Plader

Waldo & Marsha: Smiling at the Ground EP

Skrevet af Anna Møller

Det er på sin vis imponerende, hvordan Waldo & Marsha ikke ender som en mudret masse, hvor alt flyder sammen i udsyrede vandfarver. Ved at holde vokalerne så langt tilbage i lydbilledet, som det er tilfældet på Smiling at the Ground, risikerer man nemlig let at tabe lytterens opmærksomhed.

Aarhusianske Waldo & Marshas debut-ep er på mange måder dybt retrospektiv rock, hvor sløve psychrundinger og en wall of sound-kælen lydmur dominerer, uden at det samlede udtryk af den grund er uoriginalt. Produktionen er glat og ikke til at sætte en finger på; på trods af uendelige guitarflader forekommer den altid bevægelig og underbygger vokalernes melodiøse tilbageholdenhed.

Det retrospektive element har naturligvis også at gøre med de giganter, som Waldo & Marsha lægger sig op ad og som det næsten er umuligt at lade være med at sammenligne med. Selve udtrykket er – sat op mod shoegazerkongerne i My Bloody Valentine – opbyggeligt uden at være decideret energisk og som på f.eks. “Made You” ligefrem catchy poppet. Modsat produktionen på den tidlige støj/shoegazer som The Brian Jonestown Massacre, hvor de fræsende guitarer oftest ligger forrest i lydbilledet, dyrker Waldo & Marsha i højere grad den mere homogene og murlignende lydflade.

På “It’s Sound” holdes voluminøsiteten oppe af et gentaget og simpelt guitarriff i mellemstykket. Energien er konstant og forløses som sådan aldrig, og på den vis fremstår den shoegazende psychrock i Waldo & Marshas regi mere som evige bølger af lyd frem for som en mere højdepunktssøgende udgave af slagsen.

Faren ved det er, at musikken kan ende som lydtapet. I sine massive rundgange henvises den nemt til et sted bagerst i bevidstheden frem for at tiltvinge sig ret meget af lytterens opmærksomhed, så man i stedet for at tabe opmærksomheden fortaber sig i musikken.

Når Waldo & Marsha aldrig ender som hverken eskapistisk forsvindingspunkt eller baggrundsmusik, så er det langt hen ad vejen melodiernes skyld. Syrens dronede forsvindingsakse træder aldrig helt frem, men til gengæld er de relativt catchy melodier, som især “Suspence” byder på, så tiltrækkende og poppede, at man gider høre videre.

“Suspence” åbner med kolde ressonanser, før en blødt ekkoende guitar slår første tone an og med det samme omgives af sløve tamburinslag, guitarer i alle afskygninger og en baslinje, der er virkelig velplaceret – både i lydbilledet og rent kompositorisk. De to gange Victors vokaler (med efternavnene Groth og Egebo) passer perfekt ind i hinandens rundinger, og da nummeret er ved at slutte, opstår ren The Beatles-symbiose med poppede og lyse korharmonier på en bund af syrede guitarrundgange.

Jeg har altid elsket The Beatles.

★★★★½☆

Deltag i debat