I 2023 rundede Undertoner et skarpt hjørne. I 20 år har det lille, frivillige musikmagasin spyttet et hav af anmeldelser ud – knap 12.000 artikler er det blevet til gennem årene – og i alle 20 år er årets bedste albums fra henholdsvis udlandet og Danmark blevet kåret. Skuer man tilbage over årslisterne, får man en fornemmelse af den rivende udvikling, som den hjemlige musikscene har gennemgået over årene.
Tilbage i 2003 løb The Raveonettes med æren for årets danske album med Chain Gang of Love. Titlen er senere gået til en lang og alsidig række af kunstnere som Mikael Simpson, Speaker Bite Me, Larsen and Furious Jane, Thulebasen, Choir of Young Believers, Bisse, Lowly og ikke mindst Iceage, der har indtaget førstepladsen hele tre gange.
De gamle årslister er interessante at skue tilbage mod, fordi de står tilbage som pejlemærker over nyere dansk musikhistorie. Ikke alle de udvalgte plader har bidt sig fast som moderne klassikere, der stadig er i fast rotation, men de har alle noget at sige om netop den samtid, som de blev til i og som gjorde, at de berettiget blev udvalgt som det års bedste værk. Om så værket er fremadskuende, bagudskuende, konformt, eksperimenterende, støjet eller stille.
I alt blev 50 forskellige EP’er og LP’er nomineret til den danske liste over dette års plader, men som sædvanligt er nåleøjet stramt og kun ti finder vej til den endelige liste. Endnu engang har det danske modersmål trange kår på årslisten, hvor kun tre ud af de ti værker fremføres med dansk lyrik.
Samtidig er det en fryd at se og høre, hvordan et væld af genrer trives i disse år, hvor der både er blevet plads til blackmetal, punk, folk, pop, rock, country og ikke mindst to instrumentale albums på listen, selvom de sidstnævnte må siges at afspejle to forskellige yderpoler af den i disse år så vibrerende jazzscene.
Husk også at læse vores gennemgang af de 20 bedste albums fra udlandet. I morgen løfter vi sløret for alle de individuelle årslister fra vores skribenter, og derudover skal der lyde et stort tak til alle, der har læst med i 2023 – godt nytår!
Bidragsyderne til Årets danske plader 2023 er: Anne Kirstine Knudsen, Daniel Niebuhr, Holger Møller Dybro, Simon Freiesleben, Simon Ørberg, Jacob Hansen, Anton Løkke Laursen, Jens Trapp, Maiwenn Jensen-Guénec og Lean Heuch Hansen.
10. Stikkersvin – …Og de levede ulykkeligt og alt for længe 
Hvis du tænker tilbage på året 2023 og tænker, at der generelt har været pænt dårlig stemning, så er det måske til en vis grad Stikkersvins fortjeneste. De fik i hvert fald kickstartet året med debutskiven …og de levede ulykkeligt og alt for længe tilbage i januar, der hurtigt bed sig fast som en af de mere interessante og kompromisløse danske metaludgivelser længe.
Musikken er hård, brutal og støjende, men samtidig fuld af små overraskende detaljer og genrevariationer, der spænder langt bredere end klassisk black metal og inkorporerer elementer fra både thrash og punk. På samme vis er tekstuniverset voldsomt, afstumpet, bloddryppende og manisk leveret, men også fyldt med et lille univers af forskellige karakterer fra snarrådige bonder til koldblodige kriminelle.
Kombinationen er et særdeles stemningsfuldt værk, der både udgør et udfordrende og rigt belønnende selskab, når al menneskehedens dårligdom skal bearbejdes med forrygende blastbeats og hvæsende skrig.
(Simon Freiesleben)
9. Hjalte Ross – Less 
Der er noget umådeligt klassisk ved Less. Danske Hjalte Ross’ tredje udspil er, i ordets allerstørste forstand, dvælende. Sangene er kyndigt skruet samme og leveret med tyngde. Det er sange om et ungt, levet liv; sange om kærligheden og smerten og alt derimellem. Lyduniverset og tematikkerne er tidløse, der er ved gud også mange musikere, der har bevæget sig indenfor disse rammer. Ross formår at kreere et eviggyldigt folket lydbillede, som har en detaljegrad, der alligevel får Less til at skille sig ud fra mængden.
På et nummer som ”Hope” er produktion reduceret til guitar og bas. Det er en back-to-basics-strategi, der kun får spændingen i Ross vokal til at stå stærkere. Stemningen er melankolsk: »I’m not anything new / Just less of what I used to,” lyder det for eksempel på “How We Lie”. Less er et album, der tager sig tid til at være til, præcis som det er. Ikke en takt er overtænkt.
Selv når produktionen bliver større, tempoet sættes i vejret og den akustiske guitar elektrificeres på ”Dark Blue”, har man ikke fornemmelsen af et up-tempo-nummer. Less er et afstemt og vellykket forsøg på at tage favntag med en genre, der ofte bare reproducerer sig selv.
(Anton Løkke Laursen)
8. Pleaser – st. 
Punk-kvartetten Pleaser sparker døren til den danske musikscene på vid gab med en selvsikker og overbevisende debutplade, der emmer af rå energi, brændende indignation og ikke mindst kompetent og sammentømret spilleglæde.
Bandet, der har rødder i det københavnske punkmiljø, beskriver selv deres lyd som lollipop chainsaw punk, hvilket fint indfanger deres evne til at udfordre og please på samme tid. Pladen er en perfekt afstemt blanding af feminin aggression, catchy hooks og punket uorden.
Sophie Lien Lake og Annie Marie Nyvold slår guitarerne an, imens deres vokaler smelter sammen i arrige, atonale råb og korte melodiske fraser. Oliver Nehammers trommespil veksler mellem stramme og tunge energiudladninger og hektiske, forskudte rytmer, der skaber en utålmodig, snublende fremdrift. Det hele holdes sammen af Olle Bergholz’ solide og dynamiske bas, der understøtter de lækre guitar-riffs.
Både de enkelte sange og albummet som helhed er en kort fornøjelse, men må til gengæld siges at være »all killer, no filler«. Særligt på “Light and Fire” og “Join the Strings” går det hele op i en højere enhed, ligesom “The Dream” stikker ud med sit fængende Pixies-klingende riff. Det er et album, der imponerer fra første til sidste skæring og et af årets absolutte højdepunkter.
(Lean Heuch Hansen)
7. Girls In Airports – How It Is Now 
Man kan undres over, at ingen endnu har fanget Girls in Airports på det forkerte ben. Med formularen ‘instrumental indie-jazz med et verdensfolket islæt’ kunne man i hvert fald frygte, at fornyelsen ville mangle her på deres ottende udgivelse. Men Danmarks indie-jazz darlings skuffer heldigvis heller ikke på How It Is Now, og det skyldes jo nok gruppens evige sans for skarpe kompositioner og levende, genrebrydende melodier.
Hvis der er nogen forandring at spore, så er det, at gruppen på flere numre umiddelbart gør sig i et mere reduceret lydbillede end på hidtidige udgivelser. Således holder eksempelvis den herligt mystificerende “Plants” og førstesinglen “Kabul” primært fokus på udvekslingen mellem percussion og gruppens velkendte retro-tangentlyd. “18” opererer ligeledes på dét minimalistiske niveau og består blandt andet af en hypnotiserende, flere minutter lang trommesolo.
Om det er ved hjælp af tempoet, snurrende ud af kontrol som på “Bes”, eller om det er den dunkle/romantiske skovsø-agtige fornemmelse, saxofonen giver på “Curtain of Life”, så er Girls in Airports som altid leveringsdygtige i bundsolide musikalske øjeblikke. Højdepunkterne på How It Is Now er i hvert fald flere.
(Maiwenn Jensen-Guénec)
6. Selvhenter – Mesmerizer 
Josua havde næppe behøvet 40.000 shofar-blæsende mænd for at vælte Jerikos Mure, havde de stået den dag i dag. I stedet kunne han have nøjedes med at sætte Selvhenters tredje fuldlængde på et tilstrækkeligt kraftigt PA-system, hvormed israelitterne kunne have skåret en håndfuld dage af deres march mod Kanaan.
Mesmerizer er en fantastisk tilbagevenden til de dyder, vi senest kunne stifte bekendtskab med i 2014, og som føles skåret langt mere ind til benet end sine forgængere. Hornene – henholdsvis Sonja Labiancas saxofon og Maria Bertels trombone – træder længst frem i lydbilledet; både dronede og pulserende, mens Anja Jakobsen og Jaleh Negari på trommer agerer trådene, der binder hele dette dødsjazzede, polyrytmiske og helt igennem forrygende kludetæppe sammen.
Størstedelen af pladens 10 numre er udfordrende uden at blive for udfordrende, og på intet tidspunkt lader de fire aktørers umiddelbare lyst til at se, nøjagtig hvor langt de kan presse deres kompositioner i retning af det usammenhængende og kaotiske, til at tage overhånd. På den måde bliver Mesmerizer – endda med ganske få midler – samtidig også en af årets mest belønnende udgivelser.
(Daniel Niebuhr)
5. Eee Gee – She-Rex 
Eee Gee lyder på andenudgivelsen She-Rex som en popsnedker af stort, ja endog internationalt, format. Grundinspirationen har tilsyneladende forflyttet sig fra debutalbummets mere countrypop-singer/songwriter islæt til et varmt, men lydteknisk stramt diskounivers, der lykkes med at være ofte både feststemmende og fintfølende.
Albummet består af en håndfuld stærke og overvejende dansable numre samt en række mere finurlige sjæler-agtige skæringer. Selvom diskobangere komplet med strygerbeat som “School Reunion” og “Perfect 10” eller flyderpopnummeret “Ghost House” nok løber med opmærksomheden, så bløder eksempelvis den snedryssede ballade “New Years Ex” udtrykket op og tilbyder en sammenhængende, overbevisende fortælling om et levet liv i både festens og sorgens tegn.
Derudover lyder Eee Gee også som en artist, man har lyst til at blive venner med. Lun, vis og ligefrem. Hvem vil ikke gerne følges til genforening i gymnasieklassen med én, der beskriver sig selv som en »pokemon that never leveled up« (på nummeret “School Reunion”). Det er en balancegang at nå i mål med dén blanding af lyrisk sårbarhed og humor, men She-Rex bliver aldrig forceret.
(Maiwenn Jensen-Guénec)
4. ML Buch – Suntub 
Årets måske smukkeste og mest æteriske danske udgivelse står Marie Louise Buch med æren for. På mange måder virker Suntub som en kulmination på den vision, som ML Buch leverede med debuten Skinned. Vi befinder os fortsat i det samme syntetiske, udflydende og abstrakte univers, men debutens koldere og mere polerede toner er erstattet af et mere humanistisk touch med funklende guitarspil fra den syvstrengede Stratocaster, diskrete trommer og vokalharmonier, der får lytteren til at smelte.
Vokalen fremstår kølig som en morgenbrise, mens lydsiden får lov til at agere solens varmende og helbredende stråler, hvis vi skal blive i pladetitlens terminologi. Suntub er med sine 15 numre og en spilletid på 55 minutter en velvoksen sag, men det føles som alt andet end en pligt at komme igennem de mange skiftevis vokalbårne og instrumentale sange. Blandt højdepunkterne, der skal fremhæves, er den nostalgiske og vokalløse “Somewhere”, der næsten har noget maksimalistisk Brian Eno over sig og så den atmosfæriske “High Speed Calm Air Tonight”, der næsten kunne være et cool nordic noir-cover af en glemt The Police-sang. ML Buch er dog fortsat helt sin egen, og Suntub er et forrygende værk i egen ret.
