Plader

The Black Keys: El Camino

Skrevet af Daniel Niebuhr

The Black Keys’ syvende album følger flot op på stilen og atmosfæren fra Brothers og er samtidig glimrende stemningsmusik til køreturen i Caminoen på de amerikanske landeveje.

“Play Loud” står der på et fint lille klistermærke på coveret , der ellers ikke består af andet end The Black Keys: El Camino samt et billede af en Chrysler Town & Country – og det gør jeg så. Dan Auerbach og Patrick Carney er klar med deres syvende album på under 10 år, og de produktive drenge fra Akron, Ohio har igen fået hjælp af produceren Dangermouse, der tidligere også var at finde bag knapperne på duoens to forrige album, Brothers og Attack & Release.

Pladen åbner med den allestedsnærværende førstesingle, “Lonely Boy”, der har været nærmest umuligt at undgå, hvis man har givet sin radio bare den mindste smule spilletid på en af landets mere anstændige kanaler i løbet af den sidste måned. Kompositionen er genial, lyden er fremragende, og hele nummeret er i sin helhed så fandens catchy, at omkvædet sidder fast i hukommelsen allerede efter første gang. Det er uden tvivl det tætteste, The Black Keys er kommet på et rigtigt hit, og tættere skal de helst heller ikke komme, før end det klart rockede udtryk begynder at lyde lidt for poppet, og de smukke, rå elementer ved bandets musik så småt begynder at blive anonyme.

Rent indholdsmæssigt er der (heldigvis) ikke sket så meget siden sidst: Sangene har stadig sine minimalistiske kompositioner i behold uden lange omveje i Caminoen i form af udsyrede mellemstykker eller lignende – det er en lige vej fra punkt A til punkt B. Samtidig har duoen endnu en gang været heldige med ikke at falde i den velkendte fælde, som så mange andre før dem er gået i, når senere album er blevet langt mere professionelt produceret. Det er på ingen måde blevet for pænt, og der er stadig blevet plads til noget knas på linjen, når det går vildt for sig.

Desværre kommer jeg, ligesom jeg også gjorde med Brothers, af og til til at savne bare en lille smule mere fandenivoldskhed og aggressivitet. Øjeblikke, hvor foden bare får lov til at presse speederen helt i bund og lade lytteren styre ud ad de amerikanske landeveje uden at tage hensyn til hastighedsbegrænsninger eller andre bilister. Somme tider bliver det hele en lidt for tilbagelænet søndagskøretur, hvor cruise control måske fejlagtigt er aktiveret, og dertil har The Black Keys i mine øjne stadig alt for mange hestekræfter gemt under køleren til at kunne tillade sig at køre i frigear.

Man kunne måske have foretrukket en mere åbenlys bil til coveret i form af en Chervolet El Camino; men valget af køretøj viser sig dog at være en hyldest til en af duoens tidligere tourvans. Og set i bakspejlet er El Camino – vejen – også lidt af en tur at begive sig ud på, og oven i købet en oplevelsesrig én af slagsen. Jovist, så er vejen ikke så dejlig skramlet, som den tidligere har været; men den mere pæne og jævne asfalt akkompagnerer nu alligevel den aldrende Camino udmærket. El Camino er bestemt et vellykket album, som nok skal gå gennem syn de næste mange gange.

★★★★½☆

Leave a Reply