Plader

St. Vincent: Strange Mercy

Skrevet af Camilla Grausen

På St. Vincents tredje album fortsætter hun sine eksperimenter med den intelligente popmusiks finesser og aggressioner. Det er respektindgydende, men ikke hendes bedste til dato.

Hvad, der mest af alt kendetegner St. Vincents musik, er, hvor modsætningsfuld den er. Det er den fineste, klareste indiepop, der møder dystre hentydninger og aggressive hug nedover guitarens strenge. Clark formulerer sig gennem opbrudte kompositioner og giver hård modstand til sin egen pop på en yderst ekspressiv måde, hvor den støjende guitar udtrykker en lige så vigtig del af historien, som melodien og teksten gør. Denne stil har St. Vincent alias texanske Annie Clark nu udviklet i stigende grad fra den imponerende debut Marry Me fra 2007 til den nærmest fremragende Actor fra 2009 og nu yderligere på hendes tredje album, Strange Mercy.

Singleforløberen “Cruel” er albummets mest rendyrkede popsang og også albummets bedste skæring. ”Cruel” viser lige præcis, hvordan St. Vincents styrke samles i en trekant med den sarkastiske humor i et hjørne, den sødmefulde, feminine pop i det andet og så det grimme, dystre og aggressive, her i form af skurende guitarriff, i det tredje. Alt sammen er desuden vel understreget i den glimrende video, hvor den stakkels Annie Clark bortføres af en familie, der senere begraver hende levende (gisp!).

Karakteren i videoen er bestemt ikke det eneste rollespil, Clark kaster sig ud i på det nye album. Også tidligere har det været tydeligt, at Clark er en historiefortæller, og det fortsætter kun på Strange Mercy, hvor hun f.eks. på nummeret ”Cheerleader” præsenterer en slags cheerleaderens elektroniske blues og giver heppekorslederen en stemme: »I’ve had good times with some bad guys / I’ve told whole lies with a half smile.« Og til huggende, støjende guitarjag lader hun cheerleaderen frigøre sig: »I-I-I-I I don’t wanna be a cheerleader no more.«

Annie Clark er i det hele taget god til at påtage sig andre personers skæbne og fortælle deres lille historie – i et felt, hvor hun er sine karakterer og sig selv på én gang. Det sker også på f.eks. ”Year of the Tiger”, hvor hun som forretningsmanden med de italienske sko og mappen fuld af penge godt kan se, at tiderne og ikke mindst økonomien ikke er nær så gunstig, som den var; som en nedbrudt Richard III, der nu kun bytter »my kingdom for a cup of coffee« og spørger: »Oh America, can I owe you one?« Rollespillet og ikke mindst den ulmende USA-kritik minder om Tori Amos’ leg med samme på American Doll Posse.

Gennem Strange Mercy eksperimenterer Annie Clark konstant med numrenes komposition og bygger popsange op og bryder dem ned igen med elektroniske programmeringer, guitarer og foruroligende kor. Hun støjer på ”Northern Lights”, der hele tiden stiger i intensitet og tempo, eller måske snarere truer med at styrte sammen eller eksplodere. De hvinende guitarer føles som kløer, der kradser direkte ind i øregangen, og de nedbryder nummerets egen finhed. Hist og her på albummet synes denne nedbrydning dog også bare at spænde ben, så det ikke rigtig fører nogen steder hen, eksempelvis på ”Neutered Fruit”.

Clark tager den dog også mere med ro undervejs. Det sker på den langsomme, sørgmodige ”Champagne Year”, hvis første melodilinjer lyder som Leonard Cohens ”Hallelujah”. Forhåbningerne om et lykkeligt, champagne- og konfettifyldt år er bristet, men der er dog en lille smule fortrøstning i form af en slags fremtidsplan: »It’s not a perfect plan / but it’s the one we got.«

Når albummets sidste toner har lydt, står Strange Mercy ikke stærkere end St. Vincents andet album, Actor, der har flere højdepunkter. Den omtalte trekant af onde sarkastiske antydninger, sød pop og instrumental aggression gik oftere rent ind, hvilket gav flere mindeværdige numre. Med sit tredje album tegner St. Vincent dog alligevel en fed streg under det faktum, at hun er en særdeles intelligent sangskriver og musiker, der samlet set kan noget helt særligt med sine elskede modsætninger.

★★★★½☆

Deltag i debat