Plader

Portishead: Third

Skrevet af Søren Jakobsen

Den var der nok næppe nogen, der så komme. Geoff Barrow og co. genopfinder sig selv ikke bare en, men flere gange i løbet af en chokerende god plade, der både overrasker, buldrer, brager og nødvendigvis må havne blandt årets bedste – hvis dét kan gøre det.

»We’ve got a war to fight,« peb Beth Gibbons på Bristol-trioen Portisheads genredefinerende debutplade, Dummy fra 1994. Og det må man sige, at Portishead stadig har. Altså en krig at udkæmpe – eller bare noget så simpelt som musikalsk relevans. Edderkoppen i triphoppen, Geoff Barrow, har i hvert fald givet udtryk for både skarpe holdninger til nutidens politiske sammensurier såvel som en imponerende flair for at holde sig opdateret på samtidsmusikken. Altså efter han kom ud af det kreative dødvande, der medførte bandets uhørt lange albumpause.

I optakten til udgivelsen af Third har Barrow slynget om sig med både nu- og fortidige inspirationskilder som Om, Silver Apples og Earth. Man undredes. Sidst man hørte et pip fra Portishead, var via sangerinden Beth Gibbons’ smukke soloplade tilbage i 2002. Så en kombination af Portisheads lounge-jazzhop og de ovennævnte, støjende og dissonante bands, virkede lige så ønskværdigt som en pizza med banan og brugt toiletpapir som topping.

Jo, ganske vist kunne man lune sig ved tanken om, at en kombination af jazz, hiphop og electronica heller ikke lød som nogen smart idé, før Portishead brød igennem i 90’erne. Men alligevel. Man regner jo heller ikke med en ny Definitely Maybe fra Oasis’ side. Og hvad ender man så med i sidste ende? Man ender med Portisheads med afstand både stærkeste og mest varierede udgivelse endnu.

Fra det perfekte biljagts-tema i åbneren “Silence” og frem til den ildevarslende jazztåge i den afsluttende “Threads” er man hele tiden og aldrig i tvivl om, hvorvidt man lytter til en Portishead-plade. Men man ved ærligt talt ikke, hvordan pokker det er gået til. Det naturlige fokus er naturligvis Beth Gibbons’ unikke stemme, men det ville være synd at sige, at Portishead kan kaldes triphop længere. Geoff Barrows ovennævnte referencer er tydeligvis alvorligt mente, og et af albummets nøglepunkter, “We Carry On”, er så veludført en pastiche af netop Silver Apples’ maskindrevne oscillator-psych, at man nærmest trækker på smilebåndet. Derefter begynder man bare at forundres over, hvor fremragende det egentlig er.

Der er stadig referencer til Portisheads eget bagkatalog som f.eks. i den kølige “Hunter”, der samtidig er et af de numre, der har et ekko af Beth Gibbons soloplade over sig. Det samme har Thirds vel nok bedste nummer, den afdæmpede “The Rip”. Med afsæt i et hypnotisk og tyktflydendebagtæppe af akustisk guitar fra Adrian Utley (der nemt kan glemmes i forhold til de to andre medlemmer, men overgår sig selv i variation på denne plade), udvikler nummeret sig til en elektrisk puls, der alene retfærdiggør den lange Portishead-pause. Det er sådan set folktronica i den forstand, at det er halvt folk og halvt electronica. Fascinerende nok.

Det maskindrevne vender tilbage på albummets førstesingle, “Machine Gun”, der helt bogstaveligt lyder som en krig, man kan danse til. Hvor Portisheads force før i tiden lå i kombinationen imellem det uventede og den basale pop, der stadig skinnede igennem på de to første plader, er Third et både aggressivt og melodisk helstøbt album, som “Machine Gun” er en naturlig frontløber for. Som det blev tydeliggjort under bandets fremragende koncert i Danmark for nogle uger siden, klæder den tunge percussion og den nyopdagede sans for hård/blød-dynamik Portishead bedre, end man turde håbe på forhånd.

Third er en plade, der indskriver sig i en relativt smal række af uventet succesfulde og stilskiftende comebacks fra kunstnere, man regnede med, havde toppet. Som f.eks. New Orders Get Ready, Scott Walkers vandring ind i perversion og mørke i 90’erne samt Becks Sea Change. Det er decideret imponerende, og med Third tager Geoff Barrow et længe ventet skridt fra “blot” et musikalsk wunderkind til decideret genial. Og nye lyttere ikke bare kan, men bør begynde her.

★★★★★★

Deltag i debat