Mikkel Elzer er i den grad en mand med mange kasketter.
Elzer er guitarist og perkussionist i Shiggajon, med til at organisere og lave lyd på Festival Of Endless Gratitude og medstifter af det hedengangne københavnske label Ark Tarp, der bl.a. har udgivet Jørgen Teller & the Empty Stairs, The North Sea, Donato Epiro, Pewt’r (aka Ron Schneiderman fra Sunburned Hand of the Man) og Dead Black Arms.
Derudover spiller multiinstrumentalisten også med i bands som Mouths of the Irrawaddy, Mazurka, Tarhumans og Space Continents, og live spiller han med i Kloster, mens der er et nyt projekt på vej med Sarah Hepburn, som fungerer som sanger i sidstnævnte band.
Med andre ord synes forkærligheden for det skæve og dronede at være gennemløbende i den alsidige musikers virke, og Undertoner har i sin række af anbefalerartikler bedt Mikkel Elzer give sit besyv med.
Hvad inspirerer en så virksom musiker og arrangør?
————————————————————————————————————————————————
Jeg har altid opfattet dét at lytte til musik og være opsøgende, nysgerrig og åben over for musikkens verden med sine uendelige fortolkninger og sprog som en vigtig del af at være udøvende musiker. Et slags (selv)ansvar for at behandle og ‘røre’ ved lyd, der har gjort det lige så vigtigt for mig at købe plader som eksempelvis at anskaffe nødvendige musikinstrumenter og øvrigt musikudstyr. Plader er jo bevidsthedsudvidende byggeklodser i en konstruktion, som, trods den aldrig bliver færdig, er uhyggeligt spændende at arbejde med, og selvom musik er en uigennemskuelig størrelse, der som oftest kan være vanskelig at sætte passende ord på, er den også et væld af livsnødvendige, universelle følelser og vitaminer, der gør den helt igennem uimodståelig, unik og overvældende.
Undertoner har bedt mig anbefale en række plader, jeg holder af, og jeg har taget udgangspunkt i et lille udsnit af de værker, som de seneste år har haft den dybeste forankring i mig.
Anne Collet: Voyage en Russie (2007)
Anne Collet er tidligere hustru til Paul LaBrecque fra blandt andet det amerikanske syrekollektiv Sunburned Hand of the Man og drømmefolk-projektet Head of Wantastiquet. Under en rejse i Rusland gjorde hun en række feltoptagelser af alskens støj og stemninger fra menneskefyldte buskupéer over kosakisk korsang til smeltende is i det svage forår. Voyage en Russie er et gennemført charmerende, menneskeligt og dragende musikalsk eventyr med tilhørende billedbog og tekst fra rejsen, som LaBrecques lille pladeselskab, Wooden Finger, udgav som cd-r i blot 50 håndbundede omslag. Originalerne dukker til stadighed op derude i ny og næ, men jeg håber, for værkets skyld, på en genudgivelse i et større oplag en skønne dag – den fortjener flere lyttere!
David Hykes & the Harmonic Choir: Harmonic Meetings (1986)
Der findes musik, som ændrer rummet totalt fra første sekund, den afspilles. Den driver af væggene, drypper fra loftet og svæver stilfærdigt i luften som oplyst røg i mørke. Opdagelsen af Harmonic Meetings (og desuden vestlig overtonesang) var en åbenbaring for mig. Den virtuose stab i The Harmonic Choir, som Hykes stiftede tilbage i 1975, fortolker på albummets fire sider både varmen i solen og rummet i natten med et tungt tæppe af langsomt voksende vokalharmonier og meditative droner udført med et beundringsværdigt overskud, der til stadighed inspirerer mig i min måde at tænke musikalsk på. Jeg fandt mod alle odds mit eksemplar til beskedne 40 kr. i en lille møbelforretning på Nørrebro blandt en halv meter lp’er med ellers øvrige bestanddele fra den diametralt modsatte grøft.
Valentin Silvestrov: Silent Songs (2004)
Den ukrainske, neoklassicistiske komponist og pianist Valentyn Vasylyovych Sylvestrov og hans uendeligt smukke og sørgmodige mesterværk Silent Songs har en særlig plads i mit hjerte. Værket består af 24 kompositioner inddelt i fire afsnit for flygel og sotto voce-baritonvokal og er skrevet over tekster og digte af kendte lyrikere som blandt andre Alexander Pushkin og Percy Bysshe Shelley. Silent Songs blev koncertopført med sin originale titel, Stille Lieder, i Moskva i 1985 af russiske Ilya Scheps og Sergey Yakovenko og blev efterfølgende studieindspillet for senere at blive publiceret under vingerne af det indflydelsesrige, tyske ECM-selskab. Silent Songs er formentlig det mest roterende album i mit hjem for tiden og er med sit unikke, spirende væsen en stærk kandidat til at være én af mine absolutte favoritter i pladesamlingen.
