Koncerter

Roskilde Festival ’11: Chris Cunningham, 02.07.11, Arena

Skrevet af Mikkel Arre

Ansigter i smattet opløsning, blodige slagsmål og indvolde på flugt ud af kroppen. Instruktøren Chris Cunningham demonstrerede på ildevarslende vis, hvor mesterligt han blander musik og mareridtsvisioner.

Et stillfoto fra kunst-kortfilmen "Rubber Johnny" – en af de videosekvenser, der hjemsøgte publikum natten til søndag.

Omkring midnat plejer Roskilde-publikummet at være klar til fest. Da lørdag var ved at blive til søndag, var der imidlertid ingen, der dansede foran Arena-scenen, selvom der var stramt synkoperede electro-beat og drum’n’bass i højtalerne. Formålet var et andet: kollektiv uhygge.

Den engelske instruktør Chris Cunningham er qua ikoniske musikvideoer som Aphex Twins “Come to Daddy” og “Windowlicker” og Portisheads “Only You” en af de absolut største stjerner, når det kommer til mødet mellem musik og levende billeder. Og denne lørdag aften genbesøgte Cunningham ved hjælp af tre storskærme og laserkanonader sine værker fra de seneste 15 år: musikvideoer, kunstfilm og reklamer – alt sammen i nye versioner, hvor Cunningham havde remixet såvel musikken som sine egne billeder.

At publikum stod stille, var så meget desto mere sigende, i og med at Cunninghams billedside i høj grad viser kroppen være ude af kontrol. Dubstep med et sugende undertryk akkompagnerende en afrikansk kvinde vride sig i trancelignende krampe, mens hun slog rytmen mod sin mave og klaskede blodige hænder op mod kameraets glas. Et intenst sitrende, Aphex Twin-lydende beat vred en sovende piges ansigt ud af form, og da det forvandlede sig til heftig breakcore, rev det hendes krop helt itu, så blod og muskler væltede ud. I reversioneringen af kunstfilmen “Flex” tævede en mand og en kvinde hinanden til blods, mens hvert et slag var koblet til en af det dundrende beats bestanddele – og mens korte klip af en mængde afklædte, svedige kroppe i færd med simultane samlejer gav en idé om, hvor Lars von Trier kan have hentet inspiration til “Antichrist”.

Denne opskrift – hvert lydligt element kobles rimelig stramt til en del af billedsiden – fulgte de fleste af videoerne, og det blev en anelse trættende i længden. Måske var det derfor, det virkede så smukt til slut at se nyligt afdøde Gil Scott-Herons ansigt svæve over hans hjemby og høre “New York Is Killing Me” i en video, der netop ikke var klippet hektisk og febrilsk.

Cunninghams lidt ensformige fremgangsmåde til trods var Roskilde-showet en storslået oplevelse. Hans distinkte visuelle stil er en noget nær perfekt visualisering af mareridt, og det var i lange perioder decideret ildevarslende at overvære – godt hjulpet på vej af en imponerende god lyd på både de bastunge og de lettere, mere flimrende dele af de omklippede versioner af forskellige numre fra Warp Records’ bagkatalog. Det gjorde, at uhyggen satte sig i kroppen – tævet ind med smældende beat og buldrende bas – og at opleve dette på en ellers så gemytlig festival var spektakulært i sig selv.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Enig i alt hvad du skriver! Var bare skide træt af at lyden var så høj måtte gå for ondt i hoved og øre!

Deltag i debat