Plader

Christopher Owens: Lysandre

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Den tidligere halvdel af Girls genopfinder sig selv som solist og fortæller om at finde kærligheden på turné i Frankrig. Den skønne Lysandre betager Owens. Desværre er hans plade om hende en noget ujævn affære.

Christopher Owens er mest kendt som frontmand i indierockgruppen Girls, som på bare tre år nåede at blive et skelsættende og bemærkelsesværdigt band inden for sin genre. I sommer sagde Owens dog farvel med ønsket om at fortsætte som solist – og blot seks måneder senere er han klar med albummet Lysandre.

Lysandre er ifølge Owens selv fortællingen om en dannelsesrejse – baseret på egne erfaringer – som finder sted først på tværs af USA og siden i Frankrig, hvor Owens falder pladask for en af de lokale piger. Og det er en rejse, som Owens holder sig stramt kronologisk til, når det også kommer til opbygningen af albummet. De første fem numres fortælling finder sted i Nordamerika, mens man, efter en outro med et lettende og senere landende fly, hurtigt opdager, at lyrikken nu udspringer af fransk kultur og ikke mindst mødet med den skønne Lysandre. Til sidst må Owens hjerteknust vende snuden hjemad i slutningen af albummets niende nummer.

Owens rejse er ikke kun tydelig i teksterne. Albummet er opdelt af små intermezzoer, som indikerer, når der sker en forandring. Albummet indledes af et sådant på “Lysandre’s Theme”, og med en noget nær middelalderlig stemning skabt af akustisk guitar og fløjte gør nummeret det klart, at Owens’ soloprojekt befinder sig langt fra den musik, han skabte i Girls.

Albummet kommer langt omkring i sine genre-eksperimenter. Fra “New York City”, som gennem en afsindig saxofon understreger det festlige byliv, Owens har oplevet, til “Here We Go Again”, som nok er det nærmeste, man kommer Girls med alt, hvad det indebærer af typiske indierock-elementer. Igen på “Riviera Rock” er der skiftet tilgang til musikken. Her er der tale om et jam-agtigt, latino-jazzet nummer, som vel skal understrege de lidt varmere himmelstrøg, Owens befinder sig under i Frankrig.

Albummet indeholder selvfølgelig også flere mere klassiske singer/songwriter-numre, hvor vokalen har større råderum, mens Owens uforstyrret kan fortælle sin historie. Det gælder bl.a. “A Broken Heart” og “Everywhere You Knew”, som begge lige akkurat holder sig oven vande med et minimum af instrumenter.

Og det er især på de numre, som præcis ikke har meget andet at falde tilbage på end lyrik og stemme, at ”Lysandre” falder igennem. Det hjerteskærende guitarfingerspil, den sursøde lyrik med de ligetil og banale formuleringer, rammer simpelthen ikke nok nerve – og dét på trods af Owens’ vokal, som uden tvivl er mindeværdig. Problemet er, at man føler, at Owens selv er mere hjemme i de numre, som enten bevarer et vist niveau af energi eller har mere end en snert af Girls’ lyd.

Sammen bliver de ens melodier i pladens intermezzoer og små overgange samt de ret uinteressante, enslydende akustiske numre simpelthen for bærende på pladen. For det er meget bedre, når Owens roder rundt i de mere energiske musikalske komponenter, end når han tager den melankolske hat på. Man bruger simpelthen halvdelen af albummet på at længes efter den anden halvdel.

★★★☆☆☆

Deltag i debat