Koncerter

Roskilde Festival ’11: Portishead, 01.07.11, Orange

Skrevet af Anna Møller

Portishead leverede fredag en knugende smuk koncert, hvor numre fra alle tre fuldlængdealbums tog et vedholdende greb i de utallige foran Orange Scene.

Spekulationer over, hvilke bands ud over de selvskrevne standionrockede og 80’er-metalbands der kan udfylde den enorme plads, som Orange Scene skaber, står som vanlig i kø under Roskilde Festival. Og man kan nu trygt tilføje endnu et navn til listen over mulige Orange-bands – Portishead. Fredag aften lykkedes det de legendariske triphoppere gone eksperimentalrockede britere med vedholdent galopperende trommer, langtrukne og manipulerede droner og Beth Gibbons eminent skrøbeligt drævende vokal at fastholde publikum, så selv musikkens tomme felter fremstod knugende i al deres ensomhed.

Beth Gibbons varmer op til fredag aften med en smøg.

På bagvæggen kørte dubbede sort/hvid-billeder af især Gibbons krøllede ansigt, hvori man syntes at kunne læse hver enkelt, ekspressive tone, der kom ud af munden på den klejne sangerinde. Gibbons var flanket af medmusikere (og bagmand) Geoff Barrow og Adrian Utley plus ekstra trommeslager, keyboardspiller og bassist, og hele banden var ikke overraskende ekstremt velspillende og professionelle.

De knapt hørbare tak fra vanligt fåmælte og indadvendte Gibbons betød imidlertid ikke, at Bristol-bandet ikke fik kommunikeret med sit publikum, for hvor ordene henvendt til de fremmødte muligvis manglende, så var der desto mere at hente i det melodiske usagte og guitarfladernes og trommerepetitionernes vedholdenhed.

Numrene fra det geniale tredjealbum, Third (2008) og albumdebuten Dummy (1994) dominerede fredagens koncert sammen med en yderst vellykket udgave af singlen “Over” fra Portishead (1997) i størrelsesforholdet 1:1. Selvom publikum især rokkende med til de triphoppede tidlige numre – som den ekstremt knugende levering af “Roads” og “Glory Box”‘ populære refræn »Give me a reason to be a woman« – var det især den pumpende og effektfulde “Machine Gun” fra Third, der inden da for alvor havde vækket publikums udelte opmærksomhed. I samklang med Gibbons lyse og prøvende vokal skete en gensidig påvirkning mellem ekstrem skrøbelighed og trommernes truende massivitet, og selvom det undertiden var en udfordring at fastholde publikums flyvske opmærksomhed, så syntes alt glemt efter “Machine Gun”.

At Gibbons selv gav slip og løb ned langs publikums første række og gav hånd og endda røg lidt af en cigaret givet til hende af publikum, syntes kun at understrege den publikumsforbindelse, der var skabt på Orange Scene.

Før der strengt taget var shoegazende hypnofascinationer overalt blandt unge bands, var der Portishead. Sammenstillingen af det kraftfulde og skrøbelige personificerede om noget ensomhedens vedholdende og paradoksale skønhed fredag aften og forplantede sig blandt de fremmødte. Også selvom man stod blandt 20.000 andre foran Orange Scene.

★★★★★★

Deltag i debat