Plader

Animal Collective: Centipede Hz

På Animal Collectives niende album er Deakin tilbage. Dette har medført flere håndspillede instrumenter og mere larm. Og mindst lige så mange gode melodier.

Det er ikke til at sige, hvor længe Animal Collective har været om at indspille deres seneste udspil Centipede Hz, men et godt bud vil være … lang tid. På det amerikanske dyresyrekollektivs niende studiealbum mødes lytteren nemlig af et virvar af samples og programmerede synthesizere, som på traditionel Animal Collective-manér sender lytteren til et festligt eventyrland af pop og pangfarver, hinsides bevidsthedens konventionelle grænser.

På det nyudkomne album er hele holdet heldigvis for første gang igen samlet siden 2007’s Strawberry Jam, da gruppens guitarist Deakin tilsyneladende har valgt at genoptage samarbejdet med gruppen, efter at han i en årrække har stået uden for indspilningerne – angiveligt af personlige årsager. At gruppen igen består af fire mand, er da også ganske tydeligt at høre på det nye albums lyd. Hvor 2009-mesterværket Merriweather Post Pavilion var kendetegnet ved en temmelig elektronisk og – i Animal Collective-regi – relativt poleret lyd, er flere håndspillede instrumenter og en del mere (om muligt organiseret) rod symptomatisk for det nyeste udspil.

At Animal Collective til dels er vendt tilbage til brugen af håndspillede instrumenter, bliver allerede tydeligt i introen til indledningsnummeret “Moonjock”. Her hamrer gruppen løs på trommer, guitar, bas og keyboard med stakkerede slag, som er et progmetal-band værdige. Det er tydeligt, at kvartteten her forsøger at lave et statement – a la første nummer på Hail to the Thief, hvor Radiohead generobrede guitaren med en summen fra et jackstik. Ikke desto mindre går der netop 35 sekunder, før vi vikles ind i et net af forprogrammerede synthlinjer, og alting mere eller mindre er tilbage ved det gamle – mere eller mindre, vel at mærke. For det er tydeligt, at selvom de gode melodier er intakte, er den til tider skrøbelige lyd fra den mesterlige forgænger erstattet af en støj, der ikke er helt ulig britiske Micachu & the Shapes’ måde at væve et tykt tæppe ved af larm ved hjælp af hjemmelavede instrumenter og absurde samples.

Når musikblogs overalt i verden ved årsskiftet offentliggør utallige mere eller mindre obskure lister over de foregående 365 dages største musikalske bedrifter, må albummets anden skæring, “Today’s Supernatural”, nødvendigvis vinde prisen for årets mest eksplosive indledning. Denne kickstartes nemlig af et intenst miks af forskellige samples over hovedløst larmende harmonikaspil samt et par excentriske bongotrommer, som kører i et så højt tempo, at lydmuren brydes adskillige gange. I løbet af det godt fire minutter lange nummer føles det som at blive hevet gennem samtlige lande på Balkan i et fænomenalt kaotisk mareridt, der er umuligt at få ud af hovedet igen. Det er et paradoks, at en sang kan være så øresønderrivende og samtidig så helt igennem fantastisk, men muligvis er det netop disse skønne absurditeter i Animal Collectives lydunivers, der har gjort dem til de indiedarlings, som de er i dag.

Deakins tilbagevenden er særligt klar i den fænomenale “Rosie Oh”, hvor en ganske alternativ håndtering af guitaren tydeligt skinner igennem nummeret igennem. Med kantede riffs, der som en anden Tarzan bevæger sig gennem en tæt urskov af mærkelige lydudklip, markerer det tilbagevendte fjerde medlem for alvor sin genkomst på albummets muligvis sværest tilgængelige nummer. På trods af at hans vokal først kan høres i det senere nummer “Wide Eyed”, er hans klimpren det mest markante bevis på hans comeback. Ud over en hyper-engageret guitar er det også i “Rosie Oh”, at gruppens hang til at klippe-klistre sære samples kommer stærkest til udtryk, hvilket gøres med så stor selvsikkerhed, at der bringes mindelser til førnævnte Micachu & the Shapes.

På trods af at flere af Animal Collectives tekster umiddelbart kan virke skøre og mere eller mindre improviserede i øvelokalet, skinner et lyrisk talent alligevel momentvis igennem. Hvis man lærer at leve med de underlige frugt-allegorier i “Applesauce” og andre til tider forvirrende billeder, kan man til gengæld nyde livskloge ytringer i “Wide Eyed”, hvor gutterne ikke ulig 90’er-ikoner som Mariah Carey og R. Kelly fraserer sig gennem strofer som »What’s the change for the better / For a child who learns not to cry? / And to the boy who relies on his anger: / You’ll survive but you won’t feel exchange.«

Animal Collective er i dén grad ikke bange for at eksperimentere med, hvor avantgardistisk en melodi kan være, før den mister sin lettilgængelighed og bare bliver en kludret tonesekvens uden genkendelsesfaktor. Denne grænse udforskes blandt andet i “Monkey Riches”, hvor en forprogrammeret melodi, der er tunet helt skævt, over de evigt tilstedeværende bongotrommer får det til at vride sig i øregangene hos lytteren. Man skal vende sig til gimmicken, men efter et par gennemlytninger er den kun med til at give sangen en befriende upoleret lyd. Denne tendens er gennemgående, hvilket er noget af det, som gør Animal Collective til så spændende et bekendtskab.

Albummets styrke er uden tvivl de gode melodier og de evigt udfordrende lydmæssige virkemidler. Det er, som om Animal Collective for hvert album skubber grænserne for, i hvilke afskygninger pop kan eksistere. Det er ekstremt beundringsværdigt og afgjort grunden til, at gruppen har nået en kultstatus i de mere alternative afkroge af popkulturen.
Dog har de fire mænd alligevel lidt for meget fart på, når de på Centipede Hz vil åbenbare deres talenter for omverdenen. En sang som “New Town Burnout” må ikke være den eneste afveksling fra de vanvittige rytmer og skæve melodilinjer. Var der blevet plads til et par sange mere, hvor lytteren lige fik lov til at puste ud, kunne dette album sagtens have nået samme særstatus som dets famøse forgænger.

★★★★½☆

Deltag i debat