Plader

Love Shop: Skandinavisk lyst

Skrevet af Camilla Grausen

Love Shop er død, Love Shop længe leve! Efter to ud af tre medlemmers tragiske dødsfald, rejser Jens Unmack atter Love Shop, der jo nærmest er en institution i dansk pop, med bandets niende album.

I 2010 udgav Love Shop deres første album i syv år, det vel modtagede comeback Frelsens hær, der blev til efter guitarist Hilmer Hassigs tragiske død. Frelsens hær var en tilbagevenden til livet for Love Shop, men ulykken syntes at klæbe til bandet, for på den efterfølgende turné med albummet nåede bandets sangskriver, mundharpespiller og sanger Henrik Hall kun at deltage i få koncerter, inden han døde af kræft i januar 2011. Uheldet og ulykken har således et fast tag i bandet med de ellers optimistisk klingende popsange.

Men Love Shop er også et band med en rå overlevelseskraft. Det beviser den tidligere trios tilbageværende medlem, Jens Unmack, og musikerne omkring ham nu. Unmack havde nu valget mellem at begrave Love Shop og vende tilbage til sin solokarriere eller fortsætte under fanen Love Shop. Valget faldt på det sidste, da Love Shop for Unmack ikke kun var de personer, der var med, men også en fælles, musikalsk vision. På den baggrund blev Love Shops niende album, Skandinavisk lyst, til. Og det lyder da heller ikke som Unmacks tre mere afdæmpede soloalbum, men som et ægte Love Shop-album – med den stærke genkendelighed, der kendetegner bandet: uptempo-numre, efterhånden ofte med elektronisk islæt, korpiger og så Unmacks karakteristiske stemme og betoninger af det danske sprog.

Elektronikken og synthen fra Frelsens hær er der endnu, især takket være Mikkel Damgaard, der producerede netop dette album, og som har være bandets keyboardspiller gennem mange år. Ligesom det var tilfældet på Frelsens hær, fungerer synthen med varierende held på Skandinavisk lyst. Der er stadig en vis inspiration fra svenske Kent, der også har taget en rejse ind i elektronikken over de senere år. Men hvor inspirationen på Frelsens hær mundede ud i albummets bedste nummer, den intense “Redningsklar”, er der på Skandinavisk lyst ikke noget absolut højdepunkt, hvor Love Shops lyd forenes perfekt med synthen.

Flere point scorer Unmack til gengæld på tekstsiden. Her er han draget mod kærligheden, den trofaste og evige, men også bange for, at det går galt, og for at miste, som i “Den eneste”. På den måde pendler Unmack mellem håb og kærlighed på den ene side og fortvivlelse og forladthed på den anden. Det er emner, der er gyldige i sig selv, men som naturligvis også lægger sig op ad de tab, Love Shop har lidt.

Kun enkelte gange nævnes det direkte, som når Unmack i ”Skandinavisk lyst” – komplet kitschet med bimlende kirkeklokker – synger »en nat for Henrik Hall, en nat med tusinde lys.« Og i “Sang fra verdens ende (One hit wonder)” citeres The Smiths formodentlig som en hyldest til Hassig og Hall: »There is a light that never goes out.« Bortset fra citatet formår Unmack generelt at undgå det sentimentale og bruger i stedet bandets historie til at sige noget bredere. Selvfølgelig kan linjer om at miste og om livets forgængelighd, som i “Sommeren der aldrig kom”, ikke undgå at give ekko af de to dødsfald, men de rækker også ud over dem og handler om noget mere.

Hvis vi taler om Love Shop siden comebacket, så var der i mine ører flere højdepunkter på Frelsens hær. Men mens der måske ikke er mange numre på Skandinavisk lyst, der lige præcis rammer plet, er der heller ingen forbiere. Og albummets mest lifligt poppede sang, “Himmelskibet”, den tænksomme “Så meget er intet værd” og det smukke afslutningsnummer “Bliv ikke væk for længe” er alle eksempler på, hvordan det er lykkedes Unmack, Damgaard og de resterende musikere at skabe et vellykket, ægte Love Shop-album. Et album, der vidner om en imponerende (skandinavisk) musiklyst og en livskraft, der ikke kan undgå at virke inspirerende. Love Shop er død, Love Shop længe leve!

★★★★☆☆

Deltag i debat