Plader

The Kissaway Trail: s.t.

De melodramatiske passager står i kø på en plade, der skal forsøge at overbevise oven på en stærk førstesingle. Der er meget mere end blot “Smother + Evil = Hurt” på The Kissaway Trails debutudgivelse, der emmer af berusende passager, fine vokaler og følsomme arrangementer.

Bringer The Kissaway Trail lidt mere end blot en spændende udklædning med sig? Dette afsluttende spørgsmål blevet stillet, da Undertoner for nylig anmeldte bandets ep Into the Ocean and Rise Again.
De gør sig i hvert fald umage for ikke at ligne sig selv, hvilket bandets trang til at skifte ham vidner om – de har i løbet af de seneste fire år heddet både Hostmom og ISLES – men alligevel skal man ikke regne med at finde helt nye toner på denne fuldlængde.

De fire gengangere fra ep’en gør pladen genkendelig, og specielt “Smother + Evil = Hurt”, som næsten er lidt af et varemærke for The Kissaway Trail, beriger og behager med sit storladne og dynamiske guitararrangement.

Det pompøse udtryk er en rød tråd hele vejen gennem albummet, og hvor bandet, uanset hvilket navn de gik under, på deres tidligere udgivelser ikke har formået at dække over deres inspirationskilder, lever originaliteten i højere grad på deres selvbetitlede 2007-plade.

Dét, der virkelig gør forskellen, er de mange lag af idéer, tiltag, breaks og rytmeskift. Opbygningen af numrene er blevet langt mere kompleks og fyldig end tidligere. Produktionen er der til gengæld ikke sket meget med. Lyden er stadigvæk lækker, og energien flyder ufortrødent, – men kompositionerne har altså fået en ekstra omgang på tegnebrættet, hvilket gør pladen til en større lytteoplevelse, end f.eks. Into the Ocean and Rise Again.

The Kissaway Trail indledes med højt hævede hænder og noget, der minder om introen til et teaterstykke eller en anden forestilling under åben himmel. “Forever Turned Out to Be Too Long” er svulstigt og udført med en vis tiltro til egne evner. Og når man efter introen får smidt “Smother + Evil = Hurt” lige i masken efterfulgt af “Tracy”, der med skinger vokal fra Søren Corneliussen og et insisterende beat virkelig sætter fra land, ved man, at kvintetten har noget at skyde med. Her kommer lag-på-lag-opbygningen virkelig til sin ret, og de nærmest postrockede kompositioner får modspil af klokkespil og et break, der virkelig rammer stemningen ind i blå/sorte nuancer.

Kontraster mellem numrene er der ikke mange af, selv om “It’s Close Up Far Away” bliver for sødmefuld og catchy i forhold til resten af pladen, og man føres ikke rigtig nogen steder hen. Heldigvis fletter bandet sig hurtig ud af sit eget spind og finder tilbage til deres flow og inspirerende storladenhed.

“Soul Assassins” og specielt “61” fjerner for alvor de sidste rester af fejlskud. Sidstnævntes trommearrangement rammer en helt unik balance mellem det vilde og det forførende. Det er måske tæt på at lyde for programmeret, men det fungerer ufatteligt godt i samarbejde med et mandolinklingende strengeinstrument, der indfanger stemningen fra teksten, som handler om at vente 61 dage på lægens diagnose. Det er eminent arrangeret og sender lydbølger helt ind i sjælen, så man på ingen måde ønsker, at sangen skal runde af.

Pladen kræver umiddelbart ikke meget af sin lytter. Men vil man mere end blot P3-hittet, skal man udforske de konturer, der er i musikken. Søren Corneliussens vokal vil sikkert skille vandene, men er man til Jonas Bjerre fra Mew, og andre lyse herrestemmer, tager han stikket hjem.

Det skal tilføjes, at The Kissaway Trail benytter sig af to vokaler, og samarbejdet mellem den føromtalte falset og så den lidt dybere Thomas Fagerlund fungerer glimrende. Den todelte formidling er en god lille detalje, som man faktisk skal spidse ører for at fornemme tydeligt.
Måske allerbedst indfanget i “Sometimes I’m Always Black”, hvor keys tager udfordringen op og rammer vokal og basgang ind i et højtravende og patosklingende beat, hvor kampen mellem mand og maskine ender uafgjort.

The Kissaway Trail har begået en af årets hidtil bedste plader. Om det også er facit, når vi har rundet de næste godt 11 måneder, er en helt anden sag, men pladen skal anbefales. For ja, kvintetten har andet med sig end spændende udklædning.

★★★★½☆

Deltag i debat