Artikler Interview

Papir – dronet improvisation

Skrevet af Anna Møller

Under en tyk strøm af ambient graver Anna Møller en samtale frem og ud. Den er værd at læse, for det er de talentfulde og frie dronekrautere Papir, der fortæller.

Jeg er imponeret over Papir.

Over deres instrumentale evner og over deres tilgang til den improvisatoriske og instrumentale musik. Derfor er jeg glad for at fange dem en torsdag inden deres koncert på Drone. Her spiller de sammen med Manual aka Jonas Munk, der skal producere det næste album, men da jeg tropper op på det aftalte tidspunkt er det imidlertid kun guitarist Nicklas Sørensen og Toke fra Red Tape, jeg finder.

Manual kan jeg dog hurtigt høre fra kælderen, hvor han varmer op til aftenens koncert og således lægger et dominerende lydligt spor ned over min snak med de tre musikere.

Det er ikke meget, jeg har kunnet finde om bandet, så da de alle tre er samlede, må jeg starte med at høre, hvor de kender hinanden fra.

»Det nemme svar er Bagsværd,« siger trommeslager Christoffer Brøchmann Christensen, og Nicklas fortsætter: »Christian (Becher Clausen, red.) og jeg har spillet med hinanden siden folkeskolen, og så kom Christoffer med senere. Indtil sidste år havde vi også forskellige sangere. De forlod imidlertid alle bandet,  men vi gik i øvelokalet og jammede lidt alligevel.«

Netop den frie tilgang til musikken er central i Papirs univers.

»Det er svært for en sanger at jamme, men det er mest sådan, vi er kreative,« siger Christoffer. »Det er sådan, vi laver musik. Vi jammer helt vildt meget, og så optager vi det bare. De optagelser får vi hver især og snakker om dem efterfølgende.«

Nicklas supplerer tørt: »Der er også lort imellem.«

»Meget lort. Men det skal der også være. Det kan nå at blive lige lovlig røvballeagtigt en gang imellem,« fortsætter Christoffer. »Som regel er der en, der får en ide, og så arbejder vi videre på det, der fungerer – som regel ved at jamme. Det gør, at det tager ret lang tid at lave numrene, for vi skal blive enige om, hvad der er fedt,« siger han.

Frie former

Hvornår ved man så, at en jamsession er vellykket eller ej, og hvordan fastholder man det frie element?

»Det kommer lidt an på situationen,« fortæller Nicklas. »Da vi indspillede vores plade, havde vi nogle meget konkrete former…« Christoffer tager over: »Men der var også ting i studiet, som vi ikke havde aftalt, de fleste afslutninger f.eks.«

»Der er vist delte meninger om, hvordan det var på det tidspunkt,« siger Christian grinende, og Nicklas uddyber: »Jeg mener bare, når vi spiller live er der meget mere, der er jammet eller improviseret.«

Også derfor spiller trioen slet ikke ep’ens fjerde nummer, “Rogter Sot Oe Koft”, da det er båret af en klaverlinje konstrueret til lejligheden. Og til aftenens koncert har de heller ikke klaveret med.

Nede i kælderen på Drone begynder Manual at øve sine gentagende og ambiente electronica, og den ligger på samme tid et stemningsskabende og trykkende baggrundsspor på min snak med de tre musikere. Det er svært at sige, hvem der siger hvad, da jeg spørger til den første ep, Papir.

Coveret har William Zeuthen lavet. Hans storebror har fundet på bandnavnet.

»Vi indspillede grundsporene i foråret 2009. Vi tog i sommerhus med alt vores grej, men det var en ret lang proces. Vi vidste ikke helt, hvor numrene skulle hen. På nogle havde vi formen på forhånd, men nogle var vi nødt til at tage helt forfra.«

»Fra starten af besluttede vi os for at optage det hele selv,« fortæller Nicklas. »Og så tænkte vi, at der skulle bruges én til at mixe det. Det havde vi så ikke råd til, så det måtte vi gøre selv. Vi har ikke prøvet det før, så det tog en ekstra uge i sommerhus.«

Der har imidlertid ikke været tid til sommerhusture i løbet af de seneste måneder, hvor trioen har haft travlt med koncerter.

