Plader

The Drums: s.t.

Skrevet af Christian Birk

The Drums debuterer med et udspil, der emmer af spilleglæde, sommernætter og ulykkelig forelskelse. Resultatet er medrivende og fyldt med gode melodier.

Op til udgivelsen af The Drums’ debutplade har en kritikerrost ep-udgivelse sat forventningerne i vejret. Her på Undertoner fik Summertime-ep’en følgende rosende ord med sig: “Vi har at gøre med nærmest lalleglad og dragende popmusik, der er uhyrligt catchy i sin enkelhed. Det enkle beat, gadedrenge-fløjt og en ubekymret energi virker smittende.” Nærmest alle magasiner og samtlige blogs med respekt for sig selv har hypet The Drums. Dernæst har overbevisende live-koncerter gjort, at også menigmand har taget amerikanerne til sig. Derfor var det med stor spænding, at jeg traskede af sted med den selvbetitlede debut i ørerne.

Der skulle ikke mere end et par minutters spadseren til, før det begyndte begyndte at kilde i dansemusklerne. Selvom førstesinglen ”Best Friend” omhandler tabet af forsangerens bedste ven, er der ikke meget tristesse over den synthpunkede energiudladning. I forpustet tempo og med en Morrissey’sk charme får frontmand Jonathan Pierce vendt den dårlige stemning. Han har glimt i øjet og følelser uden på tøjet. Som Morrissey og The Smiths er det nyromantisk sørgmodigt. Synthesizeren bliver afløst af hurtige og vægtløse guitarer, mens trommerne let og elegant akkompagnerer Pierces slet skjulte britiske røst.

Overordnet set er der en tydelig forkærlighed for 80’erne, romantikken og ungdommen. The Drums er tydeligvis vokset op med Smiths, The Breakfast Club og ulykkelige forelskelser. Hvis man har set afdansningsbalscenen i “Napoleon Dynamite”, har man en god fornemmelse af, hvordan ”Book of Stories” og ”Forever and Ever Amen” lyder. Med et dejligt schwung og smittende melodier bliver vi ført tilbage til halfesterne og de første store følelser. Med en kejtet entusiasme, men stor indføling er The Drums det band, som står på scenen og leverer den ene ballade efter den anden. De spiller det nummer, som var vores.

Og selvom det kunne være hyggeligt med en times 80’er-nostalgi, har The Drums andre sager gemt i skulderpuderne. Vi bliver dog i den storladne afdeling, men bevæger os lidt længere tilbage i tiden. Tilbage til dengang, da Phil Spector sad bag knapperne og opbyggede sin unikke Wall of Sound. Små symfonier til børn. En wagnersk tilgang til rock ‘n’ roll. Sidste år blev Spector kendt skyldig i mord, men hans principper lever videre på pladen her. ”Let’s Go Surfing”, ”It Will All End in Tears” og særligt ”The Future” er glimrende eksempler herpå. Storladent, men alligevel underspillet og bestemt elegant bliver der med generøs pop og rumklang gjort honnør for den store producer.

The Drums låner til højre og venstre, men der bliver ikke lagt skjul på det. Og det synes jeg klart er en af albummets forcer. Med selvironi og en enorm spilleglæde formår de med gamle tricks at levere en sindssygt vellydende plade. Mange af numrene lyder ens, og nogle kunne måske være undladt. Alligevel har jeg hørt pladen 10-12 gange og kan stadig ikke sidde i ro. Det er superærlig popmusik, og det kan man sgu ikke få nok af. Det er måske nok en kitschet guilty pleasure, men lige nu holder det. Og jeg er i hvert fald glad for at komme ‘down memory lane’.

★★★★★☆

Deltag i debat