Plader

First Aid Kit: The Big Black and the Blue

Skrevet af Signe Palsøe

First Aid Kit albumdebuterer efter at have skabt opmærksomhed med en ep og et Fleet Foxes-cover. Således overrasker 60’er-folken på The Big Black and the Blue ingenlunde, men melodierne og teksternes liv gør indtryk.

»Love is tough / time is rough on me,« synger de svenske Söderberg-søstre på deres første fuldlængde-udgivelse under navnet First Aid Kit. Og naturligvis studser man, for det er ikke just en lille tilkendegivelse fra et par blåøjede teenagepiger, der måske nok er hormonhærgede, men næppe har en stor livserfaring at trække på. Men hovedsageligt studser man over, hvor godt de to piger slipper af sted med strofer som ovenstående, på et album der rummer rigelige mængder melankoli og mol-toner, men aldrig af den teenagetyngede slags.

Deres inspiration i 60’ernes folk og den nutidige revival af genren har pigerne aldrig lagt skjul på. Faktisk fremspirede opmærksomheden omkring deres projekt netop i forbindelse med et cover af Fleet Foxes’ “Tiger Mountain Peasant Song”, komplet med naturlocation, skovmandsskjorter og tungt, tungt pandehår. First Aid Kits lydbillede er ikke så rigt som Fleet Foxes’, og måske netop derfor – og fordi søskendeparrets musik aldrig når den samme og til tider lidt anstrengende højstemthed som deres forbilleders – er der både en simplicitetens friskhed og en troværdig og tungsindig nerve at spore i musikken på The Big Black and the Blue.

Omdrejningspunktet er de enkle guitarakkorder, den fine melodi og pigernes vokaler; en flyvsk og en mere substansfuld, der smyger sig om hinanden i perfekte harmonier og er albummets største aktiv og hovedattraktion. Lidt rytmisk rygrad eller klavertoner spøger i baggrunden på numre som “In the Morning” og “Hard Believer”, men melodiens fremdrift er at finde i guitarspillet.

Det er et fint grundlag for historiefortællingen, der som antydet er af den melankolske slags. Når søstrene fanger den helt rigtige bittersødme og den helt rigtige melodi, er det således en fornøjelse at lægge ører til den tekstmæssige progression på The Big Black and the Blue. »I saw my brother pack his bags and leave / we made our goodbyes and now he’s settled down in a city / where he doesn’t have to be himself / he used to play an untuned guitar / while he sang about me and he sang about the stars« er måske ikke lyrik af Joanna Newsom’ske dimensioner, men ikke desto mindre er det ord, der rører med deres ligefremhed og oprigtighed, og sådanne momenter er der heldigvis mange af på pladen.

Selvom niveauet på The Big Black and the Blue ikke er til at sætte en finger på, formår de stille og nedbarberede sange ikke at fastholde lytterens opmærksomhed hele vejen, og det havde klædt pladen at benytte sig af lidt flere elementer eller at skille sig af med numre som “A Window Opens” eller “Winter Is All over You” for at lade de mere vellykkede melodier fremstå tydeligere. De mindre interessante øjeblikke ændrer dog ikke ved, at The Big Black and the Blue er et fint bekendtskab, der i sine bedste momenter forvisser om, at nutidens ungdom nok skal formå at drive det til noget stort.

★★★★☆☆

Deltag i debat