»Vi har ikke haft tid til at lave nye numre, for vi har spillet en koncert om ugen hen over sommeren,« fortæller Christian. Også derfor planlægger de tre en pause fra koncerterne i den nærmeste fremtid for at koncentrere sig om nye numre.

Glad for ord

Papirs debut-ep er som udgangspunkt kun udgivet som lp – og eftersigende som gratis download – , og de fire numre hedder noget så mærkværdigt som ”Kurl Te Pow Ralise”, ”Lykk Trep-R Hi-Losé”, ”Une Frensal N-Erit” og ”Rogter Sot Oe Koft”. Så vidt jeg kan læse mig frem til. Om titlerne siger Nicklas:

»Vi gav vores ven Toke lov til at lave titlerne. Han er ret glad for at lave ord. Så han lavede de der ord. Han har faktisk en blog, hvor han laver ord.«

Det er helt bevidst, at trioen ikke har valgt at give deres sange titler.

»Vi vil ikke diktere, hvad folk skal forestille sig, når de hører et af vores numre, og derfor giver det bedre mening at give numrene meningsløse titler,« siger Christian og fortsætter: »Hvis nu et nummer hedder Black Beach, så er det lidt at fortælle lytteren, hvad man skal lægge i nummeret. Jeg tror, vi alle tre føler noget forskelligt, når vi lytter til et nummer og får forskellige billeder oppe i hovedet, og den mulighed skal lytteren også have. Uden vi fortæller dem, hvad de skal føle.«

Før bandet hed Papir, gik de under navnet Humming in Düsseldorff, og selvom jeg godt kan gætte mig til de krautrockede begrundelser for dét bandnavn, skal jeg alligevel høre, hvordan de så kom på det – i mine øjne geniale – bandnavn Papir.

»Vi havde i første omgang ikke tænkt over, at det der krautrock kom fra Düsseldorff,« fortæller Nicklas, »og mens vi lavede ep’en har vi heller ikke tænkt: Okay, nu skal vi lave noget, der lyder som krautrock. Det er først efterfølgende, at folk har sagt, vi spiller kraut. Jeg kan sagtens se nogle ligheder med den måde at tænke musik og at improvisere…«,

»…og der er jo også referencer til alle de krautbands fra Düsseldorff«, fortsætter Christian. Jeg er imidlertid ikke færdig med at spørge til bandets specielle navn.

 

Papir

Papir-papir-papir

Jeg har tabt et væddemål, så mit sidste spørgsmål til Papir bliver skamfuldt fremsagt:

»Bonusspørgsmålet kommer fra en læser eller måske en redaktør. Lad os bare kalde ham Frank«.

»Er det en dame,« spørger en af de tre, og jeg må rømme mig og fortsætter: »Føler I jer underkuet af saks, og at I dominerer sten?«

Christoffer griner, og Christian svarer. »Vores navn Humming in Düsseldorff blev grundigt kritiseret af visse personer i vores omgangskreds. De synes, det var et lortenavn, og jeg tror heller ikke, vi selv var fuldstændig tilfredse,« griner han.

»Det var faktisk på et værtshus, vi fik vores nuværende navn. Vi sad og snakkede med Nikolaj Zeuthen – det er hans lillebror William, der har lavet vores cover. Han udbrød i sin brandert: Jamen, I skal sgu da hedde Papir!« Og det er da også det mest naturlige i verden.

Manual spiller stadig højere nede i Drones kælder, og de cirkulære elektroniske droner løber op ad trapperne til Christian, Nicklas, Christoffer og mig, og det er svært overhovedet at få ørenlyd.

Det repetitive går igen i Papirs udsyrede og gentagende hypnoserock, og da de spiller den aften på Drone, står jeg oppe foran og forsvinder ind i lyden, der hiver mig med og træder mig over fødderne og skænker den næste orange drink.

Jeg kan virkelig godt anbefale Papir.

Deltag i debat