Interview

The New Spring – en sangskriver i tvivl

Skrevet af Mikkel Arre

Bastian Kallesøe troede, at hans solodebut ville blive en glad plade. Sangene handler om kærlighed, der er ingen forliste parforhold – og alligevel lykkedes det først at skrive en munter sang til allersidst.

Bastian Kallesøe. Foto: PR.

Da Undertoner møder Bastian Kallesøe, er der tre uger, til hans selvbetitlede solodebut under kunstnernavnet The New Spring udkommer. Han indspillede skelettet til pladen i januar 2010, men selv efter et års sporadiske indspilninger og tilretninger er Kallesøe endnu ikke færdig med at prøve at forstå sin plade og dens 10 kærlighedssange.
Under interviewet modtager han næsten alle spørgsmål med et »ja« eller et nik. Så kigger han tavst væk i nogle sekunder, begynder langsomt at svare og starter gerne forfra, før han finder den rette vending eller pointe. Eller også er han nødt til at afbryde sig selv.

Da han vil forklare, hvordan de 10 sange på én gang bærer fællestræk og bekæmper hinanden, og at det er en af de røde tråde gennem pladen, stopper han eksempelvis op og fortsætter fra en helt anden vinkel.
»Jeg læste i går et andet interview, jeg har givet, hvor journalisten spurgte mig, om jeg var optimist i forhold til kærligheden. Jeg svarede ‘ja, jeg er altid optimist i forhold til kærligheden,’ for det var åbenbart sådan, jeg havde det på det tidspunkt. Jeg læste den linje og hørte så pladen igennem, og jeg syntes ikke, den lød specielt optimistisk.«

Nærlytter man teksterne, er det da også ofte snarere tøven og uro, der træder frem. Det er mere usikkerhed end overvældelse, der får hjertet til at dirre, og ordene vil ikke makke ret: »In a marble interior that echoes with our every word / I tried to tell you that love is like a bird / I tried to tell you, but it never came out / Right,« som det lyder i “Ceremony”.

Usikkerheden bliver sat i relief af, at Bastian Kallesøes mål med pladen var at hjælpe sig selv med at genvinde troen på kærligheden. Eller rettere sagt viste det sig undervejs, at det var målet.
»Først da jeg havde skrevet halvdelen af sangene, begyndte jeg at kigge mig tilbage og kunne se, at sangene, jeg havde skrevet, var kærlighedssange. Så blev jeg mere bevidst om det, efterhånden som jeg skrev pladen til ende. For mig er det ikke et konceptalbum, men sangene handler alle sammen om kærligheden, om end i en rimelig abstrakt form. Der er ingen tekster, der handler om parforhold, ingen break-up-sange. Albummet kredser om kærligheden som en overordnet kraft eller et grundlæggende menneskeligt potentiale, vi alle besidder.«

»Der bliver skrevet nok hyggelige sange«
Sammenlignet med Shout Wellington Air Force, hvor Bastian Kallesøe er forsanger, skiller The New Spring sig meget ud med sin lette, enkle og akustiske instrumentering: akustisk guitar, klaver, korvokaler og trommer hist og her.
Det er hverken tilfældigt eller mærkeligt, at der er så stor forskel. Kallesøe begyndte at skrive sange til sin soloplade, da Shout Wellington Air Force efter en årelang proces endelig havde færdiggjort debutalbummet Clean Sunset.
»Idéen med The New Spring var at lave noget, jeg kunne indspille, så snart jeg havde skrevet det, og som havde et udtryk, jeg ikke bearbejdede særlig meget.«

The New Spring er bestemt mere umiddelbar og ligetil end Clean Sunset, og alligevel endte pladen slet ikke, som Bastian Kallesøe havde regnet med.
»Den lyder meget anderledes, end jeg oprindeligt tænkte den. Den er et lige så stort åbent spørgsmål, som da jeg begyndte at skrive sangene.«
Frem for alt slog hans fornemmelse af, at det skulle være en glad plade, fejl. Paradoksalt nok skulle han et godt stykke ind i selve indspilningsfasen, før det endelig lykkedes at skrive en upbeat popsang: singlen “The Glow”, der var den allersidste sang, han skrev til albummet.
»Jeg havde på forhånd forestillet mig, at hele pladen skulle lyde sådan, og jeg skrev også en masse sange i den dur. Men det var ikke godt nok for mig. Det var for ensidigt. For hyggeligt. Munterhed er en fin kvalitet i sig selv, men hvis ikke der er en spænding i sangen – som mellem musikkens munterhed og tekstens skepsis i “The Glow” – så kan det være lige meget. Der bliver skrevet nok hyggelige sange. Det er der ikke underskud af.«

