Koncerter

Mos Def + Quadron, 08.04.10, Store Vega, København

Mos Def inviterede indenfor i stuen til musikhistorietime, hygge og rumcigarrygning. Det var afslappet, og det var måske også problemet.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Der var lagt op til fest i Store Vega torsdag aften, men det blev aldrig mere end en hyggelig aften i sofaen. Det startede tidligere på dagen med den kedelige nyhed om, at den for tiden yderst hypede Jay Electronica alligevel ikke ville dukke op som opvarmning. Men så længe hovednavnet Mos Def, der var blevet aflyst sidste sommer, stadig havde planer om at indtage scenen, var der ingen grund til at surmule.

Quadron
Opvarmningen var dermed overladt til danske Quadron, der ærbødigt tog imod udfordringen om at varme Mos Defs publikum op, men ikke rigtig var gearet til det. Bandet har stukket foden indenfor i varmen for tiden, da de har skrevet kontrakt med det respekterede selskab Plug Research og kunne fortælle, at de snart skal til USA og promovere deres første single.

Quadron spiller en elektronisk retrosoul, der veksler mellem sødmefyldte popsange og store ballader, som bæres af forsanger Cocos store vokal. Det er især de mange clickbeats og hiphoprytmer samt de minimalistiske synthtemaer, der opdaterer bandets ellers traditionelle tilgang til soul, mens nogle halvfunky basgange giver dem lidt tiltrængt tyngde.

Men deres musiske evner til trods er det ikke et liveband. Der er simpelthen ikke nærvær eller intensitet nok på dem live, hvorimod de sikkert vil gøre sig smukt på anlægget derhjemme, mens solen rammer ens henslængte krop i sofaen. Derfor spredte snakketøjets aktivitet sig også hurtigt under deres koncert og blev kun for alvor afbrudt, da de spillede ”Pressure”, hvilket affødte begejstrede hyl blandt publikum, da Coco brillerede i de indledende toner. Bandet virkede dog også til at være klar over deres manglende livepondus, for det sidste nummer blev krydret med en koreograferet danseoptræden fra to dansere, der sprællede lidt mere, end bandet selv formåede.

★★★☆☆☆

Mos Def
Så fulgte, efter den for hiphop så obligatoriske ventetid, aftenens hovednavn, Mos Def. En usædvanlig rapper, der som en atomvind væltede hiphopverdenen sammen med Talib Kweli som Black Star tilbage i 90’erne, lavede en genial soloplade, og så ellers trådte ned i et kunstnerisk kviksand, hvor han sad fast i nogle år. Muligvis fordi han i den periode satsede på en tvivlsom filmkarriere, der langt henad vejen kun bibragte nogle ubetydelige biroller, inden han fik sit gennembrud som Ford Prefect i filmatiseringen af ”Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”, hvilket også gav ham en rolle i Michel Gondrys hjertevarme og gakkede komedie ”Be Kind Rewind”. Og pludselig genoplivede han sin rapkarriere fra Hollywoods skygger med sidste års Ecstatic, der var en bemærkelsesværdig retur til form, hvilket yderligere er blevet cementeret i år med hans bidrag til den nye Gorillaz-plade.

Derfor var forventningerne til hans optræden også store, og de blev delvist indfriet. Et tungt reggae-beat introducerede ham, hvilket understregede hans forhold til hiphoppens vugge, der kan spores i hans valg af kunstnernavn, som er hentet fra den jamaicanske slang. Men tempoet blev hurtigt sat op med Madlibs indisk inficerede psych-produktion, der pryder det energiske indledningsnummer ”Supermagic” fra sidste års comeback.

Derefter blev det hurtigt en kalejdoskopisk affære med indskudte sætninger fra de to DJ’s, som fløj fra gamle stepnumre til massevis af klassisk soul. Og Mos Def var helt med på den. Publikum blev inviteret ind i en varm stue med trefarvede lamper og opfordret til at slappe af i selskab med de tre herrer, som tog koncertsituationen meget uhøjtideligt. Det skal dog ikke misforstås. Når der blev leveret sange, primært med fokus på det nye album (dog fik vi bl.a. hittet ”Ms. Black Booty” fra solodebuten), så var leveringen skam indlevende. Men omvendt var det svært at orientere sig i deres flikflakkende set.

Således blev der eksempelvis leveret en diskoklassiker fra 70’erne, som Mos Def gladelig sang med på, lige inden de gik over i det episke banger-hit ”Life in Marvelous Times” fra den nye plade. Og sådan fik vi også lige nogle meget frie fortolkninger af ”The Message” og ”Rapper’s Delight” fra hiphoppens begyndelse eller ”A Very Good Year” oprindelig udødeliggjort af Sinatra i slutningen af en sang. Et solidt bevis på, at Mos Def virkelig kan synge, også live. De samplede endda også en gammel dansk pop/rock-sang med jazzede tendenser, de havde gravet op gud ved hvor.

På et tidspunkt gik Mos Def over til et opstillet trommesæt og rappede et par numre, bl.a. ”Quiet Dog Bite Hard”, mens han selv leverede rytmerne. Men det var ærligt talt et lidt sært indfald, fordi selvom hans tromme-evner var stabile, var de ikke overvældende, og der syntes egentlig ikke at være andet formål med indslaget end afvekslingen.

Trods en forsikring om, at de udøvende herrer på scenen ikke havde røget (hvor troværdigt var det med deres hilsen til det danske folk på Christiania?) var koncerten et langt THC-inficeret trip gennem en masse absurde referencer. Over halvanden time i dette mærkværdige sæt fik skuldrene til at hænge lidt. Mos Def spredte masser af hygge og god stemning i salen, men vi kom aldrig for alvor op af sofaen.

★★★★☆☆

3 kommentarer

  • Er det ikke lidt voldsomt, først at beskylde Mos Def for at ryge pot, når han selv påstod ikke at have. Og derefter begrunde det med han hilste på folket fra Christiania. Man kan godt hilse på Christiania uden,at være påvirket af noget.

    Jeg synes Mos Def proformede fantastisk, han var utrolig underholdende,og anderledes at se.

  • Jo, du har ret i, at det måske er lige vel over the top. Det var nu egentlig også bare for understrege showets udflydende og vilde associationsspringende udfoldelse. Jeg havde ikke røget, men showet gav mig følelsen af at være skæv.

  • Arh. Jeg synes nu også Mos virkede en anelse fniseurt-påvirket. Især i begyndelsen af koncerten virkede han meget impulsiv og flagrende. Det var ikke nødvendigvis dårligt, men gav klart indtrykket af en afslappet og loose stemning. Det var dog stadig en fin oplevelse, især fordi hans performance er så markant anderledes, end hvad man ellers ofte oplever til hiphopkoncerter – og hans vokal er jo bare uden sammenligning unik. Det var første gang, jeg så ham, og det var en fornøjelse.

Deltag i debat