Plader

Mellemblond: Elastisk EP

Skrevet af Jens Blendstrup

Pragtfuld, dæmpet, distorted skønsang. Jens Blendstrup suges ind i Mellemblonds særegne tekstunivers med en rocket indpakning.

Det lyder som en blanding af overvintrede hippie-humlebier og The Shadows og nutidig rock. Mellemblond er mere C.V. Jørgensen end Sebastian. Mere Peter Sommer end Eik Skaløe. Og dog, teksterne er løsere mere natsorte end Sommers. Faktisk bliver jeg personligt hele tiden hensat til det særlige lys, der er, når sommeren er lysest, og alting nægter at gå i seng. Den her hysterisk kæmpende skumring, hvor mørket hele tiden er presset af lyset og livet og lydene.

Der er enormt meget rum. Måske fordi pladen er så velproduceret. Man kan blive helt rørt af den her sangers rene stil. Munck er sin egen. Det er som C.V. Jørgesen, før han rigtigt er vågnet. Før sarkasmen skyller ind, og han bare sidder med uglet hår på sengen. Før pansret og sydesaltet altså. Han har en helt særlig ro og lader teksten bugte sig langsomt. Musikken er der heller ikke noget at udsætte på. Det er en utrolig dygtig musikgruppe, vi har med at gøre. Det svinger. Og musikerne er kontrollerede indtil det perfekte. Forsangeren Kristoffer Munck Mortensen viste allerede gode takter på debuten, Ude af mine hænder, som kom i 2009, og det klæder ham, at de på den nye virker endnu mere fokuserede og ubange for at prøve nye retninger af.

Jeg fik en video med i kassen, og jeg vil ærligt indrømme, at jeg frygtede det værste ud i, ja, klassisk ‘vi er fede’-band-musikfilm. Men det er faktisk en ganske interessant og spændende video, som viser forsangerens tanker og ikke-tanker bag det hele. Særligt er der en kostelig scene, hvor han læser en tekst op, han lige har fundet på, om at vi mennesker er hinandens sorte huller. Hvad handler den om? Ja, det ved Munck ikke helt, det må vi se på, arbejde med, siger han og ser bleg ud i daggryet foran kameraet, som om han har brugt hele natten på at sidde og lege med det udsagn. Sådan er det jo. Der er ikke nogen poesi, der ikke er leget frem eller er startet med en linje. Bagefter ser vi, hvordan nummeret tager form og bliver til et af den nye plades bedste numre. Nemlig “Mørkt stof”. Fremført i en park af forårslyse træer. Og rum – rum, rum. Hele tiden det her kæmpe rum omkring.

Jeg ved ikke, om det er instruktørens valg, at Munck skal bladre i Sophus Clausen og andre klassiske danske digterværker fra før 1950, men det passer meget godt til sangerens eget univers. Det er de store spørgsmål, Munck har gang i. Den melankolske status over året og livet. Skrevet sammen til den her, ja, mærkelige blanding af Strunge og 70’er og så de helt gamle, klassiske digtere på en gang uden dog at være røvkedelig eller epigon af den grund.

Og så til pladen, ja, her er det værd at nævne, at der kun er fem numre på, men at den mætter som en hel normal sag. Det er lidt sådan en plade, der svulmer op i ens ører. Måske fordi der er et helt færdigt univers indeni. Pap og cd, that’s it. Uden booklet. Det kan man kalde begrænsningens kunst. Jeg ville nu gerne have haft en booklet, for jeg har svært ved at høre, hvad han synger. Flere gange har jeg faktisk hørt helt forskellige tekster og tillagt ham mange subtile konklusioner, som der, da jeg fik nærlyttet, slet ikke blev sunget. Men jeg fik samlet det op i musikfilmen, og tak for det.

Indledningssætningen til “Elastisk” lyder: »Forår, du er kærkommen, vi har lagt vores mønt på dig.« Først tænkte jeg: »What, det er da altmodish og kringlet. Lægger man sine penge på foråret, satser man ikke snarere?« Men så hørte jeg sangen, og så gav det mening. Jeg kan godt lide tekster der først går op, når der tilsættes musik. Munck gør det rigtige. Det er nærmest mantraagtigt messet. »Forår du er kærkommen / vi har elsket længe nok / besunget rummet, en rusten kirkekrop / ind I vores sjæle har vi mærket afsavn efter at spire.« Måske er det sådan, en god rocktekst skal lyde. Han er i hvert fald ikke bange for at føle og trække patossen ud. Der blev drukket op og pisset ned af gader…

“Mørkt stof”. En sær sag om alt det stof, vi indeholder. Men helt enkelt fortalt. I en god, gedigen rock-indpakning. Han er en god tekstskriver, synes jeg. I stand til at sige meget med få ord. “På vippen”. Dejlig kærlighedssang, tror jeg. Skøn leddeløs frasering af : »I morgen slår vi øjnene op i det bløde.« Hvad skal det betyde? Det han siger. I morgen slår vi øjnene op i det bløde. Fantastisk. Sært og smukt. Men det er sangen “Smertensbarn”, der rykker mig mest sammen med Elastisk. »Er der noget på trappen, er der noget på færde, hvad er det, der spøger? Er det dig, smertensbarn, er du her for at tage mig til at tage tilbage / for at tage tiden tilbage?« Det er skidegodt, simpelthen. Og den snerrende vokal sammen med den sugende basbund er ekstremt velgørende og godt, godt håndværk. Og “Diset, døsig” lukker godt. Som en tåge, der smækkes inde i et baggagerum.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Et af de bedste danske album i meeeeeget lang tid , og det er dog forbandet at det ikke er til at finde som andet end download (skandale) pladebrancen bør skamme sig , ved godt det er svært for tiden men vi er nogle (og vi bliver flere hele tiden 8), der gerne vil have et fysisk medie) god vind til alle gode nye danske bands, og der er sgu så mange i øjeblikket at man ikke behøver at skæve misundeligt til sverige

Deltag i debat