Lubomyr Melnyk: The Song of Galadriel (1985)
Lubomyr Melnyk er en ukrainsk komponist og pianist, som blandt andet blev bemærket for sin specielle spilleteknik, han efter færdigudviklingen navngav continuous music. Teknikken tager udgangspunkt i at skabe en art tredimensionelt, flydende lydtapet af overtoner og vibrationer via hundredvis af hurtigt centrifugerende klaveranslag og konstant aktiveret sustain. Som de arpeggierede lydmønstre langsomt udvikles på klaviaturet, ændrer de frie lag af overtoner tilsvarende deres relation til hinanden og danner konsensus eller sammenstød – altså er continuous music en form for med- og modspil imellem ‘synlig’ og ‘usynlig’ musik. The Song of Galadriel (som er inspireret af J.R.R. Tolkiens knudrede landskaber fra de kendte bøger) var mit første møde med Melnyk og er til stadighed den af hans kompositioner, jeg holder mest af. Jeg fandt min kopi hos en lille boghandel i Holland og har senere opstøvet en større del af Melnyks øvrige værker.
Fairuz: Good Friday Eastern Sacred Songs (1962)
Nouhad Wadi Haddad er under pseudonymet Fairuz et vidt elsket libanesisk musikikon. Hun er en af mellemøstens største sangstjerner nogensinde med millioner af fans og desuden en aldeles omfattende diskografi i ryggen. En bekendt af mig har imidlertid omtalt Fairuz som ‘det syngende spøgelse’, og den betegnelse er faktisk sært rammende for, hvordan jeg personligt (og naturligvis som vesterlænding med ørene støbt i en markant anderledes kulturarv) opfatter hendes fredfyldte stemmeføring og ellers overvejende vokalbårne, ensomme univers. Good Friday Eastern Sacred Songs er, som titlen antyder, en samling fortolkninger af traditionelle langfredagshymner. Spiritualiteten med sin dybe ro og mystik er nærværende, og Fairuz, som albummet ud blot er akkompagneret af sit trofaste mandskor og en sparsom palet af diskrete instrumenter, er helt igennem lysende, levende, smuk og svævende.
Henry Flynt:You Are My Everlovin’/Celestial Power (1986)
Jeg var tidligere på året heldig at få kløerne i et eksemplar af det originale Edition Hundertmark-kassettebånd med dette blændende mesterværk fra multikunstner, filosof og Fluxus-medlem Henry Flynt. Værket består af to lange, snørklede og ufatteligt detaljerige, elektriske violinsoli med varme underlag af psykedeliske tambura-droner og ophuggede båndloops – et særpræget parallelunivers i en sfære mellem newyorker-minimalisme, indisk klassisk musik og traditionel amerikansk folkemusik, som Flynt gjorde sig bemærket for og døbte new American ethnic music. Det er langtfra alt, Henry Flynt har lagt navn til, som jeg synes er interessant, men You Are My Everlovin’/Celestial Power ligger et solidt sted i toppen af de mest dragende og hypnotiske værker, jeg ved af.
Hermann Nitsch: Harmoniumwerk vol. 1-4 (2000)
Den østrigske multikunstner Hermann Nitsch og hans nådesløse, insisterende klanghav og abstrakte lydpoesi synes at være en uendelig opdagelsesrejse. Med et utal af spektakulære bedrifter bag sig er det vanskeligt at gøre en enkeltstående fremhævelse, men Harmoniumwerk vol. 1-4 er imidlertid hans mest afspillede musikprojekt i stuen herhjemme. Harmoniumwerk i sin fulde længde er en tonstung orgelimprovisation opdelt i hele 40 kapitler, hvis spæde sjæl fik liv, da Nitschs hustru forærede ham et trædeorgel i bryllupsgave, og han forgabte sig i instrumentets mange skrøbelige lag og strukturer. Kombineret med en stærk indflydelse fra sin livslange fascination af det gådefulde kosmos blev resultatet et vedholdende studie i samklang, modstand og lydlige farveskalaer – et enormt dokument som Orgien Mysterien Theater Verlag oprindeligt udgav i 1990 på hele 20 samlede kassettebånd (i blot 15 utilnærmelige eksemplarer), men som et årti senere blev påbegyndt genudgivet i særskilte 2 cd-tetralogier af Cortical Foundation. Harmoniumwerk er et kalejdoskopisk og berusende mesterstykke, der momentant opløser tid, rum og sind.
Den kommende vinter byder på en del nye udgivelser fra Mikkel Elzers hånd med plader fra både Shiggajon og Mouths of the Irrawaddy – og muligvis andre.
– ALT FOR TOTAL COOL, MAN!!!! <3 <3 <3 :) :) :)