Plader

The Kissaway Trail: Sleep Mountain

Skrevet af Esben Rasmussen

The Kissaway Trail tager på deres andet album fat, hvor de slap: med store korarrangementer, monstrøs intrumentering og voluminøse popkompositioner. Den følelsesmæssige respons mangler ikke, men de frigør sig aldrig fra forbillederne.

The Kissaway Trail brød godt og grundigt igennem tilbage i 2006 med den fine single “Smother + Evil = Hurt”. Det selvbetitlede debutalbum blev da også mødt med særdeles positive anmeldelser, både herhjemme og i udlandet, hvor især briterne tog imod den storladne popmusik med kyshånd og store anmelderroser. De højtsvungne vokalharmonier og de sprødt lydende guitarer faldt godt i tidens smag på en post-Arcade Fire-scene, hvor det var blevet acceptabelt at spille voksen og særdeles alvorlig popmusik om store følelser og de medfølgende kvaler. Et udtryk, der viste sig at være så salgbart, at bandet sidste år var det danske band, der turnerede mest i udlandet. På gruppens opfølger, Sleep Mountain, er salgbarheden utvivlsomt intakt, men til gengæld kniber det noget mere med det kunstneriske udtryk, der næsten kan betragtes som stagneret.

Men lad det være også sagt med det samme – når sangskriverduoen Corneliussen/Fagerlund er bedst, er de langt bedre end de fleste på den hjemlige scene. De formår at emulere en oprigtig patos, og til tider er det virkelig nogle fine ting, de frembringer. Problemet opstår først og fremmest, fordi bandet varierer deres udtryk så lidt på en plade, der spiller i næsten en time, og fordi de stadigvæk lyder som en mere rytmisk kompleks skandinavisk lillebror til Arcade Fire.

Det er muligvis irriterende for en gruppe, der tydeligvis har ambitioner til den helt store både kunsteriske og kommercielle karriere, konstant at blive mindet om deres canadiske slægtskab, men så må man altså også forsøge at udvide sit repertoire en smule. Korarrangementerne i både åbneren “SDP” og i “New Year” er næsten kriminelt tæt på nogle af de vokale eskapader, Win Butler og co. kastede sig ud i for snart seks år siden. Der er dog også en smule fremgang at spore, primært fordi trommeslager Hasse Mydtskovs rytmiske kunnen tilsyneladende er langt større end de fleste andre indietrommeslageres, og fordi trommerne denne gang ligger langt længere fremme i lydbilledet og tilfører gruppen en både spændende og medrivende dynamik.

Samtidig er inspirationen fra Neil Young, der tidligere lå noget mere latent i de følelsesladede sange, lettere at spore, og det er egentlig ganske charmerende, som i den fine “Painter”, der – ud over at være navnebror med Youngs nummer fra Prairie Wind – også rent fraseringsmæssigt ligger ganske tæt på den store sangsmed. Youngs spinkle røst har med sine mol-klange inspireret et utal af rock-poeter i tidens løb, og Kissaway Trail er tilsyneladende ingen undtagelse, men her er det langtfra så åbenlyst som med den gamle Buffalo Springfield-sangers landsfæller i Aracde Fire, og det klæder albummet godt. Generelt er dét, man i en mindre digital tid kaldte A-siden, klart den stærkeste; her fungerer dynamikken bedst, og den storladne produktion kommer til sin ret – komplet med mandolin, harmonika, klokkespil, og hvad bandet ellers har fundet i den store, moderne indierock-legekasse.

Den internationalt hædrede Peter Katis har generelt gjort et godt stykke arbejde med at mixe pladen, da jeg går ud fra, at det præcis er denne lyd, bandet har ønsket fremtryllet – en følelsesmæssigt udfordret melodisektion tilsat muskuløst lydende lilletrommer og sprødt klingende percussion. “New Year” har et rigtig godt og melodisk vers, ligesom “Don’t Wake Up” er en gedigen sang – både kompositorisk og sangskrivningsmæssigt. Og hvis bandet rent faktisk mener, hvad de siger i “Friendly Fire”: »We don’t care about them« – så kan man jo ikke gøre andet end at tage hatten af for bandet, der inden for egne præmisser nok har skabt et album, de kan være meget stolte af.

Til gengæld løber de fine antrit lidt ud i sandet på anden halvdel, hvor quietloud-dynamikken aldrig rigtig udfordres, og hvor den samme type refræn gentages et utal af gange; trommer forsvinder, erstattes af strygere og whatnot, og bandet påtager sig sammen at synge de to-tre linjer omkvæd. Til tider er det godt, men i længden er det simpelthen for ensformigt, og når sangenes niveau også er forholdvis ujævnt, fungerer det ikke helt.

