Plader

Sufjan Stevens: The Age of Adz

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Sufjan Stevens er tilbage med sin første regulære fuldlængdeplade i fem år, og det er ikke kedeligt. The Age of Adz er en af årets absolut bedste og mest betydningsfulde udgivelser fra den anden side af Atlanterhavet.

I en tornado bliver man ikke dræbt af vindene, men af det, som vindene hvirvler op. Hvis tornadoen er Sufjan Stevens, så er alt det, der bliver hvirvlet op, de sidste 50 års musik. Og som lytter står man blot i vejen for de mange vragrester, som bliver rusket rundt omkring én.

Det kunne være én måde at beskrive The Age of Adz på. En anden kunne være, at Autechre remixer Bob Dylan. Eller: Sigur Rós’ bud på en Andrew Lloyd Webber-musical om Daniel Johnston. Folk, rock, electronica, showtunes, funk, whatever. I Stevens’ hænder er det ligegyldigt, hvilken farve katten har, bare den fanger mus.

Forvirret? Bare rolig, det var undertegnede også, da Sufjan Stevens’ første reelle album i fem år var kørt til ende. På det tidspunkt havde han haft os med gennem episke orkestreringer, sparsom sang, knækkede beats og al den lyd, som en milliard analoge synthesizere kan mestre. Det er ikke en let plade, som vi her på Undertoner har ventet på i spænding. Men det er en plade, der til fulde lever op til de skyhøje forventninger, som Stevens’ lange pause har skabt.

Åbningsnummeret, “Futile Devices,” starter pladen blidt med akustisk guitar og afdæmpet sang, men det er nærmest bare en fodnote, for allerede fra andet nummer, “Too Much”, går Stevens efter det episke. I et lydbillede, der ud over hans smukke stemme rummer guitar, trommemaskiner, synthesizere og alt muligt andet, bliver Stevens ved med at læsse detaljer ind. Og bedst som det er ved at briste, bliver han ved. Det er alt for meget, men totalt uimodståeligt. The Age of Adz kommer til at dele vandene, for Sufjan Stevens giver ikke 100 procent – han giver 120.

Ved første indtryk virker det rodet, overlæsset og ufokuseret, men så sniger melodierne sig stille og roligt ind. Der er sange derinde bag maskinparken, omkvæd og broer og vers og alt det andet. Der er skønhed og detaljer uden ende, og hver en gennemlytning røber noget nyt. The Age of Adz er en plade, der bliver ved med at give.

“Too Much” er på den vis faktisk ganske betegnende for resten af pladen. Lag på lag af beats, melodistumper, samples og sang. Er fløjterne rigtige, eller er de også bare hevet op af de digitale kredsløb? Og betyder det noget? For hvis en person som Stevens, med de forhåndenværende værktøjer, kan skabe noget, der på den ene side er ufortrødent moderne og på den anden side bagstræberisk grænsende til det reaktionære i sine musikalske referencer og få det til at være funky – så er eventuelle indvendinger fra tilfældige anmelderes side fuldstændigt ligegyldige.

Det er ikke en ansigtsløs electronica-plade, men heller ikke følsom folk – det er alting på én gang. Som den umuligt lange og totalt uimodståelige disco-soul-folk-afslutter “Impossible Soul”, som opfordrer os til at tage skæbnen i vores egne hænder og give en lille dans. Endda med den forbandende auto-tune, der har inficeret al popmusik siden Chers comeback for godt 10 år siden. Men på dette tidspunkt har vi været så meget igennem, at Sufjan Stevens kan tillade sig hvad som helst. Hvilket han få minutter efter gør ved at slutte melankolsk af med guitar og sang, så cirklen, hvis første streg var “Futile Devices”, er sluttet.

Men som med andre store værker giver det sjældent mening at diskutere delene af det. Lige så lidt som en bog er papir og tryksværte, er The Age of Adz en samling sange. Pladen er ét værk, som hænger sammen fra start til slut. Der er ingen åbenlyse hitsingler, ingen leflen for publikum. Det handler om at give sig selv den forbandede tid, det tager at nå igennem denne plade, der varer lige over 75 minutter. Hvor så lang en spilletid for næsten alle andre musikere er et stensikkert tegn på, at skiven er overlæsset med ligegyldigheder, er det her et udtryk for en helt klar vision og et kunstnerisk projekt, der er langt større end summen af sine dele.

Det er svært at sige mere (noget?) fornuftigt om denne plade, for ud over nok at være en af de vigtigste, amerikanske udgivelser i år er den på én gang uimodståelig, uforudsigelig, fuldstændigt vanvittig og samtidig meget nøje kontrolleret. Det er dette paradoks, der lader The Age of Adz rage helt op til skyer og stjerner og endnu længere ud.

★★★★★★

4 kommentarer

  • Hold da op…jeg kunne ikke være mere uenig! For mig er det årets klart største musikalske skuffelse (i et år hvor scenevante indiedarlings som The National, Gorillaz og Arcade Fire ellers har overrasket positivt), at Sufjan skraber bunden med denne monumentalt gabende langspiller. Det er uden tvivl det mest prætentiøse udspil fra en ledende figur på musikscenen i år, og det kan jo være positivt ment. Det er det ikke her!
    Det er retningsløs staffage og kæmpe hollænderlagkager af lyd, der ikke er rundet af mange nærende kalorier. Nej tak! Giv mig den gamle indie-folk-troubadur tilbage…:(

  • God anmeldelse. “Autechre remixer Bob Dylan. Eller: Sigur Rós’ bud på en Andrew Lloyd Webber-musical om Daniel Johnston” – er spot on.
    Og den er da lidt prætentiøs, men hvad kan man forvente? Det er Sufjan. Men den er også vildt melodiøs. Men okay, hvis der er en plade, der bør dele vandene i år, så er det nok den her.

  • Intet prætentiøst i den plade – den er så fucking smuk! Det er det inderste, meste, eneste af alting der rejser sig op i en uendelig spiral – Gud eller hvad ens begrebsverden nu vil kalde det, den, Ham, Hende?! Min sjæl bliver mindet om de uendelige højder der kan nås igennem denne her plade – smukkere findes det simpelthen ikke – jeg svømmer rundet i en pøl af mine egne tårer -så rørt!

  • Tak for jeres kommentarer. Som skrevet, den delte sgu vandene, den plade.

    @Hestefar: Jeg er jo så ikke enig i dit synspunkt, men kan meget godt forstå, hvorfor fans af Sufjans dejlige guitarmusik bliver skuffet over denne her. Det er noget helt andet.

    @Sune: Tak for roserne.

    @Martin: Sådan har jeg det stadig, her flere måneder efter. Den har sgu også rørt mig dybt, den plade. Jeg er helt teenage-begejstret stadig.

Deltag i debat