Plader

Steven Wilson: Grace for Drowning

Skrevet af Klaus Thodsen

Porcupine Trees Steven Wilson står endnu en gang på egne ben. Grace for Drowning er i sandhed en alsidig og anbefalingsværdig musikoplevelse fra en alsidig kunstner.

Hans cv taler jo egentlig for sig selv. 20 år efter første udgivelse med Porcupine Tree er Steven Wilson stadig at finde i det kreative og skabende hjørne. Ud over Porcupine Tree har Wilson søsat en lang række projekter, både som musiker og som producer. Soloalbummet Grace for Drowning er hans seneste og følger op på Insurgentes, der også bød på et samarbejde med den danske fotograf og filmmager Lasse Hoile, hvis film om projektet bl.a. blev vist på CPH:DOX i 2009.

Med en så velvoksen diskografi kan man altid frygte muligheden for, at den kreative kilde begynder at tørre ud. Den frygt blev dog hurtigt gjort til skamme, faktisk allerede da mit blik løb ned over pladens 12 numre, der alene i længde varierer fra små to til langt over 20 minutter. Grace for Drowning er opdelt i side et og to, men der er ikke det helt store stilskift mellem de to.

Titelnummeret er meget passende også det første nummer og kunne ikke være valgt meget bedre. Simpelt og ufatteligt stemningsfyldt, så man med det samme bliver henført til en form for drømmende tilstand fra første sekund. Uden egentlig sang, men bare med ganske afdæmpet nynnen til klaverets blide toner. Kun lige over to minutter langt, men ikke desto fantastisk og deprimerende smukt. I samme instrumentale og drømmende rille kører “Belle de Jour”. Tankerne flyver straks til Opeths “Marrow of the Earth”, men måske tilsat lidt Ennio Morricone.

Spredt ud over hele pladen findes flere korte og rent instrumentale numre, der alle er sammenbundet med de omgivende. Overgangene mellem de enkelte numre sker ofte, uden at man som lytter bemærker det, og i den sammenhæng fungerer de instrumentale numre optimalt.

Sine progrockgener har Wilson dog ikke helt lagt fra sig, selvom man undervejs i lytningen begynder at få mistanken. “Secretarian” tager os fra den smukke og drømmetilstand langt ind i et næsten middelalderligt tumultarisk kaos. Men vel at mærke et tiltrækkende ét af slagsen, hvor det rolige keyboard og den flagrende saxofon nærmest kæmper mod middelalderens tunge guitarer og dragende herrekor.

Der er virkelig ikke meget negativt at sige om Grace for Drowning, og hvad man end kunne finde af små kritikpunkter, blegner totalt, når man holder dem op mod de positive sider. Fra start til slut er her tale om et helt og aldeles veludført og velproduceret album. Fra de korte instrumentale numre til det mere end 23 minutter lange “Raider II er stemningen og melodierne i særklasse.

★★★★★☆

Deltag i debat