Koncerter

Aphex Twin, 20.08.11, Tap1, København

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Aphex Twin samlede sit publikum i en euforisk rus natten til søndag. Alligevel opstod følelsen af, at han aldrig rigtig var kommet i gang, da han efter halvanden time forlod scenen.

Den aften væltede vi, efter at have kørt vild på Vesterbro, fashionably late ind i Carlsbergs haller. Det er mærkeligt at cykle over brosten imod en så borglignende bygning med en billet i lommen, hvor der står ‘rave’ på. Vi kom ind midt i DJ Hvad: et koncept-happening-band, hvor en stor rastaman og en Kid Kishore klædt ud som munk stod og spillede. Der gik lidt tid, før den xenofobiske stemning spredte sig, og man opfattede det som en kontrast i kulturkampen: Det er den danske julesalme imod det arabiske kaos, frådende og uforståeligt, der ødelægger verden (bemærk ironien).

Da scenen gik af dem, blev den store centrale scene belyst. Og bag et forhæng gik en skikkelse frem imod mikserpultene og begyndte at spille. I starten var jeg i tvivl, om det var Aphex Twin – frisuren passede i hvert fald, og musikken var også genkendelig. Ukrainske Zavoloka, som det skulle vise sig at være, har ladet sig inspirere af Aphex’ tonale signatur, men har en mere psykologisk tilgang til stoffet. Dette gør hende til en superinteressant karakter, som godt kunne have brugt sit eget sceneshow. I stedet blev det til en shoegazer-leg bag et forhæng, men så alligevel: hvilken teaser!

Aphex Twin på Bloc Party, UK.

Aphex gik på halvt i mørke uden at lade sin person tiltrække sig for meget opmærksomhed. Der var i det hele taget ikke store dikkedarer, da han lagde ud på futuristisk facon; med et nummer, der lød som den vildeste åbningssekvens fra “Alien”. Og lige som man var nedsænket i mørke, synkoperede beats, frigav han melodien, som spredte fanatisk, optimistisk ekstase ud i rummet. Forhænget var trukket fra, og det kendte Aphex-symbol blev skudt ud over publikum med laserstråler: Ørnen er landet.

Og det var med et gennemført AV-show designet som et sanseligt syrebad. Noget af underholdningen var kamerafolk, der filmede publikum og live-transmitterede deres ansigter på storskærmene på scenen. Publikum blev inddraget, men billedet blev skåret i stykker, forvrænget eller tilsat Aphex’ kendte diabolske smil, og det lod os forstå: Vi er alle i stykker.

Det blev afbrudt af en perverteret infantil fantasi med bollebamserne fra Donkey Rhubarb akkompagneret af teksten: »Push bear in« – jeg vil lade det være op til læseren selv at gætte hvor. Herefter, ca. kl. 1:45, kom første drop og første sang, jeg genkendte: “Hephelym”, der startede i det langsomme og steg i tempo. Det var tropisk varmt.

Det går ikke at beskrive koncerten. Den dør ned i ordene. Aphex Twin udsendte underfundige lydfragmenter; bastarder af lydflader, der overraskede og chokerede. Hardstyle afløst af noget god, gedigen drum’n’bass med små bekendte cadeaus til Squarepusher og Autechre. Kun en gang, så væk igen. Befamling af soul, house, blues, dubstep; kontrastering med en viktoriansk spilledåse. Han kradsede hele tiden imod en form for barriere; den dybe trance, som søvnen eller et mareridt.

Og det gjorde noget ved folk. I forvejen havde jeg sjældent set en så broget flok af technoproletariat, goths, hipsterdrenge i ternede skjorter, elegant sortklædte løvinder, hippier – alle var fuldstændig festspændte, og dansegulvet dampede af orgie og maskebal. Musikken syntes at give folk en underlig hel udtråling, en selvsikker mørk karisma, og en kvinde oppe i baren sagde: »Det her er once in a lifetime

Jeg giver hende ret: Vi har set og følt Aphex Twin! Men simpelthen ikke nok. Da han gik af efter en time og 30 minutter, føltes det, som om festen virkelig skulle til at starte. Han havde lige rundet en kæmpe succes af med Polynomial C, og nu skulle vi bygges op igen efter en længere jungleepisode. Men der kom ikke mere. Jeg tænkte faktisk, at han ville holde en pause og komme på med et andet set. Måske et, der dampede af hits som “Windowlicker”, “Come to Daddy” og måske min personlige favorit: “Pwsteal.Ldpinch.D” fra Analord-serien (der ellers, så vidt jeg kunne høre, var rigt repræsenteret). Men efter en halv time med Björn Svin (ikke et ondt ord om ham) kunne man mærke, at det her var, hvad der var tilbage. Klokken var over fire, og de fleste mennesker udvandret.

Det virkede, som om Aphex Twin holdt sig tilbage, og det var super ærgerligt. For han kunne nærmest have spillet det samme set igen – folk havde været vilde i hans hule hånd. Nogen vil sikkert mene, at det var en pointe i sig selv: Det, Aphex vil med sin lytter, er ikke konkret. Alle skal gøre, hvad de vil. Men summa summarum er, at vi fik et begavet opspil, en fest, der smagte efter mere.

★★★☆☆☆

Leave a Reply