Der er ingen tvivl om, at det er et musikhistorisk geni, der står bag kunstnernavnet Ariel Pink. Manden er kåret til Pitchfork-darling og er fortsat stor i slaget, når han snakker kækt og ironisk med offentligheden. Med Before Today bærer han sit vanvid med glans.
Udgivelserne hidtil har været på ottespors-båndoptagere, hvor instrumenteringen bl.a. har inkluderet armhule- og mundlyde, der skulle gøre det ud for trommeeffekter. Der har længe været en susen og sær aura om den mytiske DIY-pioner. Men det er ikke, fordi han ikke har haft succes med de tidligere udgivelser. De arbejdsmæssige begrænsninger har det som bekendt med at installere en produktiv åre i mennesker. Det har blot længe været et faktum, at bag ved fænomenet Ariel Pink måtte der findes potentiale til mere.
Ariel Marcus Rosenberg voksede op i Beverly Hills i Los Angeles. Han er uddannet på kunstskole, men har udtalt, at det kun gav ham dårlig samvittighed over for sine forældre, fordi de betalte for gildet. Han har længe – og foretrækker det faktisk stadigvæk – siddet i sit hus, ikke langt fra det sted hvor han voksede op, og lavet den ene lo-fi-plade efter den anden, hvoraf The Doldrums må siges at være den mest berygtede.
Den mest markante omvæltning på Before Today er selvfølgelig det markant pænere lydbillede. Megahittet, som jeg tillader mig at kalde det, “Round and Round”, er først og fremmest fri for kradsbørstige lyde qua de nye tiltag i produktionen. De små detaljer er stadig at høre, men de træder tydeligere frem, og nummeret har en struktur, som vi kender, som vi kan til hudløshed, som jeg ikke behøver forklare. “Round and Round” er kandidat til at være årets bedste pophit. Skrålepotentialet er oppe i det røde felt, når der samstemmigt synges »Hold on, I’m calling« med et lille vink til Blondie.
Det er, som om det stilladsfirma, der har forsøgt at konstruere fundamentet til hypnagogic pop-genren, er blevet rendt over ende af virkelighedsaktøren Ariel Pink. Det tog ikke diverse medier lang tid at udnævne Ariel Pink-singlen til et vendepunkt og en logisk udgang for mange års eksperimenter. Det er dog ikke kun en konsekvens af forbedrede optageforhold, men også fordi han bakkes op af det stærkt spillende orkester Haunted Graffiti. Et band, han efter sigende længe har sukket efter at indspille med, men som han på beklagelig vis måtte undvære på grund af pengenød. Efter adskillige afvisninger fra større pladeselskaber har han modtaget et tilbud fra indie-giganten 4AD. »I’ve wanted to do this since the beginning,« sagde hr. Pink i et nyligt foretaget interview.
Ariel Pink er hermed en af de første af disse genbrugsnostalgikere, der forlader DIY-stilen og får realiseret de drømme, der måske hele tiden har luret bag de kunstfærdige lege med båndoptageren. Hvordan han fremover vil trives i en mere kapitalstærk verden, er uvis, men jeg har mine bekymrede miner, når jeg læser interviews. Han er gal på verden, kapitalisterne og jøderne og magtspillet, men én ting har han fattet, når han påkalder sig et universalistisk leve for menneskeheden og ryster på hovedet af verdens krige og rædsler: »I think you’re a man of the world. Worldly. We’re all from the same DNA strand, you know. It’s like potatoes are our brothers. So, so, so silly.«
Den anden dag bekendte min tyrkiske ven i Istanbul, at han var skuffet over Before Today; at han savnede de personlige lydcollager og hele moradsets utilgængelighed. Jeg forstår ham godt, men betingelserne er helt nye for denne udgivelse, og jeg synes kun, at man bør hylde de nye forhold. Da jeg så Ariel Pink blandt ganske få mennesker i Århus, gik jeg hjem med en overraskende og fortumlet oplevelse. Nu hvor jeg har hørt Before Today, vil den næste koncert kun udløse livsbekræftende glæde.
