, er i hvert fald klassiske Raveonettes-numre, to meget støjende – heriblandt “Break Up Girls” der kunne høre hjemme på debuten Whip It On – og to afdæmpede, små ballader. Ingen af numrene fejler noget, men de lyder som meget, der før er hørt fra Raveonettes, og den førnævnte signaturlyd kender man efterhånden indgående, hvis man har fulgt deres hidtidige karriere. Derfor er det kun godt, at Troelsen har kunnet hjælpe med at skaffe lidt nye varer på hylderne i Raveonettes’ biks.

★★★★½☆

Deltag i debat