Plader

Casiokids: Topp stemning på lokal bar

Skrevet af Lise Christensen

»Hey, hvis du sætter en overgearet trommerytme på, så trykker jeg af og til på tangenten, der laver dyrelyde.« Casiokids har samlet deres bedste singler og smidt en håndfuld remix oveni. Det første er et hit, det andet er lidt så som så.

Jeg har næppe oplevet et barn eller barnlig sjæl, der ikke på et eller andet tidspunkt har haft en forrygende stund med at afprøve alle de bizarre lydeffekter, der kan vrides ud af et keyboard. Ekstravagante trommerytmer tilsættes urytmiske plamager af hundeglam og fuglelyde til stor fryd for barnet og anstrengte smil fra alle andre.

Roskilde-aktuelle Casiokids har taget denne glæde med videre ind i deres voksne karriere og byder på charmerende galemandspop. Med humor og fantasi bliver der leget med alle de muligheder, et Casio-keyboard kan tilbyde. Det har resulteret i albummet Topp stemning på lokal bar – en udgivelse, der dog viser, at Casiokids ikke gør som de andre børn. Pladen består nemlig af de otte bedste singler, bandet har udgivet siden opstarten i 2005, suppleret med en bonus-cd bestående af otte remix, enten af artister som Velferd og Captain Credible eller Casiokids’ egne remix af andre bands.

Det starter yderst muntert med “Grønt lys i alle ledd” og fortsætter over i “Togens hule”, der benytter sig af en bizar lyd, som leder en til at fundere over, hvilke muligheder det kunne åbne op for, hvis man kunne spille på sav i “Guitar Hero”. Nintendosaven mixes med knitrende lyde og elefanttunge trommer. Stemningen er glimrende og dikterer i mine ører kravet om en drink og en lænestol i skumringen ved poolen. Denne stemning er kendetegnende for de fleste af Casiokids’ numre, som abonnerer på rigelige doser lyse sommernætter i festligt lag. Et nummer som ”Fot i hose” skiller sig dog ud fra det generelt bløde indtryk. Dette instrumentale nummer anvender en klichepræget, 90’er-agtig ‘jeg spiller horn for Infernal’-lyd, der dog akkompagnerer det repetitive grundmønster af elguitar og trommer rigtig godt.

Casiokids har en ærkeskandinavisk lyd tilsat lidt fremmed krydderi. Sangene er på norsk og benytter sig af den lidt bløde nordiske lyd kendt fra Jens Lekman og Sondre Lerche. Vi taler mandestemmer, der istemmer korstykker så lyse som sommernatten, hvilket dog også betyder, at man som lytter aldrig rigtig mødes af en vokal med en skarp gennemslagskraft. Rent musikalsk slægter de deres svenske technorocknaboer, Slagsmålsklubben, på. De formår begge at hæve Nintendolyde og trommemaskiner op til et niveau, der tangerer feststemt lydpoesi. Casiokids flirter endvidere med held med afrikanske rytmer og kor.

Dog når Casiokids aldrig det samme overenergiske og festlige niveau som Slagsmålsklubben. Frem for ren technorockgalskab i klubben er Casiokids på størstedelen af pladen snarere helliget den behagelige nedtonede stemning på den lokale bar med en håndbajer balancerende på kanten af flippermaskinen, iklædt hockeygarn, eller dansende i det private som i videoen til “En vill hest”. I disse lokale åndehuller kan stemningen til gengæld også komme i top.

Remixdelen af pladen er til gengæld det mest kedelige ved udgivelsen. Det er en fin idé, men generelt bliver de forskellige remix en tand for blodfattige og ensformige. Jo, jo, det er da fint, at Casiokids kaster sig ud i et remake af “Det snurrar i min skalle”, og det karikerede kor og effektsiden er da unægteligt også sjovt, men tempoet er til gengæld lige langsomt nok til at være helt fængende. Selve pladen er dog en fornøjelse, hvis man kan lide musikalske finurligheder og ikke lader sig gå på af den til tider utroligt bløde lyd.

★★★★½☆

Deltag i debat