Koncerter

Roskilde ’10: Circle, 02.07.10, Pavilion

Skrevet af Christian Klauber

»Det kan du ikke beskrive med ord,« sagde en mand, samtidig med at han lagde hånden beroligende på min skulder. Måske, men forsøget skal gøres.

En del af det sekshovede monster. Komplet med læderhat og mexikansk wrestler-maske.

Prince på Orange søndag aften er nok årets giraf, der skal ses, men allerede fredag var der en sekshovedet, tolvbenet skabning på plads på Pavilion. Væsenet hed Circle og var på alle måder et aparte, passivt-aggressivt og sindssygt udefinerbart bekendtskab.

I centrum for Circle står dels forsanger Mika Rättö og bassist Jussi Lehtisalo. Mens sidstnævntes arbejde med sin bas mest af alt er respektindgydende i sit knastørre momentum og som ledefigur for Circles tunge riff, er førstnævntes dragende vokal frygtindgydende. I et krydsfelt mellem skrøbelig, spejlknusende opera og velklingende, patosfyldt helterock, spænder han over to genrer, der nærmest ikke kan komme længere væk – og alligevel indeholder så meget af det bedste – fra hinanden.

Hele bandet osede da også langt væk af metal i traditionen fra Iron Maiden og lignende horder fra New Wave of British Heavy Metal, men krydret med en arabesk af alskens genreforviklinger: blackmetal, ambient, punk, krautrock, improvisation, freejazz. De leverede det med overbevisende præcision, og det var svært ikke at lade sig rive med af energien og de bombastiske, mekaniske grooves. Samtidig overraskedes man også af den stilhed, der indtraf, når bandet brat skiftede spor og trak i impro-tøjet, med hvad der deraf følger af flagrende slag på lilletrommen og løse, abrupte rytmer.

Koncertens altoverskyggende problem blev med tiden…tiden. Circle spillede i over en time, og de kunne uden tvivl være blevet ved i en time mere. Det er lang tid at stå model til en så kompromisløs genreblanding, og det bliver sværere endnu, når bandet krydrer deres optræden med gimmicks som slow motion-løb på stedet og halshugning af forsangeren – der indimellem tenderede en metarefleksiv, småironisk distance til deres egen musik. Når Circle var bedst, havde jeg svært ved at stå stille, når de var mest karikerende og ikke kom begrænsningens kunst i hu, havde jeg travlt med at finde en grimasse, der kunne passe.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger