Koncerter

Christian Hjelm + A.V. Cronin, 07.10.12, Lille Vega, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Christian Hjelm er indbegrebet af en naturlig entertainer med et åbenlyst musiktalent. Lille Vega husede denne lidt alternative berømthed, som er kendt fra Figurines og nu står på egne ben. Ben, som bar ham sikkert gennem aftenens koncert, der både var energifyldt og charmerende.

Kalenderen siger nu oktober, og efteråret er for alvor inde på livet af os alle. Kulden, blæsten og det tiltagende mørke sætter ind, og man tilbringer flere og flere timer inden for hjemmets fire varme vægge. Til at slå tiden ihjel, når man nu ikke kan lege ude i det fri i solskin, kan man eksempelvis høre noget musik. Christian Hjelm har givet sit bud på en tidsfordriver ved at udgive pladen Før vi blev lette, der har høstet roser mange steder, og det med god grund. Pladen indeholder nemlig yderst smittende sange, hvis omkvæd kører på repeat inde i hovedet, og man kan næsten ikke lade være med at synge med og nynne for sig selv. Derfor var det både spændende og interessant at se om numrene på pladen virkede på samme måde live. Det skulle afprøves denne aften. En aften, hvor efteråret symptomatisk viste sig fra sin mest årstidstypiske side. Så man trængte virkelig til noget musik, der kunne fortrænge naturens laden og gøren.

A.V. Cronin

Til at varme op for Christian Hjelm og hans medrejsende band, kom den irskfødte A.V. Cronin. Før Cronin gik solo, var han medlem af det nu opløste band Larryland. På scenen kunne han næsten ikke have valgt en mere simpel opsætning, og det passede meget godt til hans enkle singer/songwriter-numre. Cronin trådte nemlig op på scenen kun bevæbnet med en akustisk guitar og sin stemme. Med sig denne aften havde han fem sange, han ville berige os med, og det gjorde han faktisk godt. Numrene var som sagt meget spartansk instrumenteret (kun akustisk guitar), og teksterne var ukomplicerede og lige til at forstå. Første sang, han præsenterede os for, var “Daydreaming”. Her blev den akustiske guitar taget under nænsom behandling, og melodien fyldte rummet. Oven i det var Cronins stemme overbevisende med et bredt register. Det samme var tilfældet med “The Song Goes On” og “My Youth”. Begge numre var direkte og omkvædene sad lige i skabet. Til tider blev det dog også lidt for spillemandsagtigt, som på sangene “Oh Mother” og  “Let Love In”. Til at bløde op for denne lidt firkantede og bokstænkende tilgang til musikhåndværket, havde Cronin en dejlig tør irsk humor. »Kan man skåle med te?« var et af de sjove indslag. Forresten svarede publikum »nej!«

★★★☆☆☆

Christian Hjelm

Da Christian Hjelm så gik på, var Lille Vega faktisk fuld af mennesker, selvom hverdagen og ikke mindst mandagen pustede én i nakken. Det viste bare, at Figurines ikke har levet forgæves, og at den gode omtale af Før vi blev lette ikke er gået folks ører forbi. Så da han 21.50 gik op på de så berømte skrå brædder, lød der rungende råb og klapsalver. Og hvis smilet ikke var bredt før, gik det nu helt op til ørerne på den sympatiske Christian Hjelm.

Til at lægge fra start fik vi “Som aldrig før” – en ny sang, som aldrig før var blevet spillet i Lille Vegas lavloftede lokale. Guitartonerne satte prompte ind og skabte med det samme et melodisk mønster. Som han stod der og spillede på sin guitar lignede Christian Hjelm lidt en skoledreng i gang med at have fri leg i skolegården. Denne stemning og attitude smittede af på søndagspublikummet. Så da den mere rockede og nye “Væk herfra” fyldte rummet, begyndte folk at bevæge sig lidt i takt til stortrommens hjertesalg og bassens dybe vibrationer.

Ja, det var næsten som om vi blev helt lette, og til at følge op på den energiudladning, fik vi titelnummeret fra solodebuten. Her var der lidt mindre skurrende rock, og den akustiske guitar var også fundet frem, men speederen var stadig i bund. Publikum lettede ikke ligefrem fra gulvet, men mindre kan jo også gøre det. Herefter fik vi i streg tre ferme popnumre, der var som honning og fløde for øregangene. “Scenen skifter nu”, “Alibi” og “Den som du elsker”. Især sidstnævnte var så flot fremført, at man ligefrem fik lyst til at kaste sig i armene på ens sidemand/kvinde.

Scenen skiftede så herefter med nogle klart mere rockede og tempofyldte sange. “Andet led” var smørblød punk og “Vibrationer” var rock, som mormor lavede den, med et fabelagtigt råbeomkvæd. Desværre kendte folk ikke sangen godt nok til at råbe med.

Hen mod slutningen af sættet kom den rolige og eftertænksomme kærlighedsode “Standser lige”. At tempoet og lyden blev skruet ned klædte den til tider lidt for hektiske koncert. Her fik Christian Hjelms vokal også plads, og guitarens toner svøbte sig som et varmt klæde rundt om én. Efter den lille opvisning fik vi en coverudgave af Thomas Helmigs “Nu hvor du har brændt mig af”. Originalen har jo hitstatus, så at omrokere og fortolke dette nummer kunne gå begge veje. Bandet og Christian Hjelm slap dog godt fra det, uden dog uden at overraske.

Den P3-Uundgåelige “Lang vej igen” sluttede koncerten af. Fra scenen lød der en opfordring til at synge med, men det var som om, at publikum ikke rigtig var i humør til det, og derfor mistede sangen noget af sin charme. En charme som Christian Hjelm dog rigeligt opvejede ved sin energiske og engagerede optræden gennem hele den cirka en time lange koncert.

Som ekstranumre fik vi “Fri leg” og “Ha’ det herligt”. Ingen af sangene var dog alt for interessante. Dog må man tage hatten af for afslutningen, der var et heavy metal-band værdigt, og ordene »ha’ det herlig nu« genlød som ekkoer i natten.

Da jeg gik ud af Lille Vega og havde lang vej igen og bare skulle væk derfra og ind i varmen, måtte jeg konstatere, at koncerten havde været overordentlig fin, men så heller ikke mere. Dertil var den for overfladisk og sukkersød, selvom jeg godt ved, at det er årstiden, hvor kamillete med honning hører hjemme.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat