Plader

Kurt Vile: Smoke Ring for My Halo

Skrevet af Signe Palsøe

Viles seneste plade er hverken i struktur eller melodimateriale så iørefaldende som nogle af hans tidligere udspil. Til gengæld er der tale om en særdeles helstøbt samling drivende sange, som fortjener at komme frem på dovne sommerdage.

For to år siden var Kurt Vile inde i en vækstfase, der må have sikret ham et af musikbranchens på det tidspunkt største udgivelses- såvel som popularitetsmæssige boom. Fra han i 2008 udgav sin lo-fi debut The Constant Hitmaker, bredte interessen om hans virke sig som en brand i en knastør sommergræsplæne, og hele to overmåde vellykkede albums i 2009, God Is Saying This to You og Childish Prodigy, fungerede naturligvis kun som benzin på dét bål.

Childish Prodigy markerede på mange måder et skift i karrieren. Med vielsen til Matador Records sluttede en æra med sovekammerlyd og dertil hørende skramlet intimitet, men integritet såvel som kvalitet blomstrede fortsat gennem en række overmåde solide rockskæringer. Folkrockede, pondusladede riff og enkelte decideret suveræne melodier blev skævvredet af Viles sædvanlige glæde for atmosfæriske lydflader eller -mure og et lagdelt, detaljerigt lydbillede. I de nye omgivelser opstod endnu en gang et umiskendelig Vilesk resultat: karismatisk, uprætentiøst og fængende som bare pokker.

Med Viles tilsyneladende evne til på kamæleonisk vis at få sin personlige lyd og de aktuelle produktionsmæssige vilkår til at gå op i den bedst mulige enhed, kunne man måske i det skjulte have håbet, at han på nuværende tidspunkt ville have nok musikalsk erfaring med i vadsækken til at ryste en decideret fremragende plade ud af ærmet. Det er Smoke Ring for My Halo ikke, men når det er sagt, er der bestemt mange lyttetimer at komme efter i Viles seneste værk.

Stilmæssigt trækker pladen langt hen ad vejen på de stemningsskabere, der oprindeligt vækkede opmærksomheden omkring Viles virke. Væk er så godt som ethvert tilløb til ballerockede riff eller skrydende vokaludskejelser, thi til den type udladninger har Smoke Ring for My Halo ikke energien til at halse med – nærmere lægger den sig i forlængelse af Viles tidligere hypnagogic pop- eller chillwave-prægede udgivelser. I den forbindelse er ‘lægger’ naturligvis et nøgleord, for med sit tilbagelænede sind står pladen allerede nu ovre ved hoveddøren og tigger om at komme ud og smide sig i græsset, selvom vi ikke helt har nået sæsonen for den slags endnu.

Dermed ikke sagt, at Smoke Ring for My Halo er et skridt tilbage til form for Vile. De gennemproducerede lydbilleder består ganske vist som regel en række lag af akustiske eller elektroniske lydflader, men med produceringen er tidligere tiders overgange og kanter blevet så tilrettede, at der ikke forekommer afstikkere i form af opragende instrumentelle ornamenteringer eller udefinerbare lydpassager. Man kan kalde Smoke Ring for My Halo en temmelig knastfri lytteoplevelse, men vinkler man det udsagn lidt mere positivt, må man samtidig konkludere, at pladen er det mest helstøbte, Vile endnu har tilbudt os.

Der er ingen selvskrevne ørehængere på pladen, og tidligere værkers indsmigrende åbnere i “Freeway”, “My Sympathy” og “Hunchback” følges her op af den mindre opmærksomhedskrævende, men bestemt vellykkede “Baby’s Arms”. Med sine drivende flader af næsten umærkelige synthvariationer, sagte raslende slagtøj og Viles bluesede og alt andet end forhastede vokalbidrag giver nummeret et passende førstehåndsindtryk af en plade, der ikke har travlt med at nå noget som helst.

Selvom tempoet stiger i det efterfølgende melodimæssige højdepunkt i den dejligt rullende “Jesus Fever” eller den dovent rockende “Puppet to the Man”, er det de sløvende synthlag, den diskrete reverb og Viles stille dansende fingerspil, der sætter pladens dagsorden. Som regel fletter disse virkemidler sig sammen til en melodi, der som i “On Tour” eller “Runner Ups” efter gentagne lytninger begynder at gøre væsen af sig, men aldrig nok til, at du får rejst dig helt fra hængekøjen. Allermest chillet bliver det med næsten-afslutteren “Ghost Town”, der er tæt på at opgive taget i Viles vokalbidrag til fordel for atmosfærisk bølgende guitarreverb og synth, der langsomt slår op på stranden gennem størstedelen af det lange nummer.

Smoke Ring for My Halo er ikke noget ud over det sædvanlige, men heller ikke mindre end den forsøger at være. Pladen er lyden af eftermiddagssolen, der danser i vandet og i din halvtomme øl, mens du prøver at samle energi til at finde dine smøger. Det bør du i hvert fald lade den blive, for som soundtrack til sommerens dovne øjeblikke er Smoke Ring for My Halo en selvskreven kandidat.

★★★★½☆

2 kommentarer

  • jeg synes kunsten ved det her album, er at Vile formår at få det til at virke helt enormt ligetil, intuitivt og bare sådan uden videre…på sin helt egen skæve facon i sin helt egen skæve lille verden. Det er en meget upåfaldende kunst, han skaber, men netop deri ligger der en stor charme og en stor kvalitet.

Deltag i debat