Plader

Dråpe: s.t. EP

Skrevet af Joram Menzer

Dråpe dyrker de klassiske shoegazer-dyder på deres debut-ep, men først når de danner opbrud i den massive lydmur, bliver deres musik for alvor interessant.

Det er de klassiske shoegazer-dyder, der er i højsædet på debut-ep’en fra det norske band Dråpe. Tætte, støjende lydflader flankeret af dundrende og buldrende trommer er udgivelsens omdrejningspunkt, og vokalen er underspillet og til tider nærmest underproduceret, hvorved den ofte får et instrumentalt udtryk over sig. Dråpe opbygger med andre ord den massive mur af musik, der er shoegazer-genrens mest traditionelle fundament.

Netop den mur af lyd, der skal forceres, er også med til, at det som lytter kan være svært holde koncentrationen, og det bliver til tider Dråpes største udfordring. Det kræver gentagne gennemlytninger at komme derhen, hvor musikken virkelig får lov til at komme frem, for det første stykke tid synes den at være effektivt gemt bag en høj mur af støj.

Kommer man over muren, vil det dog være indsatsen værd, da der bagved de kradse guitarflader ligger et drømmende og relativt sårbart udtryk, som i særdeleshed må tilskrives den kvindelige frontfigur Hanne Olsen Solem. Specielt på andet nummer, ”We Want the World”, får hendes vokal plads, og det er et udtryk, der klæder bandet, fordi det tilfører musikken lys og luft.

Steder som disse, hvor der bliver plads i musikken til Solems vokal, har det den tiltænkte effekt: lys i mørket, som når solens stråler bryder igennem et tykt skydække, og man virkelig føler, at man har fortjent noget solskin efter længere tid med regnvejr og sorte skyer. På samme måde bryder Solem en sjælden gang igennem det massive guitardække, det febrilsk bankende trommespil og den buldrende basgang, der ruller igennem sangene som tordenvejr i horisonten. Udtrykket fungerer som en stærk kontrast til det tætlukkede musikalske univers, bandet ellers tilbyder lytteren.

»I don’t wanna wake up«, messer Solem selv gentagne gange i ep’ens føromtalte anden skæring, og det er i dette drømmeunivers, bandet står stærkest. Lyset står trods alt mere klart, når det kommer lige efter mørket, og det er et udtryk, Dråpe med held kunne have dyrket en smule mere på ep’en. Potentialet er unægteligt åbenbart, og det bliver spændende at se, om Dråpes debutalbum kommer til at være en smule mere afvekslende og kontrastfyldt i sit musikalske udtryk end ep’en. Det ville klæde dem og med stor sandsynlighed gøre deres musik mere interessant.

★★★½☆☆

Deltag i debat