Nyheder

Alex Chilton (Big Star) R.I.P.

Alex Chilton, en af powerpoppens grundlæggere med bandet Big Star, døde i går af et formodet hjerteanfald.

Alex ChiltonPitchfork har læst i The Commercial Appeal fra Memphis, at Alex Chilton døde i går.

Tidligere på dagen havde han klaget over sit helbred og blev bragt til hospitalet med ambulance, men de kunne ikke redde ham. Han døde højst sandsynligt af et hjerteanfald.

Alex Chilton gjorde sig først bemærket som teenager i The Box Tops, der fik et tophit med sangen “The Letter”, men selvom det var hans største kommercielle succes, så var det med Big Star, han skrev sig ind i rockhistorien. Bandet kæmpede med interne stridigheder og dårlige salgstal, men fik alligevel med møje og besvær udgivet tre plader i 1970’erne. De tre plader regnes som powerpoppens grundsten og blev genudgivet sidste år i boxsettet Keep an Eye on the Sky.

R.E.M. har nævnt bandet som en stor indflydelse, Replacements har skrevet sangen “Alex Chilton” for at ære sangskriveren, og utallige indiebands har lavet covernumre af Big Star.

Det er virkelig en af indierockens helt store helte, vi har mistet i en alder af 59 år.

1 kommentar

  • Det er i sandhed en sørgelig dag for popmusikken. Alex Chilton var en af 70ernes helt store sangskrivere.

    Alle, der ikke kender Big Star, bør investere i dobbelt-cd’en med deres to første albums. De tre Big Star-plader er i det hele taget pensum for alle, der har bare den mindste kærlighed til guitarpop.

    R.I.P.

Deltag i debat