At Kallesøe ikke kunne få de lyse, opløftende sange til at fungere uden tvivlen, giver måske meget god mening. Når han taler om solopladen, kredser han i al fald om behovet for modvægt i sangene.
»Det er måske meget banalt, men pladen må aldrig levere den forløsning, som ellers tit bliver nævnt, når man snakker om albums, der beskæftiger sig med kærlighed. I anmeldelserne af The New Spring bliver fortællingen nok, at kærligheden er lidt svær i begyndelsen, men så forløses den til sidst. Sådan lyder pladen bare ikke for mig, og jeg håber virkelig ikke, at den forløser eller forklarer sig selv helt.«

– Hvad ville problemet være ved det?
»Det ville svare til, at jeg lagde mit eget følelsesliv ud over folk som et tæppe. Jeg betragter tvivl som et grundvilkår for at producere nogen form for kunst. Ellers bliver det kun et spørgsmål om at fortælle, hvordan jeg har det, og det kan man gøre på alle mulige andre måder. Den gode sang opstår altid i mellemrum,« siger han og omformulerer sig så: »De bedste sange bliver skrevet, når man forsøger at nå et sted hen – og for eksempel forsøger at hjælpe sig selv til at erkende noget.«

Udkig fra terrassen
En af de vigtige erkendelser, Bastian Kallesøe arbejdede med under tilblivelsen af The New Spring, drejer sig om at forankre følelser i konkrete fysiske former.
En del af teksterne refererer derfor til det, Kallesøe selv betegner som »en vag scenografi«. Sangen “For Everest” åbner eksempelvis med dette tableau: »The house is like a coffin / Now that everyone’s asleep / On the porch you’re overlooking / The garden and the trees / And I don’t mind the saying / That ‘you are my light’ / Oh, will you burn through this night?«

Stedfæstelsen er vigtig, pointerer Kallesøe og prøver at forklare nærmere: »Der er et hus og en terrasse, hvorfra man kan kigge ud over haven. Jeg ville gerne etablere den her scenografi for at finde den stærkeste måde at gengive en følelse på – også for at lytteren danner sine egne billeder. Scenografien skal ikke låse sangen fast, men derimod give mulighed for at skabe et fysisk rum, som lytteren frit kan bevæge sig rundt i.«

Derinde i sangene sanser kroppen. Hænder er urolige, fingre mødes, dugdråber lægger sig på ansigtet.
»Når du husker dit første kys, er det, du egentlig husker, hvordan hendes hår duftede, hvordan hendes hud mærkedes, eller måske hvordan vejret var. Du husker ikke, hvordan du eksempelvis reflekterede over kærligheden i det øjeblik. Jeg søger med mine sange at genoplive bestemte ting og føle den rent faktiske følelse igen lige så konkret og håndgribeligt som første gang. Det kan virkelig gode sange gøre. Det præcise sted, hvor du befandt dig på et bestemt tidspunkt, er for mig lige så vigtigt, som hvad du følte i det øjeblik. Alle har på et tidspunkt været fortabt på en terrasse.«

Han spekulerer lidt over, hvilken funktion de enkelte elementer i scenografien har, og svarer så:
»Man kunne sagtens lave en plat fortolkning: Huset fungerer som en base, terrassen er en mellemposition mellem to ting, og så er der haven, som jeg tror, jeg bruger som et billede på følelser. Haven er, som jeg hører det, nogle gange en kontrolleret struktur, mens den andre gange bare vokser vildt. Fra terrassen kan man delvist overskue haven.«

– Men kun delvist?
»Ja,« siger han og gentager det med et skævt smil. Selv udkigget fra terrassen giver usikre svar.

Deltag i debat