Koncerter

Beatday ’09: Efterklang, Crystal Castles, 14.08.09, København

Skrevet af Anna Møller

Undertoner var med til Beatdays første dag. Og der var gode oplevelser på tapetet: Stille, talentfulde drømme med Efterklang til sansebedøvelse og gidseltagning af forstanden med Crystal Castles.

Efterklang Efterklang, 14.08.09, Store Scene
Todages-festivalen Beatday åbnede fredag eftermiddag med Choir of Young Believers, der efterlod publikum med vibrerende trommehinder og en lyst efter mere af den massive lyd, så der var lagt op til noget af en efterfølger, da turen gik over til Store Scene. Her tonede Efterklangs live-ensemble frem – syv mand og en kvinde høj – foran et dog ret begrænset publikum, der primært havde valgt at opleve bandet liggende på jorden. Men med drømmeuniverserne skabt i den første ep, Springer fra 2003, og debutalbummet, Tripper 2004, kan man jo ikke fortænke nogen i det.

Bandet introducerede hurtigt publikum for de mange instrumenter, bandet jonglerer med under deres numre: Mads Brauer spillede blokfløjte omme bag mixerpulten, den kvindelige keyboardspiller Anna Brønsted vekslede mellem tværfløjte, klaver og kor, mens trækbasuner, trompeter, trommer, guitarer og xylofon gik på omgang mellem medlemmerne. Og det er jo netop det, der typisk kendetegner Efterklang – det massive lydbillede, der udgøres af drømmeklange og søvngængerstøj. Publikum fik også serveret sange fra det album, der udkommer i 2010, og fra Caravan-singlen fra 2008, og i modsætning til debutalbummets dubbede, drømmende lyd, hvor vokalen indgår i lydtapetet på samme måde som de mange andre øvrige instrumenter, står vokalen på de nyere numre mere i centrum i radiovenlige, potentielle hit.

På trods af, at de otte musikere gjorde deres for at fylde Store Scene op (godt hjulpet på vej af neonskjorter i gul og turkis og et Kaizers Orchestra-lignende indslag med percussion på scenens metal-skelet), var det ved bandets mere stille sange svært ikke at ønske dem over på den mere intime Teltscene. Faren ved Efterklangs koncerter – og især dem, der foregår udenfor på en græsmark – er, at deres drømmelyd bliver mere baggrundsstøj end reelle numre. Den intime chillout-lyd, der fungerer så godt i et par store høretelefoner eller derhjemme, dør blandt fadøl, mandehørm og teenagere. Bedst fungerer Efterklang live i de hurtigere numre, som i det nyere fra Caravan, men Efterklang spiller unægteligt tight – ikke mindst fordi bandet er stykket sammen af nogle af de nok mest talentfulde musikere i Danmark.

★★★★☆☆

Crystal CastlesCrystal Castles, 14.08.09, Telt Scene
Crystal Castles starter i mørke. Publikums synssans er blevet frarøvet dem under teltdugen, og stroboskoplysene oplyser i glimt scenen, hvor der på søjlerne er påklistret advarsler: »Der vil blive anvendt stroboskoplys under koncerten«, og en skrigende pigestemme bryder højttalernes støj. Publikum holdes fanget, og ind i scenens mørke træder bortførerne: Ethan Kath og Alice Glass – som altid iklædt sorte hættetrøjer med hætten oppe. Snart bevirker det sorte univers, der også har indtaget den mørknende Valbypark, at ens krop bliver inddraget i Crystal Castles’ elektroniske lyd, hvor det paniske hjerteslag i beatets fart blandes med øjets spjætten-i-takt med stroboskoplyset, og hvor Glass’ skrig bliver ens indre tinnitus.

Det hypede canadiske band beskriver selv deres inspiration som ‘murder’, ‘blank looks on girls’, ‘knives’, og under numre som “Crime Wave” fra det selvbetitlede debutalbum fra 2008 kan jeg fortsætte rækken med ”alskens gidselssituationer’. Under hele koncerten tænker jeg: »Jeg kan ikke se,« men der er heller ikke noget at se, for Crystal Castles har bedøvet min synssans og taget mit hoved som gidsel. Duoen har under koncerten yderst begrænset kontakt til publikum, og den distance går igen i bandets pladecover og markedsføring, hvor de ofte står i positioner, hvor man ikke ser deres ansigter. Under koncerten gør distanceringen til publikum, at man føler sig endnu mere voldtaget af det ekstreme inferno af larm, sirener, skrig og Nintendo-lyde, der fylder én, og det er en voldsom og stor oplevelse.

Halvvejs inde i koncerten bliver kontakten mellem især Glass og publikum forstærket, efter den lille punk-pige med den sorte page har taget en slurk af sin Stoli-flaske. »Look at them, they are all my friends, they can do whatever they want,« siger hun ind i mikrofonen, og i spotlightet ligner hun en sort punk-animéfigur på medicin. Der kommer mere lys på scenen, og pludselig er Glass i fuld kontakt med publikum: Hun crowdsurfer og optages af publikumsmængden, vagterne leder efter hende med deres lygter, mens larmen bliver ved med at tordne ud gennem højttalerne, og Alices forvrængede stemme skriger »be my mom« gennem mikrofonen. Jeg står tilbage med blødende ører og vil have mere, mere.

Crystal Castle bedøver dine sanser og tager din forstand som gidsel, men hvis jeg er taget til fange, så ved jeg godt, hvad Alice Glass er: Mit vildeste Stockholmsyndrom.

★★★★★½

1 kommentar

Deltag i debat