Det er på mange måder svært at vurdere et band som The Kissaway Trail, fordi de egentlig gør dét, de gør, så godt og gennemført, men samtidig på et helt afgørende punkt mangler både nødvendighed og originalitet. Det er simpelthen ikke til at komme uden om, hvor end jeg – og højst sandsynligt bandet – gerne ville: De lyder sgu som Arcade Fire! Jovist, tilsat lidt Young, lidt The Shins og en anelse af Morrisseys seriøsitet, men der er alt for lidt Kissaway Trail på et album, der forsøger hårdt, men aldrig rigtig lykkes; som aldrig rigtig kan lykkes, medmindre bandet formår at rive sig løs af den alvorlige indierocks lænker, at bringe lidt vildskab ind i de ellers gedigent melodiske kompositioner og måske smile lidt mere en gang imellem?

Det virker nogle gange, som om bandet bliver låst af den monstrøse instrumentering i stedet for at blive frigjort og få tilføjet sangene en anden og større dimension. Det er synd, for jeg kan rigtig godt lide mange af sangene hver for sig (når jeg ellers glemmer, at jeg nogensinde har hørt Arcade Fires “Wake Up”). Jeg håber, bandet lærer at smadre nogle guitarer ned i deres klokkespil under en af de mange koncerter – så kan de blive et rigtig godt band. Det er de ikke lige nu.

★★★☆☆☆

4 kommentarer

  • Ærlig talt. Det her band har har langt, langt, langt mere kaliber og inderlighed, end hvad der ellers bliver søsat af hornmusik i den danske andedam. Meget, meget, meget få bands har deres egen ‘originale’ lyd, og er de endelig i besiddelse af denne hellige gral, er det fordi, inspirationskilden har været uden for det gode musikalske selskab i et par årtier -og vupti, fremstår bandet nyt og forfriskende. No band is an island! Alle bands lyder som et andet band -i større eller mindre grad, jovist. Og at The Kissaway Trail lyder som Arcade Fire hist og her, er fuldstændig irrelevant, når man ser på nerve og musikalitet og kvalitet af sangskrivning, arrangement og produktion. Det her band er for godt til Danmark.

  • Generelt er jeg rigtig glad for undertoners anmeldelser, men her er jeg ret uenig. På debuten gjorde det meste, der her påpeger sig gældende – de lettere kopierende takter af Arcade Fire osv. tangerede næsten det pinlige.
    Men jeg mener, at de på Sleep Mountain holder et skræmmende højt niveau, hvor især guitarernes næsten raspende riffs kæmper en brag kamp med strygerne, og derved skaber et vigtigt spændingsfelt – bare lyt til SDP. Og når de tilmed mestrer ubetvivlige hits som New Year er jeg solgt.
    Det er virkelig en plade der vokser.. efter at have lyttet til den i tre måneders tid, er den virkelig krøbet ind under huden på mig, og rammer stadig plet gang på gang.

  • uenighed er jo altid sundt, men de tre ankepunkter jeg nævner i artiklen, mener jeg nu stadig holder vand:
    1) De lyder utroligt meget som Arcade Fire og hvor “Sarahs” observation er rigtig, så mener jeg konklusionen er forkert. Ja det der som oftest beskrives som nyskabende hænger sammen med inspirationskildernes alder, men netop i denne musikhistoriske kontekst har denne altså også betydning for ny musiks kvaliteter. Kissaway Trail mister pondus netop fordi de fungerer som en direkte forlængelse af Arcade Fire, og ikke et band, der genopdager de pointer Win Butlers sangskrivning besidder, og tager dem et nyt sted hen. Derfor er bandets kronologiske placering nødvendig at overveje når de låner så meget fra et andet band.
    2) De udfordrer aldrig deres egne skabeloner. Når vi så tager i betragtning at det overordnede udtryk er enddog meget inspireret af et andet band, så må bandet skabe dynamik på pladen ved at variere grundstrukturerne – og det mener jeg simpelthen ikke bandet formår. De holder sig på sin vis til åbneren “SDP”’s grundstruktur hele vejen igennem (på nær de obligatoriske “sjælere”) og overraskelserne udebliver totalt.
    3) Den monstrøse instrumentering er til tider decideret hæmmende. Bandet lader stort set aldrig en eneste melodisk idé stå alene, men underbygges i stedet altid af enten strygere, mandolin eller klokkespil, og denne til tider næsten kvalmende storladenhed underminer nogle til som oftest fine melodier. Der er til trods for en stærk rytme-sektion nærmest ingen vildskab at spore, fordi samtlige stykker er låst af hinandens minutiøst planlagte strukturer. Og ja de “raspende” riffs leder jeg altså stadig efter. Produktionen giver plads til en meget detaljeret lyd, og jeg synes også pladen lyder bedre end forgængeren, men jeg har altså grundlæggende set noget i mod plader, der i så høj grad hævder sig selv gennem vellydende “wall-of-sound” produktion, der på intet tidspunkt mister fodfæste og lader de svulmende store pathos-klange eskalere i nogle dertil passende larmende passager – det krystalklare produktion holder konstant fast i samtlige instrumenters plads i mikset og det mener jeg – sammen med de andre pointer – klart er en svaghed.

Deltag i debat