Og så til den mere performative del af min anmeldelse. Hvis jeg nævner syv af de mest tydelige inspirationskilder, som Pink har hentet blandt fortrinsvis 80’ernes musikudgivelser, så vil jeg gerne opfordre jer, mine utallige læsere, til at byde ind med flere. Aldrig har jeg hørt et udbud af sange blive remoduleret så veludført efter musikhistoriens mest kanoniserede kunstnere. Tilføj hertil mine varmeste anbefalinger til dem alle sammen.
“Hot Body Rub”: Brian Eno-inficeret.
“Bright Lit Blue Skies”: Dit påfund!
“L’estat (acc. To the Widow’s Maid)”: Beach Boys-inspireret vokal.
“Fright Night (Nevermore)”: The Cure under »knock knock«-delen.
“Round and Round”: Dit påfund!
“Beverly Kills”: Dit påfund!
“Butt-House Blondies”: Pixies i Trompe Le Monde-klæder.
“Little Wig”: En drilsk udgave af David Bowie.
“Can’t Hear My Eyes”: Dit påfund!
“Reminiscences”: Dit påfund!
“Menopause Man”: Under alle omstændigheder med et umiskendeligt Michael Jackson-beat.
“Revolution’s a Lie”: Joy Division med legesyge.
Ariel Pink har længe været vestkystens varmeste bud på en ny musikalsk troldmand. Med den humoristisk betitlede Before Today kulminerer adskillige års forventninger til en velproduceret plade endelig. Med alt hvad det kræver af omstillingsparathed, erklærer jeg mig begejstret og i dén grad imponeret. Ariel Pink har gjort det, som mange frygtede, han ville miste integritet på. Han har lavet et album med band og studielyd, der integrerer den karakteristiske sensibilitet for gode melodier, som han tidligere pakkede ind i lo-fi æstetik, men nu folder ud i et mere konventionelt udtryk. Et lille popmesterværk anno 2010.
!!!!!!!!!!!!!!!
fantastisk
Enig. Super plade – sommeren er sikret.
du tager det sådan lidt for givet at ariel pink er et “musikhistorisk geni”!? Det er dælme store ord, er vi enige om det?? Er det fordi Pitchfork siger det eller blogosfæren flammer op med hans navn i øjeblikket eller er det fordi det er din egen oprigtige mening?
Bevares, Ariel Pink er et interessant fænomen. Fra hjemmeoptagelser på kasettebånd i en ellers digital tidsalder til denne første udgivelse på et større selskab. En interessant historie, jovist, men den musikalske substans? berettiger den til mere ros end den der tilkommer hundredevis af andre talentfulde undergrundsmusikere derude? Hypen har været venlig ved ariel pink (måske godt hjulpet af et fedt kunstnernavn?), men at ophøje lige netop ham forekommer denne signatur som noget nær et overkill af betragtelige dimensioner. Det er en god plade, en sjov plade tilmed, men fra et “musikhistorisk genis” hånd? Næppe.
“Round and Round” er dog tæt på i egen ret at være en lille genistreg, granted! Men der er dælme også meget ikke-substantielt fyld på den udgivelse. Han leger og leger, den gode ariel, det er da fint nok, men det er ikke alt der er lige lytteværdigt.
Nå ja, og så undrer det mig at du ikke sporer den helt oplagt reference til “legendariske” Hall and Oates i især round and round og cant hear my eyes…den er da lige til højrebenet!:)
Kære Mads
Musikhistorisk geni i den forstand, at han kender sin musikhistorie til hudløshed. At det kan misforstås, må jeg tage på min kappe. Synes stadig pladen står stærkt. Han er et lille geni på sin egen måde. Især i lyset af et så stærkt bagkatalog. Og de fleste sites er enige på deres årslister. Tinymixtapes, Boomkat, Pitchfork. You name it.