Koncerter

Roskilde Festival 2012: Julia Holter, 07.07.12, Gloria

Skrevet af Christian Klauber

Julia Holter leverede et glimrende soundtrack til formiddagen med sin udsvævende dreampop.

Julia Holter er et månebarn. Og tydeligt beslægtet med navne som Marissa Nadler, Joanna Newsom, Laurie Anderson og alle de andre wunderschönes kvinder med store, særprægede stemmer og alfelignende karakteristika.

Derfor var Gloria også noget nær det perfekte sted for Julia Holter at levere sin særprægede og udsvævende dreampop. Ledsaget af ekstremt flotte projiceringer af musikernes indsats – hendes læber tæt på mikrofonen, cellistens pizzicato osv. – svøbtes publikum i et blødt lydbillede med ekko og i enkelte tilfælde bastante stortrommebeats.

Julia Holters kompositioner er ekstremt smukke og komplekst sammensatte lydornamenter. Uheldigvis er de også så porøse, at man let forsvinder ud i tankestrømme om indkøbslister, burger vs. flæskestegssandwich osv. Selvom vi fik en række stærke numre – inklusive perler som ”Marienbad”, ”Our Sorrows” og ”In the Same Room” fra hendes seneste udspil, Ekstasis, havde hun ikke helt held til at fastholde min opmærksomhed. Derfor var det også en smule malplaceret, da hun – efter at have spillet sidste nummer og folk havde klappet og vendt sig for at gå – kom tilbage og spillede et ekstranummer, hverken hun eller publikum reelt ønskede.

Det gav fornyet stof til diskussionen om, hvorvidt Roskilde tvinger deres kunstnere til at presse en klokketime ud af citronen. Jeg er ikke fortaler for den slags kunstnerisk skruetvinge, og i tilfældet Julie Holter gav de ekstra 10 minutter intet ekstra udbytte. Publikum var mætte, men blev tvangsfodret med et uengageret add-on, og det efterlod en mærkbar plet på en ellers udmærket koncert.

★★★½☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger