Koncerter

Roskilde ’10: Circle, 02.07.10, Pavilion

Skrevet af Christian Klauber

»Det kan du ikke beskrive med ord,« sagde en mand, samtidig med at han lagde hånden beroligende på min skulder. Måske, men forsøget skal gøres.

En del af det sekshovede monster. Komplet med læderhat og mexikansk wrestler-maske.

Prince på Orange søndag aften er nok årets giraf, der skal ses, men allerede fredag var der en sekshovedet, tolvbenet skabning på plads på Pavilion. Væsenet hed Circle og var på alle måder et aparte, passivt-aggressivt og sindssygt udefinerbart bekendtskab.

I centrum for Circle står dels forsanger Mika Rättö og bassist Jussi Lehtisalo. Mens sidstnævntes arbejde med sin bas mest af alt er respektindgydende i sit knastørre momentum og som ledefigur for Circles tunge riff, er førstnævntes dragende vokal frygtindgydende. I et krydsfelt mellem skrøbelig, spejlknusende opera og velklingende, patosfyldt helterock, spænder han over to genrer, der nærmest ikke kan komme længere væk – og alligevel indeholder så meget af det bedste – fra hinanden.

Hele bandet osede da også langt væk af metal i traditionen fra Iron Maiden og lignende horder fra New Wave of British Heavy Metal, men krydret med en arabesk af alskens genreforviklinger: blackmetal, ambient, punk, krautrock, improvisation, freejazz. De leverede det med overbevisende præcision, og det var svært ikke at lade sig rive med af energien og de bombastiske, mekaniske grooves. Samtidig overraskedes man også af den stilhed, der indtraf, når bandet brat skiftede spor og trak i impro-tøjet, med hvad der deraf følger af flagrende slag på lilletrommen og løse, abrupte rytmer.

Koncertens altoverskyggende problem blev med tiden…tiden. Circle spillede i over en time, og de kunne uden tvivl være blevet ved i en time mere. Det er lang tid at stå model til en så kompromisløs genreblanding, og det bliver sværere endnu, når bandet krydrer deres optræden med gimmicks som slow motion-løb på stedet og halshugning af forsangeren – der indimellem tenderede en metarefleksiv, småironisk distance til deres egen musik. Når Circle var bedst, havde jeg svært ved at stå stille, når de var mest karikerende og ikke kom begrænsningens kunst i hu, havde jeg travlt med at finde en grimasse, der kunne passe.

★★★☆☆☆

Deltag i debat