Plader

Motion Sickness of Time Travel: Luminaries & Synastry

Skrevet af Mikkel Arre

Et sted mellem ambient, newage og kraut spænder Rachel Evans lag på lag af lys vokal ud over pulserende synthesizere og sender lytteren på en fortryllende rundrejse i kosmos.

De seneste par år er der blandt især netbaserede musikmedier gået inflation i brugen af tillægsordet ‘kosmisk’. Næsten alt krautrock-inspireret får kosmische-etiketten klistret på sig, og både free-jazz, psych og (ikke overraskende) spacerock skrives langt ud i galakserne – vel at mærke med så forskellige lydmæssige udgangspunkter, at man godt kan blive i tvivl om, hvorvidt det er det samme verdensrum, de er forbundet med.

Selvom betegnelsen er noget uklar, er der imidlertid ingen tvivl om, at kosmisk lige netop er, hvad Luminaries & Synastry er. Amerikanske Rachel Evans’ andet regulære album under pseudonymet Motion Sickness of Time Travel henviser allerede i sin titel til lysende himmellegemer og astrologi, og sangtitler som “Ascendant” og “Moving Backwards Through the Constellations” giver også tydelige indikationer af, at vi er langt uden for vores lokale stratosfære.

Midlerne til at komme derud er blødt boblende synthmelodier, susende klangflader og indtagende, ekkoindsvøbt vokal i et lyst leje. Evans er således ikke voldsomt langt fra at lave krystalhealingsmusik, men lytter man indgående til Luminaries & Synastry, viser det sig, at hun er formidabel til at variere sig inden for sit overordnede udtryk.

Frem for alt benytter hun sig dygtigt af at få de forskellige synthloops til at tilføre musikken puls. Der er ingen trommer eller andre rytmeprogrammeringer, og alligevel har en del numre et næsten krautet drive, om end der snarere er tale om taktfaste synthskvulp end stram 4/4-rytmik. I højdepunktet “Day Glow” bliver et knudret, summende loop, der lyder som statisk elektricitet ført gennem snørklede kredsløb, til en slags hook under Evans’ vokalmelodi og de snurrende synthlinjer.

De rytmisk markerede loops er også centrale i “Late Day Sun Silhouettes”, der viser et andet aspekt af Evans’ evne til at variere sig. Hvor hovedparten af numrene på pladen holder sig omkring de fem minutter – og når meget på den for droneinflueret musik så korte tid – rammer “Late Day Sun Silhouettes” knap 10, men helt uden at blive trukket i langdrag. De pludrende synths og vokalekkoerne er godt nok repetitive, men hele vejen hiver Evans nye rytmevariationer ind og fører dem gennem forskellige filtre og effekter, så nummeret konstant forvandler sig.

Hendes måde at lægge sin egen stemme i lag på, så ordene bliver disede og stort set umulige at afkode, trækker tydelige tråde til Liz Harris’ plader under navnet Grouper. Men hvor Harris’ musik er dunkel og indadvendt, omkranses Luminaries & Synastry af en mild aura. Både de ustabile, svajende synths i “Synastry” og de lidt skingre melodilinjer i “Moving Backwards Through the Constellations” giver påmindelser om, at der også er mørkt stof i universet, men det dystre bliver aldrig dominerende. I sin essens er albummet en betagende og behagelig (men aldrig velbehagelig) mellemting mellem omskiftelige småkrautede stemningsbilleder for stjernekiggere og udflydende ambientpopsange uden vers og omkvæd. Coverets kærlige omfavnelse på en baggrund af nordlys er en meget passende visualisering.

“Eight Nineteen” og især “The Walls Were Dripping With Stars” kammer over i ekkoeffekter uden puls eller melodier, som lytteren kan hage sig fast i. Denne lidt døde periode til trods er Luminaries & Synastry strålende. Masser af musik er velegnet til at sende tankerne på himmelfart, men Motion Sickness of Time Travel vinder virkelig ved også at kunne nærlyttes, fordi virkemidlerne bruges så varieret og afmålt. En smuk og i sandhed kosmisk plade.

★★★★★☆

Hele albummet kan streames via Bandcamp.

Deltag i debat