Plader

Simon Finn: Rats Laugh, Mice Sing

Skrevet af Lasse Bertelsen

Hermed fjerde album fra det akustiske ”The Second Coming”-fænomen Simon Finn, der med sin patos og sans for det indadvendte drama forsøger at udvide udtrykket og ikke mindst følge op på mesterværket Accidental Life fra ’07.

I kølvandet på internettets støt voksende muligheder for at granske musikhistorien og opdage glemte kunstnere og støvede mesterværker er der i mangt et regi blevet genudgivet en lind strøm af plader, der alle har det til fælles, at de for eftertiden fremstår som støvede juveler, der ikke har mistet deres glans. Eksempler kunne være Vashti Bunyan, Linda Perhacs og til dels Jackson C. Frank for blot at nævne nogle enkelte.

Et andet eksempel er naturligvis det engelske fænomen Simon Finn, der efter at have ernæret sig som karatelærer og økologisk landmand i flere årtier i Canada blev kontaktet af Current 93’s David Tibet, der håbede på at få tilladelse til at genudgive det efterhånden ret så omtalte og velrenommerede album Pass the Distance fra 1970.

Dette var begyndelsen på et – omend stilfærdigt – kunstnerisk legitimt comeback 2005 med pladen Magic Moments, der med enkelte ujævnheder bestod af mange foruroligende, men alligevel fantastiske sange som “Wanted You” og “Golden Golden”.

Dette comeback blev på bedste vis understreget ved det efterfølgende mesterværk Accidental Life i 2007, hvor Finns sangskrivning i samklang med produktionen udgjorde et formfuldendt billede af menneskelige grundvilkår med tilstrækkelige ironisk-beske dryp i den naturlige patos. Det er dermed ikke med nedtonede forventninger, at undertegnede har ventet på Simon Finns tredje album efter det utrolige comeback.

Det er derfor svært at indrømme, at disse desværre ikke indfries, til trods for at sangskrivningen langt hen ad vejen er på niveau med tidligere tiders håndværk. Det skyldes kort og godt produktionen og de dertilhørende eksperimenter med arrangementerne. Man bemærker flere steder, at der i forhold til forgængeren Accidental Life ikke er kælet for niveauerne, hvorfor den nærværsskabende ambiens og generelle rumfornemmelse er mere ligetil eller decideret fraværende.

Ikke at dette nødvendigvis ville være et problem, men det skæmmer flere sange på pladen, der dog indledes i sikker stil med en småbeskidt blues garneret med rusten støjguitar og dystert orgel betitlet ”En Passant”, hvilket klart giver mindelser om Finns meget direkte koncerter med en direkte fortælling og formanelse.

Det er således på de efterfølgende sange, “Zoo” og “Loitering’s Allowed”, at de mere rodede lydbilleder indfinder sig og forstyrrer især den sidstnævntes ubestridelige kvaliteter, hvad angår sangskrivningen. Niveauerne og tempoet er enkelte gange ved at vælte det hele omkuld, hvor især trommerne (mærkværdigt lavt i mixet) synes at leve deres eget liv i forhold til Finns taktstok i den akustiske guitar.

Der kunne være tale om charmerende ujævnheder, som man da også oplevede på Magic Moments, men i dette tilfælde er det simpelthen svært at abstrahere fra den manglende sammenhæng i det totale lydbillede.

Denne omskiftelighed fortsætter albummet igennem, hvor der gudskelov også er plads til deciderede himmelske stunder i perler som den engelske folklore i “The Chauffeur”, smukt ført til dørs af Jolie Woods violin og korsang, klaverballaden “Fran’s Been Here Before” og ikke mindst den helt igennem vidunderlige “Expectations”, der forener amerikansk og engelsk sangskrivning i de vidunderlige harmonier mellem dubbede banjoer, xylofon og violinens alvorstunge passager. Dette nummer alene redder hele pladen som et værdigt værk i Finns bagkatalog, og dette skrives med et udråbstegn i baghovedet.

Herfra er det dog også, som om der ikke er de samme arrangementsmæssige børnesygdomme med usikre dubs og mærkværdig niveauinddeling, og hvis de endelig indtræder, sker det på langt mere charmerende vis – ikke ulig Greg Weeks’ mere psykedeliske produktioner, som tilfældet er det i hymnen “Party Lines”.

Samlet set er der ikke så langt fra de nævnte ujævnheder på comeback-pladen Magic Moments, om end de ufokuserede stunder hæmmer pladen og Simon Finns ubestridelige evner som komponist og tekstforfatter. Rats Laugh, Mice Sing er med sine højdepunkter og indhold lige så vedkommende et udspil fra Finns hånd som de foregående, men det må nok bemærkes, at der hvad angår produktionen måske fremover bør være et større overblik fra kyndige hænder, som tilfældet var det med Vic Keary, David Clifford og Alastair Clifford-Jones på Accidental Life. En plade, der således stadig står som hovedværket i et stadig intenst og interessant bagkatalog, ingen burde være foruden.

★★★★☆☆

Deltag i debat