Plader

Fleet Foxes: Helplessness Blues

Helplessness Blues tager sekstetten fra Seattle i store træk den musikalske tråd fra debuten op – dog med nogle nye tiltag, som bestemt ikke gør pladen mindre interessant.

Så er der nyt fra Seattle-sekstetten Fleet Foxes. Gruppen vakte uventet stor opmærksomhed i 2008, da deres selvbetitlede album kom i handlen, og både anmeldere og fans var mildest talt begejstrede for den melodiske og akustisk baserede folkrock anført af løsthængende skjorter og vildtvoksende fuldskæg. På Helplessness Blues tager amerikanerne i store træk den musikalske tråd fra debuten op – dog med nogle nye tiltag, som bestemt ikke gør pladen mindre interessant.

Hjørnestenen i Fleet Foxes’ lyd er først og fremmest vokalharmonierne og de akustiske guitarer, og disse fylder da også godt i lydbilledet fra første skæring på den nye plade. Netop vokalharmonierne virker her endnu mere bearbejdede end på debuten, og sammen med den rumklangs-omsvøbte produktion skabes der et svævende og nærmest drømmende udtryk, hvilket virkelig klæder resten af musikken.

Nu ville vokalharmonier jo imidlertid ikke være meget uden en melodi, og her står Fleet Foxes virkelig med et es i hånden i form af frontmand Robin Pecknold. Hans halvnasale stemme rummer en sødme og melankoli, der bringer mine tanker hen på country-klingende vokaler som Benjamin Bridwells (Band of Horses) og Neil Youngs, og den går smukt i forening med resten af musikken hele pladen igennem. Lyt f.eks. til ”Blue Spotted Tail”, hvor Pecknolds råt producerede sangstemme både mestrer det lavmældte og stemningsfulde, mens den i den otte minutter lange ”The Shrine/An Argument” når op i et toneleje, hvor den virkelig viser tænder. Det er i dén grad berettiget at kalde Pecknolds vokalarbejde et bærende element på Helplessness Blues.

I instrumenteringen er Fleet Foxes tro mod deres rødder i den amerikanske country- og folk-tradition. Foruden mere gængse instrumenter som 12-strenget guitar, violin og bas er der på pladen levnet plads til utraditionelle indslag med bl.a. lut, fløjte, klarinet og tibetanske messingskåle, og kun momentvis optræder trommer og percussion i ‘klassisk’ forstand. Her kunne man frygte, at Fleet Foxes ville bevæge sig ud på en rodet og gimmickpræget musikalsk legeplads, men jeg må anerkende, at de på en eller anden måde slipper forbavsende godt fra brugen af de mere særprægede instrumenter. Årsagen skal efter min mening findes i den overbevisende autenticitet, som bandet udviser i deres sange. Deres tekstunivers er unikt i forhold til meget af nutidens populærmusik, idet det ofte baserer sig på et strofisk, narrativt forløb, der nærmere henleder tanken på middelalderlige folkeviser end samtidens klichefyldte poplyrik. Sammen med Pecknolds folk-inspirerede melodier og den ‘gøglede’ instrumentering dannes der et samlet musikalsk udtryk, der virkelig fungerer.

Helplessness Blues er dog et album, som skal vokse på lytteren – måske også i højere grad end forgængeren. Deciderede ørehængere der ingen af, men efter tre-fire gennemlytninger vinder melodierne langsomt indpas, ligesom man begynder at se sammenhængen i de fortællende tekster, som Seattle-drengenes vokaler elegant giver fra sig. Der er stor variation på numrene, som svinger fra den tidligere nævnte småpsykedeliske ”The Shrine/An Argument” til titelnummeret, der med pladens nok mest umiddelbare melodi skinner igennem med en hastigt klimprende guitar og en tekst, der unægetligt er til at tage og føle på: »I was raised up believing I was somehow unique / like a snowflake distinct among snowflakes / unique in each way you can see / and now after some thinking I’d rather be a functioning cog in some great machinery serving something beyond me.«

Der tales i musikalsk regi ofte om ‘den svære toer’. Fleet Foxes har imidlertid ingen svære kår på Helplessness Blues, der i min optik lever fuldt op til debuten. Det er musikere, som har noget på hjerte, og som jeg spår en fortsat voksende karriere på trods af deres ydmyge og bonderøvs-agtige approach. Lyt til pladen, velvidende at du undervejs ligesom jeg måske er heldig at drømme dig til fjerne egne, hvor verden er omspundet af folklore og mystik, og gaderne er fyldt med musik spillet af beskæggede gøglere, der har melodier på munden og historier at fortælle.

★★★★★☆

7 kommentarer

  • Tak for rosen, Søren og Bo.

    Vil varmt anbefale Jer at tjekke pladen ud – gerne med en 2-3 gennemlytninger. Den skal nok vokse!

  • Det er nemlig en rigtig god anmeldelse, og det er dejligt at se, hvor meget den ekstra tid måske betyder for en anmeldelse af dette album. Kim Skotte og co. skulle have ventet lidt, for så havde de også fået mere ud af det.

  • Rigtig god anmeldelse. Kunne overhovedet ikke forstå Undertoners anmeldelse af deres debut album, men den her anmeldelse rammer helt plet. Fremragende album som tager tid at lytte sig frem til men ikke desto mindre en meget værdig opfølger til deres lige så fremragende debut album !! :)

  • Den bedste anmeldelse jeg har læst at FFs nye skive, der ligesom debuten, ligger over de stjerner og hjerter som uddeles. Det helt magiske ved FF er, at deres nu to plader bare bliver bedre og bedre for lytning. Der er uendelig dybde i musikken. Jeg var meget ked af deres koncert i Roskilde, som var rodet. Håber de gør det bedre Kbh til november. FF er uden sammenligning det største band lige nu når det gælder plader. Hvis de kan overføre det til live, så bliver de vel galaktiske. Ps. Jeg er dog ikke enig i, at Robin p lyder som ben bridwell eller Neil y. Han lyder ikke som nogen andre. Men tak for god anmeldelse.

Deltag i debat