Plader

Death Cab for Cutie: Plans

I løbet af fire plader har Death Cab for Cutie udviklet sig i en sådan grad, at de i dag er elsket af mange. Plans er femte udgivelse, denne gang på et major label, og den præsenterer et band, der i dén grad dyrker poplyden.

Death Cab for Cutie spiller popmusik. De udfordrer blot det grundlæggende princip i genren ved at spille popmusik, der ikke er populær i de brede kredse … indtil nu. Nej ok, jeg springer måske fremad i tiden, men det er som en profeti, der ligger lige til højreskøjten.

Bandets forrige plade, Transatlanticism, har siden sin udgivelse i 2003 solgt mere end 300.000 eksemplarer, og sanger Ben Gibbards sideprojekt Postal Service har mere end fordoblet dette salgstal med over 600.000 afsatte plader (Give Up står derved som Sub Pops næststørste sællert efter Nirvanas Bleach). Det peger alt sammen frem mod én ting: snarlig bred anerkendelse.

Efter fire fuldlængder hos Barsuk Records har Death Cab for Cutie sagt farvel og tak til undergrunden. De er blevet inviteret ind i varmen hos Atlantic, og Plans er det første resultat af denne aftale.

Bevægelsen til musikbranchens højere luftlag synes naturlig i takt med udviklingen af Death Cabs lyd og sangskrivning. Begge dele er fra plade til plade blevet gradvist forfinet.
Da guitarist og producer Chris Walla lavede en overgang fra lofi til hifi (mid-fi, rettere) i åbningsnummeret på We Have the Facts and We’re Voting Yes, markerede han allerede begyndelsen på ovennævnte udvikling. Med The Photo Album præsenterede bandet skærpet lyd og sange, mens Transatlanticism prøvede kræfter med poppede finesser og leverede guldrandede sange, som kunne overleve på grund af et stærkt, konstant skyllende momentum med eftertænksomme sange fra Ben Gibbards hånd.

Plans videreføres denne udvikling. Udtrykket er ren pop. Og selv om det samlede resultat ikke er helt deroppe, hvor bandet tidligere har været, er her stadig masser at komme efter. Men det kræver, at man kan lide Death Cab i pop-mode.

Singleudspillet “Soul Meets Body” er en indikator. Det præsenterer catchy popmusik svøbt ind i en glanspoleret produktion. Forestil dig en mere sofistikeret fætter til danske Twofaces hit “Fire in Your Eyes”. Det er nemt at fordømme, men umanérligt svært ikke at elske. Melodien kryber ind, hvor den skal, og hiver én op i kandiserede skyer. Så sandelig musik til den søde tand og det bløde pophjerte. Mere poppet end dette bliver det ikke på Plans. Men heldigvis har Death Cab masser af andre godter i ærmet.

“Summer Skin” er en ømfindtlig ballade, der rammer perfekt ind i den snarlige overgang fra sommer til efterår. Ben Gibbard sukker eftertrykkeligt, som ingen anden kan det – og med rullende bas, rislende trommer og ringende klavertoner er en sang sikret, der henvender sig til alle følsomme sjæle og nostalgiske drømmere.

Indkorporeringen af dominerende tangentarbejde synes tydelig på Plans. Og dette kan lige så meget fungere som et ankepunkt som et kærkommen tiltag. “Different Names for the Same Thing” lyder som en hengemt John Lennon-sang, mens “What Sarah Said” nemt kunne være akkompagneret af Tori Amos. Det er pænt, det er yndigt – og dét til tider i lidt for høj grad. I sidstnævnte tilfælde holdes sangen primært oppe af Gibbards fortælling, som tager sin lytter med på hospitalets venteværelse, hvor tiden tikker langsomt af sted, mens pårørende frygter dårligt nyt.

Et af de absolut stærke momenter på Plans er den skønne “I Will Follow You Into the Dark”. Udtrykket er helt nedbarberet med blot akustisk guitar og Gibbards vokal (et stærkt udtryk, som blev rendyrket på Home-ep’en), hvilket fungerer særdeles kraftigt i en nær-nihilistisk ballade, hvor erklæringen lyder: »If heaven and hell decide / That they both are satisfied / And illuminate the no’s on their vacancy signs / If there’s no one beside you when your soul embarks / I’ll follow you into the dark.« På denne plade går elskende ikke blot fra hinanden, de går også bort sammen.

Death Cab for Cutie er på kanten til at blive allemandseje i kraft af udgivelsen på et stort label. Materialet på Plans er ikke et peak for bandet, og visse steder er indpakningen for pæn. Men sangskrivningen står stadig stærkt, og det er i sidste instans det, der gør, at man holder af bandet.

★★★★½☆

Deltag i debat