(Simon Freiesleben)
3. Iomfro – Vent på jeg revner 
»Det meste er hvidt i stuen hos Ditte, / duften fra skabet og en bluse med sved i / Du er forsinket, du har alt for meget at se til«. Aarhusianske Alma Kjær Agergaard, under kunstnernavnet Iomfro, italesætter ungdommen med alle de tanker, man i ny og næ har tænkt i sin studiebolig, men aldrig har sat ord på. Og især ikke på en så ufiltreret, ærlig og bramfri måde, som Iomfro formår. Vent på jeg revner er aarhusianerens debutalbum, hvor hun fra starten rammer plet med sine dristige og relaterbare tekster om familieliv, forelskelse og drukkultur.
Og ikke nok med det, så indrammer hun samtidig sine stærke tekster i utrolig fængende popmelodier med elektroniske elementer, der forstærker følelsen af at være ung i dag. Også Agergaards talesprogsagtige stemme og diskante klang passer perfekt ind i den setting, hun har skabt. Af moderne dansksprogede albums, er denne her svær at overgå. Det er smalltalk, det er hverdagsproblemer, det er ungdommen, og det er helt perfekt.
(Jacob Hansen)
2. Guldimund – Jeg venter i lyset 
Guldimunds anden plade er ekstraordinær popmusik om noget ganske ordinært: En nyforelsket skilsmissefar. Med dansk lyrik i særklasse og melodiske fraser, der sætter sig ubønhørligt fast i den indre jukeboks, afdækker Asger Nordtorp Pedersen de kontrastfulde tanker og følelser, som følger med, når sammensatte familier skal finde sammen.
De knivskarpe autobiografiske snapshots er pakket ind i den ene velkomponerede ørehænger efter den anden. Genremæssigt er pladen både varieret og svær at placere. Den veksler mellem eksperimenterende instrumentalnumre og popsange ‒ der igen rummer elementer fra alternativ rock, folkemusik og jazz. Men trods den musikalske spændvidde føles albummet stadig usædvanligt helstøbt og sammenhængende.
Den dramatiske, næsten teatralske stil på debutalbummet Dem, vi plejede at være er afløst af en mere underspillet og munter tilgang til sangskrivningen. Frem for at fokusere på samlivets mørke ekstremer er blikket nu rettet mod hverdagens banale, men ganske reelle op- og nedture. Afmagt og frustration blødes op med tør humor og kontrasteres med far-søn-kærlighed og forelskelsens ukuelige optimisme. Små lysindfald midt i hverdagens leverpostejsfarvede scenografi. Det er originalt, rørende og meget svært ikke at skråle med på.
(Lean Heuch Hansen)
1. Barbro – Bad Choices 
Selvom Barbro allerede overbeviste os med sin selvbetitlede EP i 2021, hvor nedskalerede folk-ballader introducerede os for deres overlegne vokal (og gav os den folk-rockede og potentielle evergreen “Don’t You Wait for Me”), så er det med årets debutalbum, at de har cementeret sig som et uundgåeligt talent på den danske rockscene.
Albummet glider uden anstrengelse mellem emo-indie (“Fuck the World”), tung slowcore (“Bad Choices”), Joni Mitchell-inspireret folk (“Blue”) og endda hiphop (“Be Better”). Selvom bandet lyder som sig selv over hele pladen, er de dog på sikrest grund i country-rocken på højdepunktet “Counting the Days”, som nemt måler sig med de amerikanske sjælevenner i Big Thief.
Det høje musikalske niveau akkompagneres af et rørende og nuanceret tekstunivers om selvhad og bitterhed medført af de forkerte beslutninger, man ikke kan undgå at træffe i et liv. Det er ambitiøst, gennemført og på absolut internationalt plan. Bad Choices er begyndelsen på noget stort i dansk musik.
(Simon Ørberg)
