Plader

Crystal Castles: s.t. (II)

Skrevet af Anna Møller

Crystal Castles lokker med messende kor og støjende synth, så man ender fortumlet og forvildet allerdybest i skovens vibrationer.

Jeg synes generelt, det er oplagt at bruge rummetaforer til at beskrive fornemmelsen af at bevæge sig rundt i musik, hvor lydlandskabet ændrer sig og viser nye facetter, jo mere man hører det, og hvor man gennem musikken kan opnå en form for eskapisme. Med Crystal Castles kan man passende sige, at jeg blev væk i skovens dybeste, og det er jeg personligt ret vild med.

Crystal Castles’ andet album er selvbetitlet ligesom debuten og er optaget så forskellige steder som i en islandsk kirke, en selvbygget hytte i det nordlige Ontario og i den britiske producer Paul ‘Phones’ Epworths studie, og lydlandskabet er stadig præget af melankolsk og støjende electrodance.

Den canadiske duos kompromisløse stil og berøvelse af tilskuerens eller lytterens sanser er kendetegnende for bandet og er noget af det, der har været en medvirkende faktor i den hype, der omgiver dem. Inderst inde vil vi jo bare gerne påvirkes, og en meget effektiv måde er gennem berøvelsen af en af sanserne, da de andre dermed skærpes.

Det er imidlertid ikke alle steder, jeg fastholdes af Ethan Kath og Alice Glass, for indimellem bliver duoen for lettilgængelig og grænsende til det halvkedelige, og nogle gange kan jeg ikke komme igennem støjmuren. Balancegangen mellem det poppede og larmende er svær at mestre for megen electronica, men på de allerfleste numre på Crystal Castles lykkes det. ”Intimate” og ”Celestica” er f.eks. lyttevenlige og lette at gå til, men fordi dance-rytmer og synth-repetition kontrasteres af messende kor og super rumklang, er det stadig dragende og fastholder lytteren i solidt electronica-greb.

Derimod er ”Not in Love” catchy, men intetsigende, og helt uden for nummer er ”Doe Deer”, der i mine øjne er støj for blot støjens skyld, og hvor vokalen gentager: »deathray deathray / deathray deathray…«. De to numre repræsenterer hver især det, som jeg synes, er Crystal Castles’ akilleshæl, nemlig den svære balancegang mellem dance og støj. De to numre står imidlertid heldigvis alene.

Når deres mission lykkes, er Crystal Castles fænomenale. Pladens to suverænt bedste numre kommer lige efter hinanden og hedder meget passende ”Violent Dreams” og ”Vietnam” og har også, meget sigende ifølge bandets hjemmeside, ingen tekster. Det kan diskuteres, men det er i hvert fald sikkert, at teksterne er uforståelige. I ”Vietnam” er en manipuleret og gentagende vokal melodibærer i den hypnotiserende electronica, der skyder af sted som maskingeværsalver – direkte over i min absolutte favorit, ”Violent Dreams”. Det nummer har en så tung og dyb bas, at den samtidig med at være næsten ikke hørbar får ens trommehinder til at vibrere i takt, mens det messende og uforståelige kor lokkende og hypnotiserende trækker én længere og længere ind i både lydlandskabet og i sangen. Vokalen minder om den forjættende Karin Dreijers (The Knife, Fever Ray), og den ligger konstant lige et skridt bag bassens vibreren, og når lydbilledet til sidst i nummeret vokser for derefter at stoppe brat, er man allerede trukket langt ind i skovens dybeste og er blevet væk.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • @Thomas: Tak for kommentar. Nu er alle anmeldelser vel pr definition subjektive, men kan jeg få dig til at uddybe, hvorfor albummet skulle have topkarakter?

    VH, Anna

Deltag i debat