Plader

Death Cab for Cutie: Codes and Keys

Skrevet af Camilla Grausen

Death Cab for Cuties syvende album er ikke fyldt med bandets typiske klynkende indiepop. Faktisk virker Death Cab helt godt tilfredse og har musikalsk overskud.

Det er efterhånden 14 år siden, Death Cab for Cutie blev dannet i Washington af forsanger og sangskriver Ben Gibbard. Bandets musik har tidligere nærmest inkarneret amerikansk indierock til følsomme, hårdt prøvede teenagere, og siden begyndelsen har de med denne stil formået at udvikle sig fra et ukendt indieband på et lille pladeselskab til at være i stald hos et af de helt store og have adskillige numre med i populære tv-serier og storsælgende film. I dag er det derfor absolut ingen overdrivelse at sige, at det følsomme indierockband har slået bredt igennem, især i USA.

Siden det noget mørkere album Narrow Stairs fra 2008 har Death Cab for Cutie holdt en mindre pause. Denne har Ben Gibbard blandt andet har brugt på at gifte sig med skuespiller, og M. Wards musikalske legekammerat i She & Him, Zooey Deschanel. Nu er Death Cab imidlertid tilbage med et nyt album, der har fået titlen Codes and Keys. Selvom det er bandets syvende, lyder de på ingen måde trætte – nærmere opfriskede.

Ofte har der været meget teenagemelankoli og mange tårer hos Death Cab for Cutie, men det lyder, som om bandet – eller i hvert fald Ben Gibbard – er blevet gladere. Måske er det pga. den nyfundne kærlighed. I hvert fald er der lykkelige frem for ulykkelige kærlighedssange at finde nu (f.eks. “Unobstructed Views”). Gibbard og co. trøster nærmere sine fans. På “You Are a Tourist” lyder det: »When there’s a doubt within your mind / When there’s a burning in your heart / And you think it’ll burst apart / Oh there’s nothing to fear / Save the tears, save the tears«. Albummet afsluttes ligeledes i en optimistisk tone med nummeret “Stay Young, Go Dancing” – og jeg beklager, unge deprimerede Death Cab-fan, titlen er ikke engang ironisk ment.

Selve musikken på Codes and Keys viser heller ikke et band i hverken deres mest følsomme eller poppede hjørne, som de f.eks. var på Plans fra 2005. Det er stadig behageligt og lyttevenligt, men dog lidt mere rocket i Death Cab-målestok – hør f.eks. “Doors Unlocked and Open”. Og så har de en nyfunden glæde for lidt elektronisk, som på ”St. Peters Cathedral”, der nummeret igennem udfolder sig i retning af det elektroniske. Nummeret er samtidig et eksempel på, hvordan Death Cab for Cutie denne gang har flere lag i deres lyd, end de plejer. Det er ifølge pressemeddelelsen noget, bandet netop har arbejdet meget bevidst med – både lagene og de elektroniske elementer, med hjælp fra den kendte, britiske producer Alan Moulder (My Bloody Valentine, Depeche Mode, U2’s Pop), der har mixet Codes and Keys.

Som det også er tilfældet på åbningsnummeret ”Home Is a Fire”, er Death Cab for Cuties sædvanlige lyd let genkendelig, men med et udvidet lydbillede takket være de elektroniske lag, der ikke gør stort væsen af sig, men skaber nogle mere spændende opbygninger af numrene, og det er rigtig vellykket.

Albummets titelnummer er med strygere og et stort lydbillede et rigtig godt nummer, der dog minder gevaldigt om Arcade Fires ”The Suburbs”. Det er jo altid dumt at drage paralleller til bands, der er bedre end en selv, for når det kommer til virkelig interessant og medrivende musik, er der alligevel langt op til Arcade Fire.

Ikke desto mindre er Codes and Keys et positivt skridt for Death Cab for Cutie. Ikke for poppet, ikke for klynkende. De har på vellykket vis rørt ved noget nyt, men samtidig bevaret sig selv. Det er vel det, de fleste bands håber på at gøre – og gøre godt – på et nyt album. Well done, Gibbard & co. Og så er det dejligt at høre jer smile.

★★★★½☆

1 kommentar

  • God anmeldelse – du kommer vidt omkring. Jeg fornemmer lidt, at du er til Arcade Fire, da du beskriver det som mere interessant og medrivende end DCFC. Hvad lægger du præcist heri?

    Anyways, god afsluttende punchline (godt at høre jer smile).

Deltag i debat