Plader

Valby Vokalgruppe: De syv mundes fest

Skrevet af Jakob Lisbjerg

En række kvinder fra den danske musikundergrund laver stemmeeksperimenter, der både udfordrer og appellerer til øret. Syv stemmer, en tromme, intet andet.

Man kan roligt placere denne udgivelse under ‘eksperimental’, når den fine 10″ med en covertegning, der minder om dragen fra Ole Lund Kirkegaards bog om Lille Virgil, skal sættes på plads i pladehylden. De syv mundes fest er nemlig, som titlen lidt antyder, et formeksperiment for syv stemmer.

Det er Anja Jacobsen, kendt som sangerinde og trommeslager i Kirsten Ketsjer, som er korleder i Valby Vokalgruppe og står for tekst og musik, der dels er skrevet på forhånd, dels improviseret frem. På listen over medlemmer ses en blandet persongruppe fra det danske indie-, jazz- og avantgardemiljø f.eks. Chimes & Bells-frontkvinden Cæcilie Trier og Maria Bertel fra Gud Er Kvinde og Selvhenter.

I alt syv af Valby Vokalgruppes 10 medlemmer optræder på albummet. Og selvom det nogle enkelte steder lyder, som om der er mandestemmer blandt de lysere vokaler, består koret kun af kvinder. Jeg vil også skyde på, at der heller ikke er brugt hverken sampler eller overdubs på albummet, som derfor lyder meget ligefremt. Selvom der bliver sunget rent, har den menneskelige stemme alligevel så meget liv, at der er variation i to udgaver af samme tone sunget. På ep’en giver det en følelse af, at det er lige nu, lige her, det sker – i forhold til f.eks. Matias Aguayos maskinelle stemmelege eller Maja Ratkjes elektroniske avantgardevriderier, som begge bearbejder stemmen betydeligt.

De syv mundes fest er der både deciderede stemmelege og mere almindelig brug af stemmen til sang (med ord). Konservativt set er det kun “The Shooting” og “Let’s Not Speak Heart Went Out”, der falder ind under kategorien ‘rigtig musik’ og samtidig under sidstnævnte type af numre på albummet. “The Shooting” har en tekst, der synges melodisk, og som er lagt oven på en »ah-ah«-bund. På den måde blandes den traditionelle brug af stemmen med den stemmeleg, der ellers præger ep’en. At det så er “Let’s Not Speak Heart Went Out”, et lille popdigt, som er det bedste nummer af de to, skyldes grundmaterialet.

“Manamana” droner de første par minutter, hvor vokalerne nynner og brummer. Her mangler måske lidt bund og variation i stemmerne. Lytteren belønnes dog, da en kakofoni af stemmer, som i forskellige tonelejer synger titlen, sætter ind. Der lægges, efterhånden som nummerets fem minutter skrider frem, mere tryk og intensitet på stemmerne og nummeret, der dog stadig balancerer på kanten af det ensformige.

I “Ha” er det også titelordet, som der bygges over. Igen gentager de syv stemmer ordet, men her leges finurligt med stilheden imellem de forskellige stemmeaktører. Det virker på én gang tilfældigt og helt planlagt. Det skaber suspense og overraskelser. På en skala er vi mere ovre i lydkunst end i egentlig musik.

Kun et enkelt sted på ep’en benyttes der et instrument. “Sønderjysk wowow” har et indiansk trommebeat og byder både på primalskrig og skræppende gåsevokal. Her sker rigtig meget i lydbilledet, men hvor kakofonien andre steder virker interessant, er den her noget rodet.

Valby Vokalgruppes debut-ep er måske nok lavet som en række stemmeeksperimenter, men netop de par numre, der falder uden for denne kategori, gør ep’en til mere end bare et formeksperiment. Og det åbner også værket op for langt flere lyttere, der ellers ville slukke for numre baseret på ord som ‘ha’ og ‘nu’, der måske efter deres mening bliver gentaget uden mening og retning. Ep’ens stemmeeksperimenter fungerer bedst, når der – gentagelser eller ej – sker noget i lydbilledet som i “Manamana”. Eller når der sker noget i pauserne mellem stemmerne som i “Ha”. De syv mundes fest er ikke en skøn og smuk sag, men derimod en ep for de nysgerrige, der gerne søger uden for det almindelige musikfelt.

★★★★☆☆

Deltag i debat