Patrick Wolf. Foto: PR.
Patrick Wolf har på sine seneste plader – melankolien og de svære perioder i hans liv til trods – altid holdt gejsten oppe, og selv i sange, der behandler følelsesmæssig turbulens, har man altid kunnet spore en optimisme.
»Mange har tit betegnet mig som en pessimist, fordi mine sange netop ofte tager udgangspunkt i noget mørkt, men jeg har altid været optimistisk.«
En barndom, der udspringer i en skoletid, hvor tvivl og manglende selvtillid var gennemgående, har lagt grundlaget for en mængde sange, der på mange måder lægger op til fortvivlelse og en generel mistillid til verden – og alligevel anes håbet forude: et håb om en dag at blive forstået og accepteret, men først og fremmest elsket.
Purung i pladebranchen
Patrick Wolf var bare 18 år, da hans første cd var færdig. Men her var der ikke nogen X Factor-stjernestatus, og der skal for alt i verden ikke associeres til diverse børnestjerner.
»Jeg vidste, at jeg ville starte meget ung, for jeg havde ikke andre muligheder i livet. Jeg ville bare have mit arbejde ud og have muligheden for at optræde på en scene,« siger han og fortsætter med at fortælle, at han havde det mål at udgive fem-seks cd’er, inden han blev 30. Ikke bare for tallets skyld, men fordi han betragter teenageårene som et af livets mest spændende kapitler, og med en singer/songwriter som ham er det særligt vigtigt at få perioden dokumenteret.
Og han nåede sit mål. Han har over de sidste ti år udgivet fem plader, og han har kun rundet de 28 år.
»Jeg er besat af ekstremitet«
Selv for en uddannet musiker som Patrick Wolf må det kræve en temmelig vedvarende inspiration at få udgivet fem plader inden for 10 år. Der dog heller ikke udsigt til, at den slipper op hos britiske Patrick Wolf, som ikke lader sig slå ud af at være udmattet:
»Jeg forsøger ikke at lade min udmattelse stå i vejen for min inspiration. Jeg prøver altid at være inspireret over faktummet, at jeg rejser og får lov at se verden. Men det er også okay at blive inspirererede af de mørkere side af livet,« siger han og understreger samtidig, at han til trods for omverdenens stempling af ham som pessimist helt afgjort ser sig selv som optimist: »Det kan godt være, at sangene er sørgelige, men de rummer alle sammen et håb.«
Patrick Wolf forsøger at huske sig selv på at påskønne alle livets øjeblikke. Passionen holdes i live, og hverken livets eventyr eller katastrofer ryger i glemmebogen. Det kan selvfølgelig godt være hårdt, siger han, »men jeg lever livet som forfatter, og det kan nogen gange lede en til ekstremer – jeg er besat af ekstremitet!« Ekstremer forstået på den måde, at Patrick Wolf ikke er bange for at rumme modsatrettede følelser på en og samme tid. Der skal være plads til både ekstrem forelskelse og en ekstrem pessimistisk holdning til kærlighed.
Kærlighed varer ikke evigt
Netop kontrasterne er noget, Patrick Wolf prøver at tegne skarpt op i sin musik. Han udgav sidste år cd’en Lupercalia, som handler om to-tre års forelskelse og det at lære at slå sig ned.
»Allerede nu prøver jeg at kontrastere, det jeg lige har lavet. Lupercalia har det indtil videre det mest optimistiske syn på kærlighed, men det kan desværre ikke vare for evigt,« siger han i forsøget på at forklare sin netop udgivne ep Brumalia, der tydeligvis har en noget mere kynisk fremstilling af kærlighed:
»Den handler om den mørkere side af kærlighed – den mere afhængige del,« er det korte svar på, hvad Brumalia handler om. Ifølge Wolf selv er ep’en noget af det bedste, han har lavet indtil nu. Det skyldes ikke mindst, at det er en ep præget af gør-det-selv. Musikeren har således lavet hver eneste rytme selv, hvorved han har genvundet nogle af de produktionelle faser, han selv synes at have mistet ved studieindspilningerne til Lupercalia.
Loppemarkedsmusik
Det er altså med andre ord ikke let at blive klog på mennesket bag Patrick Wolfs musik. Først skaber briten en plade om det fantastiske ved kærlighed – blot for at han bagefter kan smide det hele på gulvet og skrive tekster om det forfærdelige ved kærlighed. Men lige så svært som det kan være at forstå Patrick Wolfs tekstunivers, er det at blive klog på hans musik – hvad er det egentlig, han laver? På den ene side føler man enormt stor trang til at kaste det over i bunken af lalleglad popmusik, men når man pludselig falder over en sang i en skæv rytme, der ligger så langt fra popmusikkens to fjerdedele, synes den kategorisering for trang.
»Jeg plejer at kalde min musik for loppemarkedsmusik, du ved: Følelsen af at falde over noget, som du aldrig har oplevet før, lige ved siden af noget, som du altid har ønsket dig,« siger han selv, da han bliver bedt om at vælge en genre.
Forvirringen skyldes med stor sandsynlighed, at han er klassisk opdraget. Som seksårig begyndte han at spille violin, og de klassiske arrangementer vil altid fylde en stor del af hans liv. Selvom han lige nu finder det mest naturligt at fortsætte i singer/songwriter-stilen, har han en ambition om på et tidspunkt at vende tilbage til den klassiske musik.
Ingen faste regler
Den klassiske indflydelse sås tydeligt, da han for første gang spillede i Danmark i Lille Vega den 9. november. På scenen var der nemlig både en harpe, to violiner og en saxofon – instrumenter, han naturligvis alle sammen mestrede til perfektion.
»Jeg lovede mig selv, at jeg ikke gik ind i musik for at følge et skema,« siger han om virvaret forbundet med sin optræden. Der er nemlig dømt alt andet end faste ritualer og rutiner, der skal følges. »Det ville drive mig vanvittig at leve efter et fast regelsæt – en tour er til for at være fri,« hvorfor setlisten ikke bare ændres en gang imellem, men derimod altid er forskellig fra show til show.
Han siger selv, at hans hang til at udskifte alting nok stammer fra en tidlig indflydelse fra hans far, der var jazzmusiker. »Improvisation gør det ægte« – og improviseret på scenen bliver der i den grad. Der skiftes sange, instrumenter og tøj! Og denne novemberaften i København var Patrick Wolf i garderoben hele tre gange i løbet af koncerten for at skifte tøj fra først et klassisk sæt med hvid skjorte og blazer til en afsluttende heldragt udelukkende i pailletter.
»Før i tiden skiftede jeg tøj mellem hvert nummer,« griner han og tilføjer, at han mener tre forskellige outfits viser stor begrænsning fra hans side og samtidig er kommet tættere på en formular, der virker.
Brumalia udkom 3. december, og en overvældet Patrick Wolf sagde i slutningen af sin koncert i Lille Vega, at det var »way overdue« at han kom til København, og at han med stor sandsynlighed ville vende tilbage allerede til januar. Der er dog endnu ikke bekræftet en ny koncert på dansk grund.
