Plader

Causa Sui: Pewt’r Sessions 2

Skrevet af Anna Møller

Causa Sui bevæger sig ikke i tid, men i rum. Causa Sui er hypermusik.

Causa Suis andet samarbejdsalbum med Sunburned Hand of the Man-medlemmet Ron Schneidermann hedder ikke overraskende Pewt’r Sessions 2. Pewt’r er Schneidermanns kælenavn, men selvom konceptet som sådan er det samme som samarbejde nummer et, har kvartetten på mange måder fundet et endnu mere velfungerende ståsted end på forgængeren.

Krautrocken dominerer kraftigere, og de uendelige repetitioner og dronedyrkende mønstre er tydelige fra åbneren og det nok mest toneangivende nummer, “Garden of Forking Paths”. Spacesusende svingninger lægger an, indtil der skrues op for en repetitiv basrundgang, og afprøvende og rummelige trommer indtager de tomme pladser. Sangtitlen referer i øvrigt til Jorge Luis Borges’ novelle af samme navn fra 1941, der især gør sig bemærket ved sine utallige lagdelinger, og som siges at være den første novelle, der opfører sig som en hypertekst – dvs. en tekst, der lægger sig i ikke-lineære mønstre. Tænk indretningen af internettet, og så forstår du det nok.

Det er oplagt, hvorfor netop den sangtitel landede som førstenummer, for Jonas Munk, Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jess Kahrs sammenspil med Schneidermann synes at vokse eksponentielt i frie former, som impro-psychrock så ofte gør. Bandnavnet henviser jo netop også til noget, der opstår eller giver mening af eller i sig selv og dermed forekommer med en vis form for egengyldig naturlighed. På åbneren viser det sig som lyse anslag på guitaren, mens et bækken lægger sig øverst i det cirkulære lydmønster og dumpe slag på en lilletromme udgør en blød midte, før en regulær trommerytme endelig skaber rundgangene og bærer den evige dynamik videre.

Man kan virkelig fortabe sig i dronernes udstrakte former, og netop lydmønstrenes forudsigelighed kan virke så beroligende, at man som lytter fortaber sig og falder hen. Henfalder til spirallerende og cirkulære bedøvelser, hvor dynamikken aldrig tabes, og hvor den konstante opbygning af energi virker forløsende, selvom der i virkeligheden sjældent er et fuldstændigt toppunkt. Forløsningen sker derimod fra start til slut, og selvom lydbilledet rent rummeligt vokser og som sådan ekspanderer mod et punkt af maksimal lydfylde – hvilket i tilfældet første nummer sker omkring otte minutter inde i de i alt 23 minutter – så er lytteren fastholdt fra start til slut.

Jakob Skøtts trommer ender næsten marchagtige, mens den ene guitar vokser til lange, vrængende serier, og den anden ligger som pendant i lyse, enkelte gentagelser. Optagelsen er virkelig eminent, og man kan høre hvert et skifte i retning, tempo og energiophobning, og naturligvis er alt badet i generøs og evigt givende rumklang. Med omkring to minutter tilbage indtager en melankolsk gentagende baslinje sin rettidige plads, og den lyse guitarføring ændrer karakter og bliver med the immense power of distortion voldsom og metallisk. Det må jo ende galt.

Lyden af rumskibet, der lægger an til landing, starter også andet nummer, “Gelassenheit” – en lidt kortere sag på omkring 12 minutter, der formentlig har lånt sin titel fra Martin Heidegger. Krautede lokomotivtrommer pumper igennem, mens prøvende guitaranslag forsøger at hoppe med om bord. I starten mere ambiente og drømmende figurer, efterhånden rundede fyldninger. Trommerne løber måske lidt vel hurtigt til tider, men da delaypedalen for alvor sætter ind omkring fem minutter inde og sender kaskader af selvforstærkede enheder af sted mod lytteren, er alt glemt igen. Igen synes de to guitarer at respondere med og mod hinanden, give plads og tage fra, mens Skøtts utrættelige trommer og Jess Kahrs tilbageholdte basspil giver rum nok til den dialog.

Da rumskibet lander for tredje gang, er det med “Brassica Blues” ombord. Her er Kahrs bas så langt fremme i lydbilledet, at den fører den sørgmodige del af en tonal samtale med en delayet og lyst rungende guitar. Syren ligger og bobler i baggrunden, inden de hult rungende trommer og bækken/hi-hat kaster frie jazzformer ind i mikset. Baslinjerne antager et næsten melodiøst omrids, selvom det aldrig bliver de lineære forløb, der tager overhånd. Snarere fungerer åbningsnummeret “Garden of Forking Paths” som nøgle, for det er umuligt at tegne en lige udviklingslinje for musikkens bevægelser.

Pewt’r Sessions 2 trækker så umådeligt mange tråde tilbage til tysk kraut, stonerrock og alskens freejazz, at den i sine dynamiske gentagelser skaber nye former, der ankommer med rumskibet og eksponentielt vokser til uendelige lydmønstre. Causa Sui bevæger sig ikke i tid, men i rum. Causa Sui er hypermusik.

★★★★★½

Deltag i debat