Plader

Mount Eerie: Clear Moon

Skrevet af Mikkel Arre

Lyse synthesizere kaster et ildevarslende skær over Phil Elverums seneste plade, der emmer af isolation. Elverum har svært ved at trænge igennem tågen, og det er heller ikke helt let for lytteren at komme tæt på amerikanerens musik.

Al kunst er vel en søgen, men sammenlignet med de fleste andre musikere har Phil Elverum været ualmindeligt søgende i hele sin karriere. Med lo-fi-produktioner som et fællestræk har han spillet skrabet akustisk folk, skabt storladent buldrende konceptplader og dyrket sin helt egen fortolkning af black metal. I sine tekster har han utrætteligt stillet store spørgsmål, og sangtitler som ”How?” og ”What?” flugter med den eftertænksomme afsøgning af individets plads i livet, naturen og kosmos.

Elverums jagt har givet visse svar. På The Microphones-albummet Mount Eerie talte universet til ham (med Beat Happening-forsangeren Calvin Johnsons dybe røst), og nærmest stoisk selvindsigt præger sange rundt om i bagkataloget. Og nå ja, så var der 7”-singlen ”Don’t Smoke/Get Off the Internet”, hvis budskaber ikke var til at tage fejl af.

Men på Clear Moon, Elverums nyeste album under navnet Mount Eerie, er det, som om svarene på hans spørgsmål fortoner sig. Tåge figurerer flere gange i teksterne, og selv når den letter, har Elverum svært ved at se: »On a ridge seeing through a hole in the fog / I say to myself ”Behold” / But I see nothing / Rocks and water and wood not speaking to me.«

Clear Moon er naturen nærmest umulig at komme i forbindelse med. Elverum bevæger sig i den, men uden at kunne blive en del af den. Månen lyser op, men frem for at lede vejen stiller den hans ensomhed og isolation til fuldt skue for ham selv.

Og det er selve albummets grundtone: en utilpas fornemmelse af retningsløshed. Men vel at mærke ikke apati; Elverum søger fortsat: »Misunderstood and disillusioned / I go on describing this place / and the way it feels to live and die,« lyder de første linjer i det fabelagtige åbningsnummer ”Through the Trees pt. 2”. Akkompagneret af spartansk akustisk guitar og helt afdæmpede trommer reflekterer Elverum over formålet med sit værk: »I meant all my songs / not as a picture of the woods / but just to remind myself / that I briefly live.« Og straks kommer en ekstra guitar og en synthflade ind som en accentuering af, at den pointe er vigtig.

Netop sansen for at få detaljer til at træde frem i det ellers lo-fi-susende lydbillede er et af Phil Elverums kendetegn. Sparsomme virkemidler kan få stor effekt, som når han i ”The Place Lives” lægger skramlede akustiske guitaranslag i lag efter lag i en slags ru, flosset shoegazer-folk.

Men frem for alt er Clear Moon præget af synth. De primært lyse, isnende klangflader løber som en ildevarslende understrøm i de fleste af de 11 numre og spejler den uundslippelige uro. Den melankolske konstatering af, at verden risler og driver videre omkring os, uanset hvad vi gør, får i ”The Place I Live” en dyster undertone af synths, der langsomt glider ud af harmoni. Og i ”Lone Bell” ligger en tynd, dirrende drone som den diskante del af et desorienterende lydbillede, hvor en opadgående basgang, repetitiv saxofon, skingrende klavertoner og whiskers-trommer aldrig helt virker til at falde på plads i forhold til hinanden.

Den konsekvente synth-underlægning giver pladen et let distanceret præg, som er ganske atypisk for Mount Eerie-pladerne. De urovækkende kvaliteter er klare, men Clear Moon har alligevel ikke nær samme umiddelbare følelsesmæssige effekt som eksempelvis forgængerpladen Wind’s Poem. I sammenligning med det albums forrevne black metal fremstår Clear Moon indadvendt og lidt utilnærmelig, og min opmærksomhed har lettere ved at drive væk fra musikken og ind i refleksioner i stil med Elverums, end den har ved at holde fast i sangene.

Det er mest udtalt på Clear Moons sidste tredjedel, der er lidt af et hængedynd. Det mere end syv minutter lange titelnummer bliver med sit slæbende tempo en prøvelse, og dernæst trækker Elverum for alvor et synthtæppe op over hovedet, hvilket kulminerer med det meget passende betitlede ambient-afslutningsnummer ”(synthesizer)”. Det understreger fornemmelsen af isolation, men her er det ikke bare Elverum, der ikke kan trænge igennem til svarene og selvindsigten – også for mig som lytter bliver musikken fjern.

Men det havde vel også været selvmodsigende, hvis et album om tilværelsens uigennemskuelighed havde mundet ud i, at alt gik op i en højere enhed. Rent musikalsk er det bare en lidt flad afrunding på en plade, hvis ensomme tristesse er tydelig, men alligevel svær helt at blive grebet af.

★★★½☆☆

Deltag i debat