Plader

Mudhoney: Vanishing Point

Skrevet af Klaus Thodsen

De aldrende grungerockere fra Mudhoney er på gaden med deres niende studiealbum og viser, at de trods tidens grådige tand stadig har noget at byde på.

Mens Nirvana, Pearl Jam og alle de andre har fået meget af æren for at sætte Seattle på det helt store landkort, vil nogle påstå, at dette aldrig var sket, hvis ikke Mudhoney havde banet vejen for dem. For da den unge Kurt Cobain stadig sad i sit øvelokale og var ked af det, blev Mudhoney den første bannerfører for den rocklyd, man nu var begyndt at kalde grunge. Siden hen blev de dog mildest talt overhalet indenom af Kurt, Krist og hvem der nu var trommeslager i den måned.

Lytter man til Mudhoney anno 2013, skulle man ikke lige umiddelbart tro, man havde at gøre med mænd omkring de 50 år. Sangene handler blandt andet om at være stolt over at have en lille pik og om ikke at kunne lide Chardonnay. Begge emner viser på sin vis meget godt, hvor svært det må være at holde et ungdomsoprør kørende for en midaldrende mand, der hver morgen skal køre sine teenageunger i skole. Det kan ikke være nemt.

Det ændrer dog ikke på, at Mudhoney lyder lige præcis, som man ville forvente. Der er ikke meget nyt under solen. Vanishing Point varer lige over den halve time, fordelt på 10 hårdtslående og skramlede rocknumre, hvor Mark Arms vokal stadig lyder lige dele vred og panisk.

“Slipping Away” sætter pladen i gang på samme tumultariske måde, som man gennem mere end 20 år er blevet vant til hos Mudhoney. Det skal ikke forstås nedladende, for selvom det ikke er en fryd for øret, rammer det alligevel noget, man kan nikke genkendende til og glæde sig lidt over. Arm rammer ikke en eneste tone rigtigt, mens han hjælpeløst skråler sig gennem nummeret. Men det er alligevel fedt nok, dårligt på den rigtige måde.

Netop at det er så råt og upoleret, er i sidste ende det, Mudhoney overlever på efter alle disse år. Rent musikalsk giver det mig ikke megen glæde at lytte til numre som “I Like It Small” eller “Sing This Song of Joy”, men omvendt er det ret forfriskende, at man stadig kan opleve et band, der i den grad er tro mod sin stil. Det må jeg tage min fiktive hat af for.

Vi har at gøre med et band, der trodser alt det, der ville være så nemt for dem. Dette er ikke en plade af en flok ansvarlige forældre, der engang var unge og fjollede, men som nu synger om den større visdom, de har fået på livets landevej. Mudhoney er snarere en flok midaldrende mænd, der aldrig helt er vokset ud af teenageværelset, men som i det mindste har det sjovt med det.

★★★☆☆☆

Lyt til “I Like It Small”:
[audio:http://assets3.subpop.com/assets/audio/12964.mp3]

Deltag i debat